17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Masser af spænding

Masser af spænding

Lørdag, 22. oktober, 2005, 00:00:00

Et godt plot, politiske holdninger og social indignation er vigtige ingredienser i en god spændingsbog. Her følger en håndfuld

af Ulla Rasmussen
Hermed følger en omtale af en række bøger, som jeg alle mener er bedre end Da Vinci mysteriet og Engle & Dæmoner af Dan Brown. Hvordan han har formået at holde sig i øverste ende af læsernes Top 10 er mig en gåde.
Efter min mening har han ikke formået at skrue et godt plot sammen. Vi får intet personligt at vide om 'helten', der nærmest kan nå at suse gennem Rom fem gange på ti minutter. Blot læser vi (til hudløshed), at han ved en masse om symboler og hen ved 50 gange i bogen pludselig (i et meget afgørende øjeblik, naturligvis) kommer i tanke om betydningen af disse og redder sin måske tilkomne.
Brug krudtet - der måske endda er stjålet fra en anden - til at skrive lærebøger med. Det andet er for plat. Læs i stedet disse spændingsbøger:

En forfriskning
Budbringeren af Fred Vargas anbefales hermed varmt. Det er den første bog af forfatteren, der udkommer på dansk.
Paris er byen, hvor handlingen udspiller sig. Joss Le Guern er hovedpersonen, en bretoner, som oplevede et skibsforlis, der kostede to mænd livet. Joss havde advaret rederen om skibets tilstand og var derfor ret så vred, da han nåede i land med de andre overlevende. Så vred, at han næsten sparkede rederen ihjel. Og dette har Joss denne kommentar til:
'Det var ikke en gang en fyr (rederen). Det var en pengekasse, der var flintrende ligeglad med andres død, bare han fik sine grunker.'
På denne måde blev Joss sortlistet og sprang på toget til Paris efter udstået fængselsdom. Og her har han nu været opråber i syv år. Det vil sige, at folk for fem franc kan lægge noget, de gerne vil have læst op, i hans kasse. Næste dag stiller Joss sig så op på kassen på helt bestemte tidspunkter og læser op af det, der kan være præk, krænkelser, håbløst åndssvagt og meget mere.
Joss sorterer det fra, der opfordrer til vold mod kvinder, de, der vil sende bøssekarlene, de sorte, de gule ad h til. Ikke af sjælsstorhed, men af et overlevelsesinstinkt, der fortalte ham, at han lige så godt kunne være født kvinde, bøsse eller neger.
Der begynder at komme nogle underlige breve i Joss` kasse. Og det er starten til det plot, bogen også udspiller sig om.
Lån eller køb bogen - den er en forfriskning inden for spændingsgenren.

Fred Vargas: Budbringeren. 320 sider. 329 kr. Rosinante 2005.


Personer med dybde
Lad jorden revne er den første bog af svenskeren Kjell Eriksson, vi nu kan læse på dansk. Og flere må meget gerne følge.
De svenskere (og nordmænd) kan noget med sproget, som meget få danskere kan hamle op med. Går i dybden med personerne, både de 'gode' og de 'onde'. Derved får vi en forståelse for deres handlinger.
I denne bog følger vi Ann Lindell, der leder en mordefterforskning. Og det er både hendes liv som politikvinde og som privatperson, vi bliver indviet i.
Sideløbende med opklaringen er vi i morderens verden. En mand, der er vred og bitter, og som vil gøre det af med de personer, han mener, er skyld i hans ulykkelige skæbne. Og langt hen ad vejen tror han på, at han så vil få et bedre liv, for han har masser af penge fra et røveri at leve af.
Det er en meget vedkommende bog, der fortæller, hvad der kan ske med marginaliserede personer, når de ikke får den hjælp, de har behov for.

Kjell Eriksson: Lad jorden revne. 292 sider. 299 kr. Forlaget Klim 2005.


Sort humor
Dette var to debuttanter på det danske bogmarked. Men nævnes skal det, at flere kendinge er blevet oversat i årets løb. Det drejer sig om:
Flashback, der er den anden oversatte bog af ireren Jim Lusby. Og igen er det kriminalkommissær Carl McCadden, der er hovedperson.
Denne gang er det inden for teatermiljøet, at plottet finder sted. Lusby kan det med sort humor og politiske vinkler mangler da heller ikke.

Jim Lusby: Flashback. 260 sider. 299 kr. Forlaget Klim 2005.


Socialrealisme
Gadens lov er den anden bog af George P. Pelecanos, der er udkommet på dansk. Gengangere er hovedpersonen Derek Strange, sort privatdetektiv og desuden Terry Quinn, der er tidligere politimand og hvid.
Pelecanos skriver rigtig godt og tegner fine portrætter af personerne i bogen. Og socialrealismen er et af de vigtige fundamenter.

George P. Pelecanos. Gadens lov. 276 sider. 299 kr. Forlaget Klim 2005.


Altid læseværdig
I Vildfaren måne bruger den gamle kending Connelly ikke sine sædvanlige hovedpersoner Harry Bosch og Terry McCaleb.
Det er derimod den tidligere kriminelle Cassie Black, der er i centrum. Og det gør bestemt ikke bogen dårligere. Men det er vist ligegyldigt, hvem der er hovedperson i Connellys bøger - de er altid læseværdige.

Michael Connelly: Vildfaren måne. 313 sider. 299 kr. Forlaget Klim 2005.


Kompetent forfatter
I Solnedgang møder vi igen Anne-kin Halvorsen fra kriminalpolitiet i Trondhjem. Hun har været hovedpersonen i adskillige af Kim Småges bøger. Og man går ikke galt i byen læsning af denne meget kompetente forfatter .
Men at skrive i omslaget, at Kainan, en af Småges første bøger, er en ungdomsbog må vist være en fejl. Afdækningen af frimurerlogens indflydelse i hele det norske samfund må også være et voksenanliggende. I øvrigt hendes bedste bog, efter min mening.

Kim Småge: Solnedgang. 202 sider. 275 kr. Forlaget Klim.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. okt. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur