Filmanmeldelse *****fem stjerner***** af Niels Ole Nielsen
Den danske instruktør Birger Larsen har begået et godt stykke håndværk med filmen Det næste skridt, som baserer sig på den svenske krimiforfatter syvende roman i bestsellerserien om kriminalkommissær Kurt Wallander.
Men det må dog bemærkes, at filmen ikke forholder sig helt stramt til romanen. Alligevel skildrer filmen de væsentlige pointer fra Mankells bog, som er historien om, hvordan Wallander (Rolf Lassgård) forholder sig til sine nærmeste, og hvad der sker, når han opdager, hvem de egentlig er. Og det skildrer Birger Larsen ganske glimrende.
Tre lig
Indgangen til historien er fundet af tre nedgravede lig klædt i tøj fra 1700-tallet. Ligene ligger begravet i en skov lige uden for Ystad.
Det er Wallanders kollega gennem mange år, Svedberg (Christer Fant), som er den første på gerningsstedet. Han er stærkt medtaget over det makabre fund og rapporterer, at ligene formentlig er tre unge mennesker, som er meldt savnet i nogle uger.
Wallander og hans team, der består af Martinsson, Nyberg og Wallanders ekskæreste Maja (Marie Richardson) får assistance af den danske kriminalassistent HC (Peter Gantzler).
Flere mord
Og historien udvikler sig. Wallander finder Svedberg død med sin tjenestepistol i hånden. Først betragtes det som selvmord, men undersøgelser viser, at Svedberg faktisk er blevet myrdet, og mordet har tætte relationer til de tre lig.
Wallander indser, at der er flere mord i vente, og at seriemorderen hele tiden er et skridt foran ham og kollegerne - indtil det endelige opgør på en lille skærgårdsø.
Det næste skridt er en absolut seværdig film. Det er en relevant psykologisk krimi, som tager sit afsæt i menneskers bevidsthed og sjæl, når de opdager sandheden om, hvem deres nærmeste egentlig er.
Det næste skridt. Instruktion: Birger Larsen. Manuskript: Birger Larsen med forlæg af Henning Mankells roman af samme navn. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278