Og kløften mellem ledelse og byggeplads vokser og vokser og antager undertiden helt kafkaske dimensioner!

af Kjeld Stenum
I sidste uges skærveknuser skrev jeg - endnu engang - om det øgede tidspres i byggebranchen. Et tidspres, som kommer af, at bygherrerne i stigende grad lader entreprenørerne konkurrere på tidsplaner.
Det kan finde sted, fordi det på trods af et relativt opsving i byggeriet i øjeblikket stadig er bygherrens marked. Og sådan er det først og fremmest på grund af, at tilbuddene ved alle licitationer af betydning nu om dage skal indhentes fra hele EU-området og ikke længere blot fra Danmark.
Svarende til denne udvikling er der kommet en ny generation af ingeniører og en ny ledelsesstil på markedet i byggebranchen i løbet af de seneste fire-fem år. Sådan har jeg i hvert fald oplevet udviklingen. Og det er de ny ingeniører og den ny ledelsesstil, jeg skal forsøge at portrættere i denne skærveknuser.

Det, der først og fremmest karakteriserer dem, er, at de intet aner om byggeri og formodentlig heller aldrig kommer til det.
I gamle dage vidste mange nyudklækkede ingeniører selvfølgelig heller ikke meget om praktisk byggeri, hvordan skulle de vel kunne det, når de kun havde gået i skole?
Jo, nogle typer ingeniøruddannelse var overbygninger på håndværkeruddannelser, og den slags ingeniører, der kom ud af det, var ikke altid så nemme at løbe om hjørner med, for de kendte selv alle fiduserne. Til gengæld kunne de lede en byggeplads. De, der kom fra skolerne, blev dog hurtigt ligesådan. For dengang blandede ingeniørerne sig meget i selve arbejdsprocessen og tog selv konfrontationerne med folk, når de kom og foreslog en lortet fremgangsmåde eller en hasarderet tidsplan. Og de konfrontationer lærte de af. Det gjorde, at der aldrig opstod større kløfter mellem kulier og ledelse, end at der kunne snakkes eller i værste fald råbes og skældes ud tværs over dem.

I dag gemmer byggepladslederne sig inde på deres kontorer, hvor de bruger tiden på at sidde i møder eller lege med computere. Og kommunikationen med selve byggepladsen tager de så vare på udelukkende ved hjælp af deres mobiltelefoner og formænd.
Det betyder, at meget få af råbene fra byggepladsen når frem til dem, der træffer beslutningerne om byggeriets ledelse, og at disse beslutninger endda i høj grad træffes af folk, der, hvad selve arbejdsprocesserne angår, er komplet inkompetente til at beslutte noget som helst.
Rapporterer formændene, at der er brok med folkene, for eksempel på grund af en hasarderet tidsplan - det er meget ofte det, det drejer sig om - så reagerer ingeniørerne med - ikke at gå ud og snakke med folkene, men at kalde alle involveret i ledelse af pladsen sammen til et møde! Og her sidder de så og hitter på sjove små slagord, som de mener, træffer problemets kerne, som hammeren træffer hovedet på sømmet.
Kan de mange hold håndværkere for eksempel umuligt komme til for hinanden, opfinder man slagord som 'optimering af fleksibiliteten'.
Eller hvis statistikken over nærved-ulykker bliver lidt for høj, analyserer man sig frem til, at pladsen roder for meget, og så beslutter man at lave en række laminerede plancher, hvor der står 'Ryd op efter dig!' Dem sættes sikkerhedsrepræsentanten så til at hæfte op alle mulige og umulige steder, og på den måde gør man noget ved statistikken over nærved-ulykker.

Eller hvad gør man? Man gør ikke en skid, og den ballade og de frustrationer, det giver, lader man formænd og sikkerhedsrepræsentanter tage skraldet for. Så opdager man aldrig, hvor stort dette skrald er, og derfor kan man gå fuldstændig upåvirket til næste møde med bygherren og spille tuff guy og sige friskfyragtigt ja til de mest hasarderede tidsplaner, der skaber endnu flere problemer for håndværkerholdene med at komme til for hinanden, og mere roderi på byggepladsen, fordi folk simpelthen aldrig har tid til at rydde op.
Og ser man så, at de tidsplaner alligevel kommer under pres, og det gør de altid, så holder man bare et nyt møde, hvor man beslutter, at så og så mange ekstra mandetimer er nødvendige for at løse opgaven, og så regner man simpelthen ud, hvor mange ekstra folk og hvor meget overarbejde der skal til, for at tidsfristen alligevel kan overholdes.
At en mandetime så ikke længere er en mandetime, når der er en masse stressede folk på pladsen, der ikke kan komme til for hinanden, har man ofte ingen forståelse for. I stedet tror man, at der er kommet en masse dovne ballademagere ind på pladsen.

Og kløften mellem ledelse og byggeplads vokser og vokser og antager undertiden helt kafkaske dimensioner.
De frustrationer, som dette afføder på pladserne, må formændene tage af for. Det bliver mindre og mindre sjovt at være formand. Det folkefærd bliver nok snart malet til kødfars i klassekampens mølle. Dernæst står sjakbajdserne og sikkerhedsrepræsentanterne for skud.
Hvad det skal ende med, ved jeg ikke. Det eneste, jeg ved, er, at fortsætter det ret længe, vil man i løbet af få år have forvandlet et potentielt både spændende, udfordrende og alsidigt arbejde, som man kan være både glad for og også en lille smule stolt over at have med at gøre, til hasarderet livsfarligt pukleri, som man dårligt gider stå op til om morgenen.