¤¤Workingman`s Death¤¤, som vises på den københavnske dokumentarfilmfestival Cph:dox, tegner fem portrætter af horrible arbejdspladser

af Helene Caprani
Helte eller tabere? Det spørgsmål stiller den østrigske filmmager Michael Glawogger, der har rejst verden rundt og fundet fem grupper af de mest hårdtarbejdende.
Sjældent, eller måske aldrig, har man set så umenneskelige betingelser - og så trodsige, stolte og livsbekræftende mennesker.

Ingen sure miner
Første stop er Ukraine, hvor sovjettidens respekt for arbejdet stadig kan mærkes. Mønsterminearbejderen Stachanovs statue, en stenmand med en kulklump stolt løftet i den ene mægtige grab, skuer ud over den trøstesløse vinter.
Efter lukningen af minerne skal de tiloversblevne arbejdere simpelthen overleve, og derfor har fem af dem dannet et lille sjak i en forladt mineskakt. De fryser forfærdeligt, sidder fast i de snævre gange og kan dårligt vaske sig rene om aftenen. Men de griner, de er fortrøstningsfulde, de holder sammen, og de holder hovedet højt.

I svovlbruddet
Fra det ukrainske snehelvede til de sydende indonesiske svovlbrud. Her vandrer mændene ad snoede bjergstier til det gnistrende gule brud, hvor svovlet graves ud af klipperne.
Med en beskidt tøjbylt i munden, omgivet af tunge dampe, fylder de åget med svovlstykker og traver hele vejen tilbage igen. Nogle slæber over hundrede kilo på de smalle stier, hvor basten i ågets kurve giver knagende genlyd overalt.
Tyske rygsækturister tager fotos af dem og spørger beundrende, men uden indlevelse, hvor meget de kan bære. Svovlarbejderne lever kun for de få timers frihed hver aften, hvor de beder og diskuterer amerikansk popmusik.

En verden af kød og blod
Bedst som man tror at det ikke kan blive værreé kommer man til Nigeria. Det lokale markeds slagteplads er en frastødende blanding af sort mudder, søer af blod, indvoldeé og slagtere.
Nej, her må de sarte sjæle melde pas. Her er ingen boltpistoler, kun lange grove knive. Slagternes samtaler og sange overdøves af de konstante smertensskrig. Efter drabet ristes hver ged over en grav af brændende bildæk. En gruppe præster messer om slagterens himmelske egenskaber, mens de samler penge ind. I sandhed et dybt mærkværdigt sted.

Stålets bagvendte livscyklus
De pakistanske strande er nu heller ingen skovtur. Her ophugges udtjente containerskibe med skærebrændere, stålwirer og livet som indsats.
Pakistanerne er filmens eneste virkeligt deprimerede - de opfatter simpelthen branchen som Guds straf. De hyppige dødsfald og alvorlige ulykker kommer også fra Gud, så de tager det hele som det kommer. Men dystre, det er de.
Sidste stop er et kinesisk stålværk. Her oplever vi igen arbejderstoltheden, og nu er der endda enkelte kvinder iblandt. Pakket ind i klude og beskyttelsesbriller vader de rundt i højovnenes meterlange gnister, mens speakeren reciterer Mao-citater om arbejderstolthed. Kineserne er langt filmens bedst stillede, hvad angår arbejdsvilkårene.
'Workingman`s Death' er et voldsomt værk på over to timer, der nok handler om arbejdet, men mest af alt om det ukuelige menneske og de mange verdener, vi bebor og arbejder i.

Workingman`s Death. Østrig. Instruktion: Michael Glawogger. Vises på den københavnske dokumentarfilmfestival i dag i Ishøj Bio samt 13.11 i Empire Bio. www.cphdox.dk