findes der måske ikke politiske følelser? Findes der i det hele taget følelser, som ikke er det?

Det sker, at jeg i Skærveknuseren forløber mig og skriver overstrømmende og uden aktuelle motiveringer - og politisk set temmelig ligegyldigt, vil mange måske sige - om et eller andet kunstværk, som jeg har forelsket mig håbløst i. Oftest er det nok musiké
Det er i grunden mærkeligt, at jeg føler så meget for musik, for sandheden er, at jeg er både tonedøv og mangler elementær rytmisk sans, og jeg er af samme grund ikke ret glad for at bevæge mig ud på et dansegulv. Men jeg elsker at lytte til musik af omtrent alle tænkelige stilarter. Jeg oplever musik som den kunstform, der renest taler til følelsen uden at lade sig forstyrre af intellektets kolde kalkuler. Og det finder mange nok er en temmelig apolitisk for ikke at sige afpolitiserende begrundelse for at have kærlighed til musik. Til dem kan jeg kun svare: Tænk, jeg synes, det er alle os politiske hoveder, der bør tage ved lære af, hvordan man taler til følelsen, i stedet for at musikerne skulle give sig til at lære, hvordan man forvandler følelser til kolde kalkuler. For findes der måske ikke politiske følelser? Findes der i det hele taget følelser, som ikke er det?
Nå, men det jeg ville fortælle om i denne skærveknuser, er såmænd bare en gammel cd fra slutningen af forrige årtusind, som jeg lige er kommet i besiddelse af. En cd med en ret kendt klassisk violinist ved navn Nigel Kennedy. Nigel Kennedy er meget uortodoks i forhold til, hvordan vi sædvanligvis forestiller os klassiske musikere. Han er samme generation som punkerne og ligner også mere en punker fra slutningen af firserne end sådan en kejserpingvin, som vi er vant til at se på klassiske musikscener. Og han spiller lige så gerne moderne rock på sin violin som Bach og Beethoven. Ja, hans yndlingskomponist hedder faktisk Jimi Hendrix. Men han spiller - ja undskyld den umaterialistiske formulering - han spiller aldeles guddommeligt på violin.
Den cd, som jeg lige har købt, hedder The Kennedy Experience, og sådan hedder den naturligvis, fordi den er én lang hyldest til yndlingskomponisten og næsten udelukkende består af Kennedy-fortolkninger af Hendrix-numre. (Jimi Hendrix`s band hed the Experience, og én af hans kendteste plader havde titlen 'Are you experienced?') Og lad det være sagt straks: Der er én i hele verden, der formår at fange Jimi Hendrix`s musikalske hensigter bedre end Jimi Hendrix selv gjorde. Og det er Nigel Kennedy. Det er absolut én af de allerbedste cd`er i min samling, som jeg der har fået fat i.
Nå, Jimi Hendrixé' siger du uden tvivl, kære læser. Og så sukker du. Jeg kan næsten høre det. Jo, jeg ved godt, at Jimi Hendrix havde en anarkistisk og destruktiv udtryksmåde. At hans scene-shows ofte endte med, at han gik amok og smadrede alle sine guitarer og forstærkere. Og at han misbrugte narkotika og døde af sit misbrug. Jo, jeg ved godt, at min svaghed for Jimi Hendrix`s musik er en politisk brist. Og i en del af mine mest kulturrevolutionære år forsøgte jeg også at slippe af med ham.
Men spøgelset dukkede op med jævne mellemrum midt mellem Den russiske Partisansang og Warzawianka og Revolutionens Røst og hvad de hed, alle de sange, jeg i den periode fyldte mit hoved med. Og nu i min begyndende alderdom har jeg så valgt at forsone mig med min gamle svaghed, ja, endda undertiden forsvare den en smule, og det med politiske begrundelser.
Den stærkeste politiske kunst er efter min mening den personlige. Og et af de stærkeste og mest personlige indlæg mod Vietnam-krigen, som tressernes rock-musik frembragte, blev faktisk leveret af Jimi Hendrix. På Woodstock-festivalen forvandlede han med sin guitar den amerikanske nationalsang til brølende bombefly, hylende sirener og bragende eksplosioner. Det var så stærkt, så man græd af forbitrelse.
Og så er der det med at tale direkte til følelsen. Det er der, vi går fejl, når vi rationaliserer for meget og kræver for mange gennemtænkte politiske målsætninger i et kunstværk. For oprør begynder destruktivt.
Oprør begynder med, at du sprænger dig fri af de lænker, der binder dig, og det at sprænge sig fri er i sig selv en destruktiv ting at gøre. Det kan være meget svært at skelne mellem begyndelsen til oprør og begyndelsen til terrorisme. Blandt andet derfor kan jeg overhovedet ikke lide snærende terrorpakker.
For terrorisme vil vi nok alle sammen meget gerne være fri for, men at forsømme oprør er endnu mere samfundsødelæggende. Et eksempel: Én af de væsentligste grunde til, at den tyske nazisme blev mulig, var, at det tyske borgerskab aldrig havde magtet at gøre oprør mod junker-vældet.
Man kan med større ret hævde, at Jimi Hendrix`s bersærkergang lå på den grænse mellem det destruktive og det opbyggende, hvor oprøret befinder sig, end at den var ren reaktionær destruktion. Og det fanger Nigel Kennedys violin endnu bedre end Jimi Hendrix`s egen guitar gjorde.
Nigel Kennedy magter som klassisk violinist fra punker-generationen særdeles fuldkomment spændvidden mellem det grænseløst skønne og den underliggende katastrofe og opløsning, som var polerne i Jimi Hendrix`s musik. Og han magter at være personlig. Som han selv har skrevet på cd-coveret (og undskyld, jeg ikke nænner at oversætte det): 'If a musician doesn`t reach personal and unexpected emotional realms with his music - what the fuck is he doing?é Here`s something personal, inspired by one of this centurys most important creators. See you later. Nigel'