Han havde været lærling på Titan under krigen og kommunist også dengang, og fortalte hvordan man arbejdede for tyskerne om dagen og for modstandsbevægelsen om natten med at producere våben

af Mikael Hertoft
Han hed Harry, og han var ret gnaven, og jeg husker hans navn godt, selv om jeg ikke helt ved, hvorfor jeg kom til at tænke på ham, så mange år efter.
Han var ret gnaven, og han havde alt mulig grund til det. Vi mødtes sådan set på lige vilkår, idet jeg netop var begyndt som arbejdsmand på den fabrik, hvor han havde været arbejdsmand i mange år. På lige vilkår var vi som arbejdsmænd, og derfor var han også mindre gnaven, ja nærmest venlig, overfor mig end overfor andre væsener som fjenden, det vil sige arbejdsgiverens repræsentanter, eller de priviligerede det vil sige smedene.
Alligevel var vores vilkår så langt fra at være ens. Han havde været der i mange år, og der var ingen udsigt til forandring. Jeg skulle være arbejdsmand et par måneder for at tjene penge og lære fabrikken at kende, inden jeg skulle starte på en læreplads. Jeg var på gennemfart, som jeg siden har været det livet igennem.

Vi stod begge ved en sindrig indretning, som tiden desværre har ladet bag sig, som hedder en revolverbænk. Det er en særlig udgave af drejebænken, udviklet et godt stykke tid før computeren, for at lave serieproduktion af metaldimser - møtrikker, bolte, spændeskiver, dimser, dippedutter og dingenoter.
Den hedder en revolverbænk, fordi der midt på maskinen sidder et stort drejehoved, hvor der kan sættes seks forskellige værktøjer for eksempel et bor, et gevindskæreværktøj, en konus og andet. Der er også som på almindelige drejebænke slæder til skærende værktøjer af forskellig art, og den kan spænde og løsne om emnerne, det vil sige det man er ved at lave, ved hjælp af hydraulik.
Der var tre sådanne maskiner i værkstedet, og de var egentlig allerede fra en tidligere tidsalder, selv om de var effektive og spyttede hundredevis af små jernting ud, som så ud præcis som de skulle, ifølge de olieplettede tegninger efter hvilke vi lavede dem.
Nu var det imidlertid allerede hovedsagelig reservedele vi lavede. Nogen gange så lidt som seks styk af en dippedut, andre gange 24 og indimellem 50 eller 100. Sjældent lavede vi store serier som 200 eller for eksempel over 1000, og godt det samme, for at stå og lave tusind af den samme jerndims på sådan en maskine kunne være ensformigt, ja dødssygt, arbejde i tre dage. Det var som regel Harry, der fik de store serier, når de kom.
Jeg var meget betaget af revolverbænken. Den var sindrig, faktisk virkelig genial. Den have en hane hvorfra der sprøjtede hvad vi kaldte sæbevand for at køle og smøre, når skæringerne foregik. I virkeligheden var det ikke sæbevand men olie-vand emulsion, og efterhånden blev det fyldt op med alt muligt, for det blev genbrugt ved at løbe gennem alle spånerne og et filter, når det da ikke sprøjtede ud på gulvet. Den havde slæder hvor der kunne fastspændes skærende værktøjer og en lampe der lyste på arbejdsprocessen og forskellige hastigheder, ja faktisk lidt af hvert og en masse ekstra værktøj som stod i skabe og lå på reoler ved siden af. Materialet kom ofte i form af lange stænger, gennem et langt rør der gik tværs igennem maskinen og stod og bankede, når vi drejede.

Vi var tre, der arbejdede på revolverbænkene. Harry stod på den til venstre. Den i midten var den største og blev kun brugt engang imellem, som regel af Jørgen, til at lave nogen få større ting. Og min, til højre, var den mindste, hvilket ikke vil sige, at den var lille. Jørgen arbejdede på alle tre maskiner. Han var smed, det vil sige faglært, og opstiller, det vil sige det var ham der satte værktøjerne rigtigt, og sørgede for, at de var skarpe og målte efter om de første 2-3 stykker, af den dippedut der skulle produceres, var som de skulle være. Så overtog arbejdsmanden.
