Uwe Timms bog, ¤¤Min bror - for eksempel¤¤ er fortællingen om familiemæssige tragedier på grund af naziregimet

af Jens Fransen
Selv 60 år efter krigens afslutning dukker spørgsmålet om kollektiv skyld, sorg og efterkrigstidens fortrængning op blandt tyske forfattere.
Således også hos Uwe Timm - årgang 1940 - der har måttet vente en menneskealder på at kunne skrive om sin bror, der som ganske ung meldte sig som frivillig til Waffen SS.
I 1943 bliver han hårdt såret på Østfronten, begge ben amputeres, og to uger efter er han død.

Ikke heroisk
Gennem dagbogsnotater og breve giver forfatteren et indblik i sin næsten ukendte brors korte liv. Grusomheder ved fronten er ikke direkte beskrevet, men omvendt er der heller ikke megen heroisk fædrelandspatriotisme over beskrivelserne.
Forfatteren måtte vente til de sidste familiemedlemmer var borte, før han for alvor fik lejlighed til at dykke ned i boet.
Sorgen og spørgsmålene om, hvem der havde ansvaret for nazismen og nederlaget i 1945 har fulgt familien som en skygge gennem årene. Ar, der aldrig blev helet i alle tyske familier, der havde mistet en ved fronten.
Også på en række andre punkter giver bogen et godt indtryk af livet efter krigen, genopbygning, remilitariseringen og det tyske sociale system - eller rettere mangel på samme.
Den tyske udgave kom i 2003 og der er på de sidste sider forlagets udgivelser af Heinrich Böll nævnt. Jeg følte mig også selv hensat til Bölls tidlige produktion ved læsning af denne meget medrivende bog

Uwe Timm: Min bror, for eksempel. Oversat af Per Øhrgaard. 187 sider, 199 kr. Gyldendal. (er udkommet).