¤¤Det jo meget op i tiden med reality-tvé og sådan noget¤¤. ¤¤Og hva` vil du sige med det?¤¤ ¤¤tjaaah餤 Sådan cirka lyder et replikskifte i stykket Realia, og det er meget dækkende

af Nick Bruun
Vi møder en flok skuespillere der spiller sig selv - eller gør de?
De starter med at præsentere sig selv med navn og gavn. Derefter tager skuespillet eller reality-showet sin begyndelse. På en scene, der helt i salige Bertolt Brechts ånd er udformet symbolsk og - som scene - udspiller skuespillerne demonstrativt deres optrin.
De spillere, der er på, viser os en historie. De andre spillere sidder på en stolerække i bunden af scenen og beskuer - som os tilskuere - den historie, der udfolder sig på scenen.
Vi møder drengen, der jagter faderens forbillede. Vi møder pigen, der 'shopper' rundt i nutidens udbud af livs-indgange. Vi møder sønnen af offer-moderen, der drukner al samvær i 'i-bedt-om-medfølelse'. Vi møder pigen, der brænder sig på det intime nærvær.
Formmæssigt bevæger instruktør Trier og stykket sig fikst ind og ud af flere sammenflettede historier. Med elegante optrin og rappe skift befinder vi os godt og overraskende i de forskellige historier og tankesæt. Men hvor vigtigt er det?
Det er vel lige så vigtigt som dig og mig, kære læser - og lige så selvoptaget. Opmærksomheden mod verden og det uden-for-liggende er ikke nærværende.
Realia er et livsstils-stykke, der ikke vil overleve mange år, hvilket vel heller ikke er meningen. Det er godt spillet med nye skuespiller-ansigter, og formen er fragmentarisk og filmisk klippet. Det Brechtske i stykket betyder, at vi ser figurernes opførsel på scenen som valg: de kunne have valgt noget andet.

Realia af Thomas Trier i samarbejde med skuespillerne. Instruktion: Thomas Trier. Scenografi: Steen Lock Hansen. Medvirkende: Bjørn Fjæstad, Rikke Lylloff, Jacob Lohmann, Karoline Munksnæs og Kasper Leisner. Opføres på Kaleidoskop i København indtil 29. oktober og på Entréscenen i Århus fra 4.-12. november