Set ud fra mit synspunkt, og vel også fra Jørgens, var det sjove at stille op. Da jeg var nyankommen og nysgerrig, og da det var planen, jeg senere skulle være lærling og faglært smed, og da jeg oven i købet havde en matematisk studentereksamen, inddrog Jørgen mig fra starten i opstillingens vanskeligheder, og senere fik jeg selv lov at stille op til de mere enkle processer.
Det var spændende og jeg havde en god tid.
Men for Harry var det mere ensformigt. Han kunne sikkert godt have stillet op, for han vidste alt om revolverbænke, men han var arbejdsmand og havde de store serier, og det var Jørgen, der stillede op. Mens han gjorde det, så Harry tvært til siddende på en taburet ved siden af, og når så tingene var klar, kørte maskinen og Harry derudaf i en øredøvende monotoni. Det var ikke særlig morsomt, så det var ikke underligt, at Harry var gnaven.
Han var en temmelig lille mand, jeg husker ham som gammel, men han var vel ikke mere end 45 år. Han var mager og senet og stærk og havde altid grå skægstubbe Han havde været letweltervægtsbokser, vist nok Københavns-mester, og han var kommunist, hvormed ikke menes, at han faktisk var medlem af partiet, men at han rummede et glødende had til arbejdsgiverne.
At vi var forskellige, var klar ud fra den daglige praksis. Der var flekstid på fabrikken, og han mødte hver morgen tidligst muligt, det vil sige klokken 6.15. Han mødte måske endda før for at sidde i kantinen og drikke den første morgenbajer. Men det så jeg ikke, for så tidligt mødte jeg ikke. Jeg prøvede at være der klokken 7.00, men ofte nåede jeg kun lige at stemple ind før 7.30, som var det seneste, man kunne møde på flekstiden. Kom man senere blev der stemplet med rødt, og det så ikke godt ud, med for mange af den slags stempler. Der var uger, hvor jeg havde mere end et rødt stempel.
Harry havde en diskret pose med med grønne Tuborg. Hver dag før frokost nød han seks af sådanne. Efter frokost drak han ikke, for han skulle køre bil hjem. Når bilen var på værksted, meldte han sig syg, for det betød, at han ville blive ved med at drikke, og det passede ham ikke. Det var vist nok forbudt at drikke ved maskinen, og derfor holdt Harry bajerne diskret i skabet til højre, selv om alle vidste, at han og mange andre drak.
Den tredje ved denne lille gruppe maskiner var som sagt Jørgen, en smed og opstiller. En fyr på vel en fyrre år med en elviskrølle og et vindende, lidt uigennemskueligt væsen og en typisk socialdemokrat. Igen menes der ikke, at han faktisk var medlem af partiet, men derimod at han nok forstod at varetage sine egne snævre interesser i mere løn og mindre arbejde, og at han havde et parcelhus i Gladsaxe, og at han samtidig havde den opfattelse, at det jo var fabrikken han levede af, så man havde fælles interesser.

Jeg var ved revolverbænkene en tre måneder, og så blev jeg lærling på fabrikken. Først blev jeg sendt over til fræserne. En fræser er dels en maskine - i det mere formelle sprog en fræsebænk - og dels er det en arbejder, der står ved en fræser.
En fræser er mere indviklet end en drejebænk - selv om en drejebænk, særlig en revolverbænk, kan være indviklet nok. Men en fræser har en dimension mere. Ved en drejebænk er det emnet der drejer rundt, mens de skærende værktøjer bevæger sig. Ved en fræser er det de skærende værktøjer der drejer rundt, mens emnet kan bevæge sig i alle tre dimensioner.
Der var også tre fræsere, altså bænke, og ved dem arbejdede der to fræsere, altså mennesker. Ved en af dem stod Poul Erik og ved den anden en kollega, som jeg har glemt navnet på, mens den tredje var lærlingebænken, hvor jeg så kom til at stå. Poul Erik var min bedste ven på fabrikken. Han var lidt yngre end mig i alder, men meget ældre som arbejder, da han var en ægte arbejder, det vil sige gået direkte ud af skolen og i lære, mens jeg dels var en bortløben student og også havde været i postvæsenet i nogen år.
Da han var en ægte arbejder, var det så meget mere bemærkelsesværdigt, at han var VS`er, medlem ikke bare af partiet men også af dets mest hårdføre proletariske lag, nemlig Faglig Fællesliste, der kun havde få ægte arbejdere og langt flere bortløbne studenter, der var blevet 'proletariseret'.
