Bådteatret opfører to små skuespil. I det første møder vi tre skuespillere, der som kritikere og teatereksperter kritiserer det polske teaterstykke Karol, som de bagefter serverer for publikum

af John Bruun
Det ligger på grænsen mellem det urkomiske og det absurde - både første og anden afdeling.
De famler sig frem - de tre skuespillere - smagsdommere - ser meget kloge ud og siger først ikke en skid. 'Det var meget godt'. Det sagde noget. God lyssætning og så videreé 'interessant at det er polsk'.
Det virker helt uoverstigeligt og måske lidt grænseoverskridende, at skulle mene noget om, hvad stykket handler om.
Efterhånden går der hul på diskussionen. Meningerne brydes - for nu at sige det mildt - Spændende bliver det i hvert fald og når det kommer til (teater)-stykket, er det vel også noget af det bedste ved at gå i teater. Det kan stimulere de tanker, vi roder rundt med inde i os selv.

Badeværelses-drama
Så skal vi i gang med det 'rigtige' stykke - polsk dramatik fra 1960, der er blevet shinet op.
Kritikerne har allerede fortalt, at det handler om en blind bedstefar og hans barnebarn, der følger en gammel familietradition, som går ud på at slå en tilfældig Jensen ihjel. (Karol er oversat til Jensen).
En harmonikaspiller kommer ind fra bagenden af salen/skibet. Han spiller et stykke folkemusik fuld af smerte, grin og alvor - og muligvis volapyk - i hvert fald for publikum, men smukt og underholdende. Vi får øje på ham i de glasruder, der dækker scenen ind til det badeværelse, hvor dramaet kommer til at udspille sig. Det er en smuk effekt.
Ind på badeværelset kommer Mette Horn. Hun drikker champagne, vader rundt i rød-hvid badekåbe tager bad i brusekabinen og hører 'Giv mig kærlighed' i radioen. Musikken skifter til dyster klassiske toner og ind kommer to kosaklignende bønder, bedstefar, Hans Henrik Voetmann og barnebarn Carsten Bjørnlund.

Jensen skal dø
De er ude at lede efter den Jensen, som skal skydes.
Der udvikler sig et magtspil på ord og vanvittig argumentation for rimeligheden af at skyde en tilfældig. Men der er ingen grund til at være i tvivl om, at der skal skydes, 'for geværet har været ladt længe', som bedstefar siger.
Og barnebarnet frygter intet, hvilket Mette kun kan se som mangel på fantasi.
Det er absurd og vældig underholdende. Der er god plads til vanvittige attituder og groteske grimasser og samspillet flyder godt mellem de tre gode skuespillere.

Magt og ret
Absurd som en virkelighed, hvor man kan dræbe over 30.000 tilfældige irakiske 'Jensener' for at give dem demokrati, mens over 90 procent af irakerne ønsker befrierne hjem, hvor de kom fra.
Det er godt, at vi har et teater, der kan skrue ned for det absurde, så historien bliver så tilpas forståelig, at vi kan kapere det.
Det kan inspirere til at fundere over magt og ret både på det samfundsmæssige og det personlige plan.

Karol og Slagtehuset af Slawomir Mrozek og Gerz Feigenberg. Instruktion: Emil Hansen. Scenografi: Kim Witzel. Opføres på Bådteatret indtil 26. november