Alle jazz`ens stilarter skal repræsenteres af de bedste danske jazzorkestre, mener ildsjælen bag spillestedet Pakhuset i Nykøbing Sjælland
af Ib Olsen
En smilende og imødekommende Leif Johansson tager imod i Pakhuset i Nykøbing Sjælland. Han er bestyrer af spillestedet, der hver lørdag kan præsentere levende og særdeles sprudlende jazz.
Leif Johansson begyndte at arbejde i Pakhuset i 1995 og sørgede for at booke forskellige jazzbands til Pakhus-scenen. I 1999 overtog han så spilllestedet.
Leif Johansson lever helt op til sit motto: Alle jazzens stilarter skal repræsenteres af de bedste danske jazzorkestre. Han har nu planer om at skaffe udenlandske jazzmusikere til scenen.
Forening
Et kig på Pakhusets hjemmeside afslører, at andre musikgenrer så sandelig har været på scenen. 'Anne Linnet, Lis Sørensen, Sebastian, Poul Dissing og Troels Trier og Rebbeka Brüel. Totalpetroleum Monrad og Rislund havde deres landsgennembrud i Pakhuset,' står der at læse.
Stedet starede i 1974 da nogle ildsjæle gik i samarbejde med nogle af egnens kunstnere og kunstinteresserede om dannelse af en forening, som skulle tage ansvaret for husets drift.
For et par måneder siden kunne man høre den svenske jazz-trompetist Anders Bergcrantz spille for et fuldt hus - det vil sige godt og vel 100 tilhørere.
Rørt til tårer
Og så. I dag er Jesper Thilos Kvartet på scenen i en proppet Pakhus-sal.
Jesper Thilo spiller tenorsax, Søren Kristiansen piano, Henrik Hartmann bas og Leif Johansson selv er hoppet op bag trommerne.
Vi får sæt af meget høj kvalitet.
Jesper Thilos solo i Duke Ellingtons,
Do`nt get around much anymore, forårsagede at sidemanden på stolen måtte have papirlommetørklædet frem - så rørt blev han.
For år tilbage kunne Jesper Thilo spille som Ben Webster eller Stan Getz. Men i de senere år har han fundet sin egen smukke, let genkendelige spillestil.
De øvrige musikere var også helt oppe på dupperne.
Solid baggrund
Bestyreren af Pakhuset, Leif Johansson, spillede selv fra 1960 traditionel jazz med bandt andet Peruna Jazzband, Ricardos Jazzmen og Steen Vig. Han var i 1967- 1975 medlem af Theis/Nyegaard Jazzband.
Pakhus-manden har også spillet med Bent Jædig og Erling Kroner, senere med Jørgen Svarre.
Med den baggrund har Leif Johanson let ved at skaffe gode jazzbands til Pakhuset.
Der er jazzmusik hver lørdag mellem 12-15. Ved lørdagskoncerten er der ved 13-tiden tilbud om at købe varme frikadeller med brød til. Tre minutter fra Pakhuset er der altid plads på en stor p-plads.
Leif Johansson tager nu en velfortjent juleferie, men åbner igen lørdag den 14. januar med Ann Farholts Kvartet.
Pakhuset Musiksted, Vesterbro Torv 4, Nykøbing Sjælland. www.pakhusscenen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278