10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3D-lyd i hovedtelefonerne

3D-lyd i hovedtelefonerne

Tirsdag, 06. december, 2005, 00:00:00

Sourround-sound er efterhånden blevet en del af hverdagen for mange i takt med, at DVD og billige sourroundanlæg har vundet frem. Men nu kan man også snart forvente at opleve rigtig 3D-lyd med hovedtelefoner på. Det er blandt andet hvad Afdeling for Akustik ved Aalborg Universitet forsker i

af Michael Rützou
Den helt rigtige 3D-lyd får man ved at lave optagelser inde i 'ørene' på en akkustisk mannequin, som har mikrofoner indbygget, dér hvor trommehinden er på mennesker - eller på en person med ganske små mikrofoner anbragt inde i øregangene.
Det er jo en noget besværlig fremgangsmåde, men i de senere år er den binaurale teknik kommet i fokus igen. Det skyldes, at computerne nu er blevet så kraftige, at de kan beregne lyden, så man ikke behøver at optage den med et kunsthoved.
3D-lyden produceres ved noget, der kaldes binaural teknik. Bi er det samme som to, og aural betyder, at det har at gøre med ørerne. Computeren kan placere lyden lige, hvor det skal være, og man kan flytte den rundt, som man har lyst til. Rummet behøver ikke engang at eksistere i virkeligheden, men kan blot være en model eller 'tegning' inde i computeren. Fuldstændig som vi kender det fra computerskabte 3D-billeder. Lyden til interaktiv 'virtual reality' er en realitet!

Afdeling for Akustik ved Aalborg Universitet
Videnskabelige artikler om Binaural teknik
Hent en prøvefil (6,5 Mb)


Fjernstyring til mennesker
På mange områder er fagre nye verden her allerede - det japanske firma Nippon Telegraph & Telephoneer har udviklet en fjernbetjening, der kan styre menneskers bevægelser. I første omgang skal den anvendes til computerspil, men der er indlysende anvendelsesmuligheder indenfor våbenindustrien.
Fjernstyringen sker ved, at et specielt headset sender en meget svag elektrisk strøm fra bagsiden af ørerne gennem hovedet alt efter hvilken vej joysticket på fjernbetjeningen bliver drejet. Det skulle give en uimodståelig lyst til at dreje i den retning joysticket drejes.


'Universal Soldier' revisited
Forskere ved University of Southern California har lagt grunden for implantering af chips i hjernen på amerikanske soldater. Forskningen er selvsagt sponsoreret af det amerikanske militær, og chippen skal efter sigende bruges til at øge soldaternes indlæringsevne og hukommelse, så de bliver mere effektive soldater.
Indtil videre udføres forsøgene på døde rotter, næste skridt er levende dyr, og hernæst får de amerikanske soldater æren af at kunne virkeliggøre science fiction-filmenes mareridt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. dec. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur