Kunstnere og intellektuelle skal tage stilling til, hvad der foregår i verden. Det mener nobelpristageren José Saramago, der har været medlem af Portugals Kommunistiske Parti siden 1969

af Margit Andersen
Det første vores øjne faldt på, da vi under Avante Festivalen trådte ind i det imponerende bogtelt, var et stort banner med et foto af José Saramago og under det et bord, der bugnede med forfatterens bøger.
De portugisiske kammerater er naturligvis stolte af deres nobelpristager, og om lørdagen ville han sammen med andre forfattere signere sine bøger i teltet. Andre gøremål forhindrede os i at opleve det, men til gengæld var det med hjælp fra Portugals Kommunistiske Parti lykkedes os at få en aftale om et interview med ham den følgende mandag.
Med sommerfugle i maven mødte vi op i det centrale partihus i Lissabon, hvor seancen skulle foregå. Som for at trække pinen ud fik vi at vide, at Saramago var lidt forsinket, men der gik nu kun få minutter, før vi blev ført ind i et mødelokale, hvor den høje, ulasteligt klædte og noget tilknappede forfatter tog imod os.
Det var på en eller anden måde helt naturligt at tiltale ham Hr. Saramago, og det var tydeligt, at for ham var et interview ikke nogen fornøjelse, men et arbejde, der skulle gøres omhyggeligt og med alvor. Kun få gange oplystes hans ansigt at et lunt smil, og når intervieweren udtrykte en opfattelse, han ikke var enig i, lod han det ikke gå upåtalt hen, men korrigerede straks.

Nobelprismodtager
Vi lagde noget konventionelt ud med at spørge om, hvad det havde betydet for ham at få tildelt Nobelprisen. Bortset fra at han var blevet mere kendt ude i verden og havde fået sine bøger udgivet i flere lande, og at man nu i højere grad fokuserede på, at han var kommunist, end det tidligere havde været tilfældet, så havde det ikke ændret hans liv væsentligt; han arbejdede og levede som før. Nobelprisen havde aldrig været et mål for ham, og længe før han fik den, endog under diktaturet, havde han kunnet leve af sin pen.
Alle Saramagos romaner er præget af en uhyre stor viden om alt mellem himmel og jord - historie, kultur, religion, sprog og så videre. Hvorfra kommer al den viden, når biografien fortæller, at forfatteren er søn af fattige landarbejdere og ikke har nogen højere uddannelse? Som vi kender det fra mange andre store forfattere, så har Saramago gået på livets universitet.
'Man skal hele tiden sørge for at tilegne sig mere viden, det har man pligt til', siger han. 'De vigtigste kundskaber lærer man i livet og ikke i skolen.'
Saramago bor nu på Lanzarote i et slags frivilligt eksil. Han forlod Portugal i protest mod regeringen, da den for en halv snes år siden nedlagde veto mod, at hans roman 'Jesusevangeliet' blev nomineret til Den europæiske Kulturpris (Aristeion-prisen).
Den katolske kirke betragtede bogen som blasfemisk, og regeringen ville ikke fornærme kirken. Ganske vist er Gud i romanen en magtsyg kyniker, Maria er ikke jomfru, Josef er skyld i drabet på alle drengebørnene ved ikke at advare folk på trods af sin viden om, hvad der er gang i, og Jesus kæmper imod sin skæbne som offer - altså den kendte historie men set gennem en ateists briller. Alligevel kan det undre os fra det ukristne nord, at den kunne sætte sindene så meget i kog. Det synes Saramago ikke, at der er noget mærkeligt i.
'Religion har jo altid skilt mennesker og været en kilde til strid og skyld i krige og død. Den, der har en anden gud end en selv, betragtes som ens fjende. Det ser vi jo også tydeligt i dag. Jeg tror ikke selv på Gud, men det forhindrer mig ikke i at skrive om ham.'

Jeg skriver hvad jeg er
En fransk forsker, Buffon, fra det attende århundrede har sagt, at 'stilen er manden', og Saramago har sagt:' Jeg skriver ikke bare, jeg skriver hvad jeg er', og netop sådan er det. Han taler hyggeligt med læseren, og undervejs i læsningen synes man, at man lærer ham at kende, og at han bliver ens ven. Den alvidende fortællerstemme kommenterer sit sprog og sin form og fører en frem ad snørklede stier i en lind bevidsthedsstrøm, som man gerne følger med dens sammenvævning af faste vendinger, indskudte refleksioner, snusfornuft, detaljerigdom og underfundig humor.
Det er en stil, hvor forfatteren bestemmer læsehastigheden, og som stiller krav til læserens koncentrationsevne. En smule provokerende spurgte vi, om han ikke kunne udtrykke det samme på en for læseren lidt nemmere måde.
'Stil er ikke noget man opfinder', var det kontante svar. 'Det er naturligt for mig at skrive, som man taler, og det foregår jo lidt hulter til bulter uden anførselstegn, kommaer og andre grammatiske hjælpemidler, og i samtalen volder det jo ikke vanskeligheder. I øvrigt skal læsning ikke være let, ikke fastfood. Jeg skriver ikke for dovne læsere. Man skal være nødt til at læse langsomt for at få tid til at tænke over, hvad det er man læser.'

Hvis det umulige sker
I midten af september udkom på Samlerens Forlag en ny roman af Saramago, den tiende på dansk, med titlen 'En beretning om klarsyn'. Hans seneste romaner 'Blindhed', 'Alle navnene', 'Hulen' og 'Den duplikerede mand' har som grundtema haft hvad sker der, hvis et eller andet sker? Vi spurgte, om det også er tilfældet med den nye bog og blev korrigeret i vores udlægning.
'Temaet har været hvad sker der, hvis det umulige sker?, og svaret er ja. Ligesom 'Hulen' handler den om, at nogle mennesker en dag ikke vil finde sig i forholdene mere. I en hovedstad i et land, hvor højrepartierne er ved magten, sker der det nye ved et valg, at 83 procent stemmer blankt. Befolkningen er altså ikke passiv og ligeglad, men viser på denne måde deres protest. Myndighederne ser straks, at det er et ulmende oprør, der er under opsejling og sætter ind med repressalier af forskellig art. Demokratiets tynde fernis krakelerer. For den sande og enevældige magt, der styrer verden, er jo den økonomiske magt, de multinationale selskaber, Verdensbanken. Vores regeringer, som vi har valgt, er kommissionærer for den økonomiske magt alene med den opgave at udarbejde love, der passer denne. Folk er ikke uinteresserede i, hvad der sker i samfundet, de er utilfredse med det såkaldte demokrati, der i virkeligheden ikke eksisterer. Regeringer kan væltes, men det betyder ingenting, for det er ikke dem, der styrer. Sådan er virkeligheden'.

Kunstnere skal tage stilling
Apropos demokrati skynder vi os lige at få sparket et spørgsmål ind. Saramago, der har været medlem af Portugals Kommunistiske Parti siden 1969 (da partiet stadig var forbudt), og som føler sig forpligtet til at stå til rådighed, når det beder ham om det - som i dette tilfælde hvor et lille blad fra Danmark beder om et interview - har den holdning at kunstnere og intellektuelle skal tage stilling til, hvad der foregår i verden.
Han deltager gerne i internationale møder og konferencer, og for et par år siden kritiserede han i skarpe vendinger Cuba for den måde, hvorpå man behandler sine politiske modstandere. I foråret var han på Cuba, og vi spurgte, om han havde haft anledning til at genoptage emnet.
'Ikke i samtalen med Castro, den var meget kort', svarede han, 'men i en forelæsning på universitetet gentog jeg, hvad jeg tidligere har fremført, nemlig at der bør være forskel på den måde, man behandler en forræder på, altså en person, der samarbejder med en udenlandsk, fjendtlig magt, og på behandlingen af en politisk modstander. En forræder skal retsforfølges, men det samme bør ikke finde sted overfor en politisk modstander.'
Denne del af hans tale blev ikke citeret i de cubanske medier, hvad der selvfølgelig faldt ham noget for brystet.

God til kærlighed
Vores tid er brugt op, og på vores sidste spørgsmål, om der er planer om, at forfatteren kommer til Danmark i forbindelse med udgivelsen af den nye bog, er svaret, at der ikke foreligger nogen indbydelse fra forlaget, så det er der ikke. Den 82-årige herre, der ser langt yngre ud, folder sin nydelige skikkelse ud og giver hånd og et lille smil til afsked. Der var meget mere, vi kunne have haft lyst til at spørge om, men vi kan jo søge svarene i hans bøger, hvor han skriver, hvad han er.
Fra sin debut i 1947 og 30 år frem udgav Saramago ikke noget, fordi han, som han har udtrykt det, ikke havde noget at fortælle og derfor var beskæftiget med andet arbejde. Men siden 1977 har der ingen ende været på hans gode historier, der gennemgående befatter sig med eksistentielle og etiske grundproblemer.
Ofte spiller tilfældigheder en ikke uvæsentlig rolle, hvad der på en pudsig måde giver genklang til hans eget navn. Faktisk hed familien ikke Saramago, men det var dens øgenavn, der imidlertid var så indgroet i bevidstheden, at det ved en fejltagelse blev påført hans dåbsattest. Udover romaner har Saramago også skrevet poesi, rejsebeskrivelser og dramaer, og på Avante Festivalen opførte børneteatret et stykke af ham.
Man har måske fået det indtryk, at romanerne er svært tilgængelige, men det er de i virkeligheden ikke, de er bare anderledes og kræver lidt tålmodighed i begyndelsen, indtil man har vænnet sig til stilen.
Har man ikke læst noget af Saramago før, kan det anbefales at begynde med 'Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola', der er en fornøjelig, historisk kærlighedsroman. For det med kærlighed er han også god til, og det er altid kvinderne, som med deres følelser, fornuft og handlekraft gør det umulige muligt.

Interviewet har tidligere været bragt i Kommunist nr. 10, oktober 2005.