En for simplificeret fremstilling af tragedien i Rwanda

af Bo Andersen
Shake Hands with the Devil: the Journey of Roméo Dallaire er et portræt om Roméo Dallaires tilbagevenden til Afrika, og det folkemord han var vidne til ti år tidligere som general for en udstationeret FN-styrke.
I filmen reflekterer og beretter Dallaire om det internationale samfunds rolle i folkemordet, hvor mere end 800.000 mennesker, hovedsagelige tutsier, blev slået ihjel på blot 100 dage.
Dallaire er i 1993 sendt på fredsbevarende mission af FN, der skal bane vejen for en fredelig afslutning på den borgerkrig, som går forud for det egentlige folkemord i Rwanda.
Da den canadiske general året efter er vidende til et begyndende folkemord - og appellerende beder FN om flere soldater - kvitterer mange af medlemslandene med at trække deres styrker hjem, efter at ti belgiske FN-soldater er blevet dræbt.
Dallaire insisterer i midlertidigt på at blive, selvom hans beredskab nu kraftig reduceres.
Dallaires beretninger om bunkevis af døde mennesker overalt, stanken, samt hunde der lystigt spiser af ligene, er rystende. Man forføres let af den selvkritiske, ydmyge og åbenhjertige aldrende general, der forgæves gør alt, hvad der er i hans magt for at få FN til at sende flere styrker til det lille land.
Desværre mystificerer Dallaire folkemordet med sine beskrivelser af Rwanda som henholdsvis paradis og helvede på jorden, hutu-lederes kolde hænder, samt ondskab der lyser ud af deres øjne.
Her stopper refleksionerne brat og disse meget personlige og bevægende beretninger hjælper ikke til en egentlig forståelse af, hvordan sådanne ekstreme hændelser kunne finde sted.
Filmens distinktion mellem de onde og de uskyldige bidrager til en lidt for simplificeret fremstilling af folkemordet i Rwanda.

Shake Hands with the Devil: the Journey of Roméo Dallaire. Instruktion: Peter Raymont. Vist på CPH:DOX-dokumentar-filmfestivalen i København sidste uge