Heavy Metal er blevet brugt som protest og kampråb for mange arbejderunge, viser dokumentarfilm.

Filmanmeldelse
af Gert Madsen
Det er blevet fordømt, forhadt, ignoreret, latterliggjort og censureret. Alligevel er det her stadigvæk. Det er musikken, der ikke vil dø. Det er Heavy Metal!
Nu får alle metalfans muligheden for at blive ført igennem den ekstreme del af musikverdenen. I halvanden time bliver den ofte forhadte genre grundigt gennemgået med kirurgisk præcision, tilsat en god del selvironi og humor.
Det er den canadiske antropolog og metalfan, Samm Dunn, der rejser verden rundt med håndholdt kamera og får sig en snak med langhårede fans og ditto musikere. Resultatet er Metal: A Headbanger`s History, nødvendigt pensum for alle der har rystet hoved til sorte toner.
Klassisk, blues og død
Den meget veltalende og sympatiske Dunn forsøger at give svaret på, hvordan den ekstreme genre er opstået og hvad der definerer den.
Fans bliver analyseret, ligesom man får et grundigt indblik i, hvordan især højrefløjen, hånd i hånd med kristne hyklere, gang på gang har forsøgt at stoppe udbredelsen af musikken. Metal er blevet brugt som protest og kampråb for mange unge, især med tilknytning til arbejderklassen.
De mange forskellige genrer gennemgås, lige fra de transvestit-agtige `mænd`, der leverede den sukkersøde glam-metal i firserne, til den nok mest yderliggående form for musik overhovedet: Dødsmetal.
Dybe rødder
Mange metalhoveder vil kunne genkende flere af pointerne, men alligevel vil selv de mest erfarne headbangers blive klogere af Samm Dunns turné.
Med geniale klip og eksempler påviser han, hvordan musikkens rødder stikker dybt ned i klassiske kunstnere som Wagner og Beethoven samt tredivernes blues. Og så er det heller ikke hver dag, man kan se en kvindelig forsanger growle så heftigt, at selv den mest behårede og djævlebesatte mand ville blive grøn af misundelse!
Optøede ikoner
Det hele er imidlertid ikke tekniske forklaringer og teorier. Vi møder fans helt ned til 13-årsalderen, der fortæller, hvad de får ud af musikken og miljøet.
Her slås det for alvor fast, at metal er en genre for outsidere, der ikke følger de gængse trends og modefænomener.
Det bliver naturligvis også til en snak med en bred gruppe af musikere i alle genrer og aldre; som Motörhead, Black Sabbath, Iron Maiden, Slayer, Alice Cooper, Dio og de noget yngre og meget excentriske Slipknot.
Mange af de gamle metalguder har en befriende selvironi, som man sjældent ser hos andre musikere i lignende genrer som rock og især punk, der altid har været udpræget selvhøjtidelige.
Nordmænd og andre djævle
Det er overraskende at se mange af medlemmerne af for eksempel Black Sabbath og Slayer indrømme, at deres sataniske tekster kun er en måde at chokere og få opmærksomhed på.
Det gælder dog ikke for tilhængerne af Norsk Black Metal, der får sit eget afsnit i filmen. Her er vores instruktør tæt på at få en gang prygl, da han prøver at interviewe medlemmerne af et særligt markant band i den kirkeafbrændende genre (det sidste er bogstaveligt ment).
Alt i alt biografgængerens bedste mulighed til dato for at vride nakken til den dystreste musikform.
Metal: A Headbanger`s History. Canada. Instruktion: Samm Dunn. Engelsk uden undertekster. Blev vist i Cinemateket under sidste uges CPH:DOX-filmfestival

---

Det er blevet fordømt, forhadt, ignoreret, latterliggjort og censureret. Alligevel er det her stadigvæk. Det er musikken, der ikke vil dø. Det er Heavy Metal!