Både Poul Erik og hans kollega satte en ære i at holde fabrikkens udbytning af dem nede på et absolut minimum. Da arbejdet var indviklet var det også privilegeret, og da Poul Erik og hans kollega var dygtige, arbejdede de ikke mere end et par timer, højest tre på en ottetimers arbejdsdag. Det vidste alle, også deres værkfører, men alligevel måtte de holde det skjult, og de kedede sig, og drak nogen gange lidt for meget.
Kedsomheden gik Poul Erik på, og han havde et let deprimeret væsen af den grund. Man måtte gerne læse avis ved maskinerne i ny og næ, men at gå i gang med større ting som at læse bøger, var ikke passende, men kunne lade sig gøre, hvis man holdt bogen nede i skuffen, der så kunne åbnes halvt.
Som lærling synes jeg fræseren var endnu mere spændende end drejebænken. Her gjaldt det endnu mere, at man kunne formindske det fysiske og faktiske arbejde ved hjælp af intelligens. Det kunne betale sig at tænke sig om, og det var sjovt, mens man lærte det. For Poul Erik og hans kollega var det ikke sjovt, for de havde for længst været igennem processen, og det hele var blevet rutine.
En gang opfandt jeg en ny metode, hvor man i stedet for at skære et emne af gangen kunne skære fem eller endda ti på en gang. En arbejdsproces der var beregnet til otte timer og normalt kunne laves på fire, kunne jeg pludselig lave på en time. Det var sjovt, men derefter kom problemet med, hvordan jeg skulle se ud, som om jeg lavede noget i den resterende del af tiden. Det gjaldt om at have lidt arbejde i reserve, som man så kunne sætte i gang, når man kunne se værkføreren rejse sig fra sin plads inde i værkførerburet for at gå ud for at se til processerne. Og man kunne rydde op og gøre forskellige ting.

Det var mange personligheder på Alfa Laval på Maskinvej i Gladsaxe på kanten af Herlev. En af dem var en smed, der arbejdede nede i montagen. I montagen blev alle de dele, som fabrikken producerede samlet til en dekantercentrifuge, og det var igen et arbejde, der krævede et godt kendskab til, hvad man lavede.
Denne smed var stor, stærk som en bjørn, og med et tøndeformet bryst der var en naturlig forlængelse af en ikke helt lille mave. Han kendte alt, bogstavelig talt alt, til montagen og blev spurgt til råds og kommanderede kollegerne, for montagen var nemlig teamwork i modsætning til at passe de skærende maskiner, som var en individuel opgave.
Han var som en lille konge i sin afdeling, og selv værkføreren havde en ærbødig tone når han talte til ham. På fabrikken dengang kunne man ikke belønne en sådan elitearbejder ved at give ham en særlig høj løn, dertil var arbejdersolidariteten og overenskomsten for stærk. Men han kunne få et privilegium i form af et afskærmet hjørne af montageafdelingen, hvor han havde et eget bord, hvor han kunne sidde og læse BT.
Det særlige ved denne fabrikskonge i blåt arbejdstøj var at han boede hjemme hos sin mor og havde gjort det hele livet. Det fik nyankomne lærlinge i afdelingen tilhvisket, men det var ikke noget man talte med ham selv om. Han er faktisk den eneste jeg indimellem stadigvæk ser på Østerbro. Han bor nemlig også der, og indimellem ser jeg ham på Nordhavn Station eller i Netto.
Han kan ikke kende mig og vi hilser ikke. Han er blevet pensioneret nu, og moren er vel død, for tidligere så jeg dem nogen gange sammen, og nu er han altid alene. Han ser ikke længere så stærk ud, sådan lidt sammenfalden, lidt ensom, lidt rådvild, som om han ikke helt kan orientere sig. Hele hans liv, hans prestige, hans kongerige bestod i fabrikken, og det kan ikke have været nogen munter dag for ham, den dag han drak udkitning med kollegerne og gik ud af porten for sidste gang til pensionisttilværelsen.

Der var også en anden konge, en smed, som herskede stort set alene over flere hundrede kvadratmeter på fabrikken, og som havde det helt fantastiske privilegium, at han havde et område, der kunne lukkes af, så selv værkførerne måtte ringe på en klokke, når de ville ind, selv om årsagen nok var, at der var mange værdifulde ting, som skulle holdes låst inde og holdes regnskab med.
