10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunist i sognerådet

Kommunist i sognerådet

Torsdag, 24. november, 2005, 00:00:00

Kommunist i sognerådetcBogen om Karen Tovborg er et medrivende portræt af en sej jysk kommunist og kvinde, som startede sit politiske liv som Radikal

af Klaus Haase
Der er netop udkommet en historisk og politisk biografi om en sej jysk kvindelig kommunist, socialt engageret ildsjæl, sognerådsmedlem, journalist, revyforfatter med mere.
I et medrivende sprog beskriver forfatteren, Laust Torp Jensen, Karen Tovborg Jensen begivenhedsrige liv.
Karens politiske forløb er atypisk for en kommunist i hendes tid. Hun var datter af en landskendt radikal landsformand og proprietær i Gudum på gården Kloster Mølle, hvor hun blev født i 1890, som et af 11 børn. Og hun endte sit liv samme sted i 1951.
Karen kæmpede energisk for kvindernes frigørelse og ligestilling. Hun blev aldrig gift og var hele livet 'sin egen'. Hun blev tidligt uddannnet som journalist og arbejdede på forskellige radikale lokalaviser.
Hun var en socialt engageret journalist, samtidig oplevede hun at blive diskrimineret som kvinde. Hun havde arbejdsløshedsperioder, som hun forenede med sin nysgerrighed og sit engagemen. I perioder fik hun job i Paris og London, besøgte endvidere Sovjetunionen og skrev rejseartikler hjem til forskellige aviser.

Revy
Karen Tovborg udfoldede sig også hele livet som revyforfatter samtidig med sit lokale engagement i kommunalpolitik - og hun skrev også noveller.
Hun var næsten fyrre år, før hun tog springet fra partiet Radikale Venstre til kommunisterne.
Hendes lokalpolitiske engagement i Gudum resulterede i, at hun kom ind i sognerådet som kommunist. Og med Steinckes socialreform fra 1933 i hånden, skabte hun en række sociale forbedringer i sognet.
Der fortælles om dengang, da det kommunistiske sognerådsmedlem Karen som offer for kommunistloven under krigen, blev arresteret midt i sit lokalpolitiske arbejde.
Karen blev interneret og endte som andre kommunsiter i Vestre Fængsel. Herfra protesterede hun mod denne udemokratiske handling og modtog en strøm af sympatigaver og -breve.

Under jorden
Karen var så heldig at blive frigivet fra Vestre Fængsel og valgte ud fra omstændighederne at arbejde illegalt, blandt andet med illegale blade. I den forbindelse flyttede hun til Esbjerg, hvor hun spillede en særdeles aktiv rolle som illegal kommunist under krigen.
Bogen om Karen er skrevet i et medrivende, indlevende sprog. Der er en fin balance mellem det lokalpolitiske og det landspolitiske, samtidig med at vi bliver orienteret om de internationale begivenheder i den periode Karen levede.
Bogen er sponsoreret af en række fonde, heriblandt Gelsted, Kirk Scherfig-fonden.

Laust Torp Jensen: Radikalisme revy og revolte i Vestjylland. Karen Tovborg Jensen 1890-1951. 225 kr. Rabøls Forlag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. nov. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur