Én på fornyeren: Peer Gynt udsat for rap, standup, trylleri og poesi på moderne dannelsesrejse i et selvoptaget Danmark

af Nick Bruun og John Bruun
Jonathan Spang, Carsten Bang, Rune Klan, Bukki Blæs og Geolo G. har fået frie tøjler til at modernisere og fortolke Henrik Ibsens klassiker
Peer Gynt på Betty Nansen Teatret.
Først fortæller tryllekunstneren og stand-upperen Rune Klan, ved hjælp af satiriske tegninger, hele Ibsens historie om Peer Gynt for alle os elever nede på stolerækkerne.
Så er det på plads, og der er etableret dialog og god stemning mellem kunstnere og publikum og store forventninger, som ikke bliver skuffede. Vi er sammen med gøglere - ikke teater-skuespillere - men nutidens svar på den frække nar.
Jonathan Spang følger op med en herlig løgnehistorie, der går over gede-tæmning på tanken via Bellahøj på gederyg til et bryllup, hvor han med en enorm kæp i øret scorer ungdomskæresten tilbage på bryllupsnatten.Men der er jo også alle de andre piger. Og pigefavnene bliver pejlemærkerne i Gynts rejse mod større erkendelse og en mening med livet/sjov og ballade.

Blæs, Geolo, Spang, Bang og Klan
De to musik-mænd fra Bikstok Røgsystem og Malk De Cojn, er allestedsnærværende som ordmagere. De kitter stykket sammen i en helhed og et samlet udtryk.
Rejsen bringer Peer Gynt i selskab med den selvfede trolde-familie Danmark bænket ved spisebordet med en enorm grisesylte på bordet. Familie-underholdningen er små racistiske vittigheder og stemningen er Ekstra-Blads-laveste fællesnævner-agtig til omkvædet af sangen 'Os selv nok'.
Uværdigt og sørgeligt aktuelt. Gynt haster heldigvis videre, og vi møder ham senere i stykkets poetiske højdepunkt, hvor Rune Klan som Gynt, klædt i sommerfugle-slåbrok, tryller med papir-klip og søde ord.

Føler sig ramt
Men fremmedhadet og frygten for forandring, som politikere og presse nærer og næres af, er ikke de eneste, Gynt og publikum møder og må tage afstand fra.
I en skarp monolog fortæller Carsten Bang om den skam, han har så svært ved at vaske af hænderne, når han har set den tynde, fattige negerpige stå og sige 'motherfucker' til ham på tv, og han glemmer hende på ét sekund.
Ja, hun siger faktisk Børnefonden, men det lyder som 'motherfucker' og det er måske slet ikke tilfældigt. Alle i salen føler sig ramt. Ingen føler sig tilfreds med at, 'vi kan blive enige om, at det er forkert. Vi har den sociale bevidsthed'.

Ibsen møder Gynt møder os
Henrik Ibsens Gynt er blevet det skelet, som disse virile og meningsfyldte størrelser har hængt deres kasketter og tvistede tilgange på. Og det er faktisk vældig originalt.
På den ene side giver de salige Gynt og Ibsen en med fornyeren. Ibsen i egen høje lyslevende person. På den anden side giver de deres samtidsbillede af Danmark, og det er rammende, favnende og præcist.

Gynt frit efter Henrik Ibsens Peer Gynt. Tekster af de medvirkende i samarbejde med instruktør Mogens Pedersen og dramaturg Kitte Wagner. Betty Nansen Teatret indtil 4. februar 2006