Tre Strindberg-stykker kogt sammen til tre parforholdsdramaer bliver næsten tre for mange.

Tre Strindberg- stykker kogt sammen til tre parforholdsdramaer bliver næsten tre for mange. Det virker ikke gennemført moderniseret og man kommer ikke til at holde af karaktererne.
Instruktøren Peter Langdal har fået stillet store ressourcer til sin rådighed til at skabe et mega-fusions-Strindberg-drama.
De tre nordiske national-scener er gået sammen om at producere ”Hotel Strindberg”, ligesom de sidste år skabte ”Kongsemnerne” af Henrik Ibsen i fællesskab.
Det er der kommet en storslået scenografi ud af. Tre identiske hotelværelser, der gradvist bliver mindre, jo længere man bevæger sig ind i scenen. Det giver den i forvejen store scene en enorm dybde. I de tre værelser foregår parallelt tre dramaer, der alle har parforholdet og ægteskabets kvaler anno Strindbergs tid i centrum.
Vi møder den unge overklasse-pige Julie, Trine Dyrholm, der er vild med tjeneren Jean, Bjørn Bengtsson. Hun er møgforkælet, men alligevel magtesløs. Hun ejer ikke magten og modet til selv at bryde med sin rige familie og sin rigdom, for at komme til leve et mere kærlighedsfuldt og udfordrende liv. Jean skal tage ansvaret for et opgør med hendes rige far, og samtidig synes hun, at han naturligvis skal opgive hans kæreste, tjenestepigen Kristine, til fordel for hende.
Hun kan ikke klare selv at skabe en ny vej, og det ender fatalt for Julie.
Drama nummer to på kærlighedens overdrev omhandler en ritmester, hvis kone driver ham til vanvid ved at så tvivl om hans fadderskab til deres elskede datter Bertha. Hun får ham erklæret sindssyg og lagt i spændetrøje.
Kedsomhed, manglende lyst og evne driver parret til at bekæmpe hinanden i stedet for at elske og hjælpe hinanden med at udfri deres drømme.
I drama nummer tre møder vi den stærke kvinde, der har formået at blive til noget i sig selv uden blot at være kone eller elsker. Hun er forfatter, men har såret sin fraskilte mand Gustav, Jens Jørn Spottag, og muligvis fået succes på grund af, at hun har kaldt ham en psykopatisk idiot i en af sine bøger.
Gustav tager hævn ved at manipulere den nye mand, til at tro, at han lader sig misbruge af forfatterinden. At hun har skabt sin succes på hans bekostning. Det driver den nye mand til selvmord.
Stykket giver et godt indblik i Strindbergs univers. Hvor mænd er fra Mars og kvinder fra Venus. Hvor kærligheden bestandig udvikler sig til en hidsig magtkamp. Hvor kvinder lader sig styre af følelser, mens manden forsøger at skabe rationalitet. Hvor kvindens rationalitet består i at tage sig betalt for sin gunst som den evige luder. Hvor kærlighedens kvaler på tværs af klasseskel udstilles. Men Hotel Strindberg er alt for tung.
Bare det kun havde været et parforholds-drama, som var skruet frem til vor tid. Ikke bare scenografien med moderne lædermøbler, støvsuger og fjernsyn. Så ville der være tid til, at vi kunne komme så tæt på personerne, at vi for alvor kom til at holde af dem – og komme til at identificere os med dem.
For teater om den grød af modsætninger og den tiltrækningskraft, der er i kærlighedslivet, som er kernen i det sociale liv, er ofte godt teater.

Hotel Strindberg af August Strindberg bearbejdet af Peter Langdal.
Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Øvrige medvirkende: En række dygtige skuespillere fra Norges, Sveriges og Danmarks Nationalscener. Indtil 22. december i Stærekassen, Det Kongelige Teater.