¤¤Århundredet¤¤ tager udspring i ondskaben gennem det forgangne århundrede. Det er der kommet en ambitiøs, lang, grim og til tider rammende historie ud af

af John Bruun og Nick Bruun
Som to obelisker rejser to gigant H-jern sig på scenen og danner centrum for scenografien: Vi er på den berlinske U-Bahn station Alexanderplatz.
Manisk og intens som sprechstallmeisteren i filmen Cabaret, dukker en syngende togkonduktør, Klaus Risager, op. Blikket er låst fast på os, stemmen fræsende og præcis. Musikken er en blanding af Brecht, Bowie og alt andet.
Krigen - den Første Verdenskrig - vælter ind over scenen og stationen. Stationen omdannes til grufuldt lazaret. En soldat, Jesper Lohmann, finder sin skuespillerkammerat blandt de sårede. Søger at trøste ham ud af den sikre død.
Soldaten er ved at blive vanvittig af krigen, vil væk og sælger sin sjæl til djævlen for at få fred. Dét er så det sidste, han får.
En forvekslings-tragedie udspiller sig nu. Soldaten genopstår i forskellige tableauer op gennem århundredet.
'Flip the coin, which way do you wanna go' er den tekst, som indleder skuespillet. Et billede på hvor tilfældigt, at det er lige netop Ernst Meyer, der havner I den rolle.

Æstetisk gru
Stykkets æstetik har store ligheder med Lars von Triers film Europa, med en blanding af store levende filmbilleder i baggrunden, tysk 30`er -40`er scenografi og en lydkulisse som ovenfor beskrevet.
Spillestilen er til tider en karikering af den viste tidsalder: tyvernes patetiske sukkende divaer, bøsse-komik og spion-travesti. Ind i mellem bruges realismen for at føre fortællingen videre.
Stilistisk er sangnumrene gennemførte og af meget høj kvalitet.
Manuskriptforfatteren, Jokum Rohde, har lagt sin fokus i første halvdel af det 20.århundrede og befolket sit stykke med teaterfigurer - arketyper: Nonnen/Luderen, Englænderen, Sadisten, Bøsser, Sygeplejerskenéder som skakbrikker rykkes frem i stykket.
Rohdes intention er at fremvise en virkelighed på scenen, blottet for moralsk stillingtagen. Den kaster han i skødet på os tilskuere. Vi bliver vidne til vold, magt, perversioner og sex i ækleste, grummeste form. Lejrkommandantens univers i KZ-lejren Neungamme.
Han lader os høre samme kommandants argumentation og benægtelse af Holocaust i retsopgøret i Nürnberg efter krigen.

Dyriske drifter
Forestillingen er proppet. Proppet med ambitioner og det er flot. Proppet med stilarter, sammenhænge, historier, henvisninger og hentydninger.
Det er tydeligt at Rohde er optaget af menneskets dyriske drifter og deres ødelæggende virkning - eller blot virkning, alt efter hvilke briller, man har på.
Der kan trækkes mange paralleller fra nazisternes fornedrelse af mennesker til vor tids pornofiksering, kvindehandel og dekadence.
Ligeledes sættes Vestens påtagede overlegenhed hvad angår civilisation i relief: det udpenslende mediebillede af barbariet i Irak sammenholdt med KZ-lejrens uhyrligheder.
Rohdes udpenslende scener af volden og dets overvægt i stykket, blandet med malplacerede grin fra tilskuerpladserne bliver for meget. Men grinene er muligvis en måde at udholde det uudholdelige. Og befriende er det at se den naivt-kække sygeplejerske Flora Nattergal, Regitze Estrup, gå i selvsving omkring soldaten.

Uforskammet
I sidste del af stykket martres vi af en forfærdelig langstrakt prædiken fra dramatikeren om dramaets væsen og af et stykke, der ikke vil slutte, men bliver ved og ved og ved.
Uforskammet ret og slet overfor publikum og en underlig overlegen attitude.
Århundredet graver forskellige spadestik i historien. Der graves i ond jord, og intet godt ses under scenens projektør. Ernst Meyer-figuren vandrer fra krigsvanvid, sadisme, benægtelse, gud-er-død-tro, over individdyrkelse til hedonisme i en sørgelig fortælling om mennesket.

Århundredet. Instruktion og scenografi: Martin Tulinius. Manuskript: Jokum Rohde. Øvrige medvirkende: Andrea Vagn Jensen, Troels II Munk, Morten Bo Koch, Sune Quistgaard Geertsen, Gaia Rosberg. Musik- og lydbilleder: Klaus Risager. Spiller frem til den 23. november i Kanonhallen i København.