Når man ringede på klokken, kom smeden efter et stykke tid hen til en luge, og så kunne man aflevere de skærende værktøjer, der var slidt, og få udleveret nye der var skarptslepne. Hvis man ødelagde for mange, fik man en skideballe, selv om den som regel var elskværdig.
En serviceafdeling som for eksempel dette sliberi for værktøjer har den store fordel, for dem der arbejder der, at den ikke kan være på akkord. Der skal ovenikøbet helst være god tid. For når det brænder på ude i produktionen og noget skal repareres, så skal serviceafdelingen helst kunne træde til med det samme. Det er temmelig svært at slibe stål, og derfor var denne funktion på fabrikken så privilegeret som nogen.
Som lærling fik man en periode inde i sliberiet som i de fleste andre afdelinger på fabrikken, og det nød jeg. Det viste sig, at jeg havde talent for at slibe stål, og den dag i dag er det faktisk det eneste, jeg har bevaret af forbindelse til smedefaget at slibe knive til husbehov.
I modsætning til sin kongekollega over i montagen havde smeden i sliberiet ingen faste undersåtter, kun et kongerige af høje jernreoler imellem hvilke der var smalle gange og et spændende eventyrlager af jerndimser og stål, og slibesten og mange andre ting.
Han havde kun midlertidige undersåtter i form af lærlinge, som kom på oplæring. Og i modsætning til sin kongekollega ovre i montagen satte han ikke sig selv op på en pidestal. Han var en af kommunisterne, selv om han ikke som Harry var glødende af arrigskab. Dertil var hans tilværelse for god og priviligeret. Hans fjendskab til arbejdsgiverne var snarere ironisk og spydigt, og han var venlig ved lærlingene.
Han havde været lærling på Titan under krigen og kommunist også dengang, og fortalte hvordan man arbejdede for tyskerne om dagen og for modstandsbevægelsen om natten med at producere våben. Derfor havde man det i begyndelsen lidt kompliceret, når man skulle lave sabotage, for det skulle jo helst ikke gå ud over den del af produktionen, der var til modstandsbevægelsen. Det var i sabotagens spæde begyndelse. Senere gik man mere over til at sprænge hele fabrikker i luften, og så måtte hensynet til modstandsbevægelsens små våbenprojekter vige.
En yderligere grund til at jobbet var så priviligeret, var at min ven ikke kun sleb de værktøjer, som fabrikken skulle bruge. Han sleb også til husbehov, så folk kom med køkkenknive, sågar save, plæneklippere, hækkesakse og så videre. Betalingen for sådan et stykke arbejde blev altid afregnet i bajere eller modregnet i anden fusk. Kontant betaling blev ikke brugt. Det var ikke bare kollegerne, men også værkførerne og selv overværkføreren Store Benny, der brugte denne service, og selv om direktørerne og andre fra kontorerne ikke selv kom med deres plæneklippere og hækkesakse, så fik de dem også slebet, så sliberiafdelingen var under beskyttelse fra de højeste magter.
I sliberiet havde man også den opgave at lave blyhamre. Det er sådan en klods bly på en jernstang. Man bruger dem til at slå på ting, der nok skal have et ordentligt tryk, men som ikke må få mærker. Men da blyet er blødt, så bliver hamren efterhånden deformeret og upraktisk, og så skal den smeltes om. Det sker i et blybad, det vil sige nærmest en elkoger hvor blyet så bliver smeltet og hældt over i en støbeform.
Alfa Laval var den gang en mellemstor fabrik, omkring 400 mand, plus kontorfolkene, som os på gulvet ikke regnede med. Der var ikke brug for så mange blyhamre, måske tyve nye om året, så jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har set blybadet blive brugt til sit formål. Men det blev brugt, til at tørre tobak, som smeden røg, og som han syntes var for fugtig, når han fik den fra butikken. Så han havde anbragt en bakke af jern (som alt andet på fabrikken) oven på blybadet og når der skulle tørres tobak blev det tændt og tobakken drysset ned i fadet.
Vi hyggede os i flere måneder, før jeg blev sendt et andet sted hen på fabrikken, men også senere kunne jeg regne med at få et asylsted inde i sliberiet, hvor man kunne gemme sig en halv times tid for værkførerne.