10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pengebegær og rhinguld

Pengebegær og rhinguld

Tirsdag, 29. november, 2005, 00:00:00

Sceneopsætningen i Det Kongelige Teaters opsætning af Rhinguldet er blevet ommøbleret fra gude- og sagnverdenen til interiør og påklædning fra 1920`erne

af Klaus Haase
Richard Wagner var ikke noget sympatisk menneske. Han rendte med sine velgøreres koner. Han skrev nogle afskyelige udfald mod jøder. Og arvtagerne af hans musikalske produktion er viklet ind i nazismens edderkoppespind.
Det kunne Wagner af gode grunde ikke gøre for. Når det er sagt, er hans rolle som en af de største operakomponister ubestridt.
Operaen Rhinguldet er forspillet til verdenshistoriens største realiserede operaprojekt, Nibelungens ring, inspireret af islandske sagn og sagaer.
Rihndøtrene vogter Rhinguldet. Guldet stjæles af en dværg, samtidig med at guderne Wotan og konen Fricka kommer i gæld. De afkræves Freia som honorar. Wotans embedsmand Loge hjælper sin herre. Sådan begynder den komplicerede historie omkring Nibelungens ring.

1920`erne
Sceneopsætningen i Det Kongelige Teaters opsætning af Rhinguldet er blevet ommøbleret fra gude- og sagnverdenens mere eventyragtige baggrund til interiør og påklædning fra 1920`erne.
Guderne, halvguderne og menneskene spadserer rundt, skriger, griner og græder iklædt jakkesæt og charlestonkjoler.
Det generer absolut ikke opførelsens dramatiske karakter; der er endog plads til humoristiske indfald i den barske historie. Vi bevæger os rundt i sterile torturkældre (et hint til nutidens gidseltagninger og hemmelige CIA-fængsler?).
Tryllestave og besværgelser er afløst af en Frankensteinlignende brusekabine. Rhinguldet og ringen symboliserer begæret efter penge. En gidseltagning sætter hovedpersonerne på moralsk prøve. Skal man vælge magt og rigdom, eller sætte medmennesker højere?

Magtbegær og menneskelighed
Fra orkestergravens dyb bærer dirigenten sit orkester gennem vidunderlig, svulstig og dramatisk musik, der underbygger de dramatiske præstationer.
Store stemmer bærer de lange partier oppe: Randi Stene træder især frem som Fricka, der forener dramatik, sang og charme.
Wotan i James Johnsons figur er fuldendt som herren, der lader sig friste af 'Ringen' Han dramatiserer og synger autentisk sit psykologiske dilemma mellem magtbegær og menneskelighed.
Hans kæderygende 'embedsmand' Loge forener komik og kynisme i Michael Kristensens skikkelse.
Det anbefales at købe det gedigne hæfte om operaen, som intro til Rhinguldet s komplicerede historie. Desuden ydes den service, at man kan få introduktion til operaen som led i forestillingen!

Rhinguldet af Richard Wagner. Iscenesættelse: Kasper Bech Holten. Scenografi og kostumer: Marie ’ Dali og Steffen Aarfing. Dirigent: Michael Schønwandt. Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene. Repremiere. Spiller også og 30. november samt 3. og 12. december. Desuden i 2006.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. nov. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur