Men en troens mand havde han jo engang været, Frede, så han måtte påtage sig opgaven at snakke med Lars, så de kunne få ham overflyttet fra den kristelige fagforening til en normalt blegfimset socialdemokratisk en

af John Max Pedersen
Læs del 2 af novellen
På værftet kaldte de ham Gabriel efter ærkeenglen, og han syntes, det var et bedre navn end det, han havde haft derhjemme, hvor sådanne blasfemiske øgenavne ikke var yndede, og hvor man derfor i stedet kaldte ham Skuffe-Laus, selv om han egentlig bare hed Lars for sig selv og Simonsen sammen med resten af familien.
I øvrigt havde Skuffe-tilnavnet en solid begrundelse i den triste kendsgerning, at han var født med et eventyrligt underbid, der fik ham til at ligne Knortekæbe fra havregrynspakkernes billedserie om cykle-bjørnen Bongo, ja, så påfaldende var det, og grimt ifølge de gældende normer for menneskelig skønhed, at det alene havde dømt ham til at opvokse som et troende menneske med tilværelsen indrettet på et bedre liv efter døden, sådan som det er virkelig grimme menneskers eneste mulighed, hvis ikke de er født af velbjærgede forældre.
Ingen kunne komme og påstå, at Gabriel Skuffe-Laus Lars Simonsen havde skubbet andre til side for at komme forrest i køen, da Vorherre uddelte tænkeorganer, men hans meget naive og noget tungnemme hjerne var dog i stand til at registrere underbiddet som en katastrofe af den slags, der måtte tages så alvorligt, at det af en religiøs omverden uden underbid blev betegnet som syndig forfængelighed. Og det, selv om det mindre var forfængelighed end de helliges drillerier, der pinte ham.

Vestkystfiskerlejet, han fødtes og opvoksede i, var missionsk som ind i helvede, og derfor blev hans unaturlige religiøsitet betragtet som noget naturligt, mens han naturlige grimhed blev betragtet som noget unaturligt ! en slags 'Herrens straffedom', selv om ingen dog dristede sig så vidt som til åbenlyst at påstå noget sådant om den ydmygt troende ungersvend, til hvis forsvar det yderligere kunne fremføres, at han var søn af en respektabel fisker, og at han havde ikke mindre end tre brødre, der alle var både pænere og bedre begavede end ham selv.
Født i en fiskerfamilie i et fiskerleje betyder født til fiskeri, men her skilte han sig igen ud; for da han blev en snes år gammel, vovede han at trodse familien og forlade fiskeriet. Årsagen var, han havde vandskræk. Ikke sådan at forstå, han var bange for at blive våd, men sådan at forstå, han var angst for havet, hvilket ikke er så heldigt for en fisker og da slet ikke for en troende fisker fra et helligt miljø i et gudsvelbehageligt leje, og den ukristelige karakter af hans vandskræk gjorde da også, han var nødt til at rejse bort; thi man kunne ikke, som troende, have vandskræk. Var ikke netop fiskerne Herrens udvalgte? Var fiskeriet måske ikke det mest gudsvelbehagelige erhverv i et ugudeligt samfund?
Og hvad måtte han ikke høre om Jonas på den stormpiskede sø; om vandring på havoverfladen og slige ting af almindelig betydning for de hellige og af særdeles vigtighed for de hellige fiskere, så til sidst rejste han. Eller rettere vendte han ikke tilbage, da han var færdig med at springe soldat, for selv om han var bange for det nye, var han endnu mere bange for det gamle, der indbefattede havet. Værftet var nærliggende, og værftet blev det, mens Skuffe-Laus, efter det militære mellemspils 'solformørkelse' og 'hjerneskadede grøftevandsamøbe', blev til Gabriel.

IIbegyndelsen var han ikke særlig begejstret for værftet, men det var en formildende omstændighed, at selv om værftet lå åbent ud til vandet, så opførte dette vand sig nogenlunde anstændigt, uanset hvor meget det kulede ind mod land. Det steg nok en smule og krappede blygråt og truende, men det blev ved truslen, og det var aldrig som derhjemme på Vestkysten, hvor havet skabte sig, og hvor bølgerne pralende rejste sig til mindst det dobbelte af, hvad vinden forlangte.
Men det var ikke blot vandet omkring værftet, der gav ham startvanskeligheder. Meget værre var det med fagforeningen. Han havde, sådan som han havde fået bud om, afleveret sin bog til klubformanden, men allerede dagen efter om middagen gav det anledning til voldsom opstandelse, og fra sin plads i kantinen overvågede han uforstående og en kende nervøs udviklingen af en hidsig diskussion ved nabobordet, som var besat af Københavneren, Frede-Mormon, Bønne, Robert, Leif den Lykkelige og tyrken Ata. Det var Københavneren, der førte det store ord:
- Han er fandentage mig gul, knægten! Og han foregreb enhver tvivl ved at gentage:
- Det er sgu rigtigt, han er gul! Det kneb en kende for Lars at fatte, hvorfor han påstod, han var gul, men de stadige hovedkast levnede ikke tvivl om, det var ham, Lars, der var diskussionens emne. Men åbenbart tog de andre ved bordet påstanden for gode varer, undtagen måske Ata, der ikke ganske forstod nuancerne i værftssproget. Dog, gamle Frede-Mormon var ikke så lamslået:
- Op i røven med det. Vi får ham da bare overflyttet. Det kan sgu da ikke være så besværligt. Københavneren var noget utilfreds med denne lette løsning, nu han netop havde fundet et af disse mærkelige gule dyr:
- Det er godt med dig, Frede, men de hænger sgu altid ved lortet ! hvad nu, hvis han slet ikke vil overflyttes? Hvad siger du så? Vi skal nok få et fandens spektakel med ham.
- Vrøvl! Det var igen Frede, der brød ind:
- Naturligvis vil han overflyttes. Knægten er sgu da bare kommet fra en eller anden fiskerflække, hvor alle hænger ved de gule ! han er sikkert ganske og aldeles sagesløs. Han bliver overflyttet, og så er den sag ikke længere, for selvfølgelig kan vi ikke arbejde sammen med en, der er gult organiseret.
Københavneren rystede på det halvlanghårede hoved:
- Det er fandme, første gang, jeg har været ude for sådan en ! det er jo regulært skruebrækkeri. Robert, der ikke havde sagt et ord hidtil, fandt tidspunktet passende:
- Tøv nu en tot, kammerat. Knægten er havnet i den forkerte del af Herrens vingård, men det behøver ikke at betyde, han ikke er god nok. Vi får ham overflyttet, og du lader ham være i fred ! er du med?
Københavneren var selvsagt med, men han soldede alligevel hele sin frokostpause op på undrende betragtninger over gule fagforeninger og disses medlemmer.

Lad det være sagt, gamle Frede-Mormon var ikke mormon og havde aldrig været det: Sandt at sige var selv den nidkære opdragelseskristendom, der måske engang kunne have bragt ham i nærheden af tabernaklet, skrammet og krakeleret til sund ukendelighed.
Men Frede havde i sine unge år sejlet blandt andet på den amerikanske østkyst, hvor han gennem en motormand havde stiftet bekendtskab med Industrial Workers of the World, og det budskab, IWW bragte, afløste lynhurtigt hans gamle gudstro.
Jesu Kristi Kirke af de sidste Dages Hellige havde han først stiftet bekendtskab med, da de mormonske kobberminebaroner myrdede IWW-agitatoren Joe Hill i Salt Lake Citys statsfængsel i 1915, og det havde gjort Frede til en uforsonlig fjende af mormonkirken, hvilket i tidens fylde havde givet ham mormon-tilnavnet.
Men en troens mand havde han jo engang været, Frede, så han måtte påtage sig opgaven at snakke med Lars, så de kunne få ham overflyttet fra den kristelige fagforening til en normalt blegfimset socialdemokratisk en, og som trumf holdt han i baghånden det solide argument: 'Enten bliver du overflyttet, kammerat, eller vi sparker dig ud fra værftet. Gule har vi ingen brug for.'. Men Frede var diplomat, så den slags sagde han ikke, før det var strengt nødvendigt.
Han passede Lars op om eftermiddagen:
- Ser du Gabriel, eller Lars er det jo, du hedder, din fagforening dur ikke her. Det er ikke fordi, vores egen fagforening er meget bevendt, gudfaderbevares, men du skal altså overflyttes til den. Den der hellige, du er medlem af, dur ikke. Vi kan ikke lide gule fagforeninger.
Lars var ikke mere tungnem, end der gik en prås op for ham: Det var altså hans fagforening,
de havde snakket om. Det var den, de kaldte gul.
- Hvorfor det? spurgte han.
- Men jeg siger jo, den dur ikke. Frede prøvede at være overbærende og pædagogisk:
- Du kan ikke arbejde her på værftet, hvis du er medlem af det gule lort. Det kneb lidt med opfattelsen hos Lars:
- Jamen du sagde jo selv, jeres fagforening heller ikke dur til noget ! hvad kan det så gøre, jeg er i den anden? Frede rystede utålmodigt på de grå tjavser:
- Gu` dur vores fagforening ikke, men ser du, Lars, vi andre er i den, og vi skal være flest muligt, og vi kan ikke have sådan noget roderi med forskellige fagforeninger for hellige og hedninger.
- Nå, var Lars` eneste kommentar. Han forstod det ikke, men Frede var en flink fyr, og han var jo kun blevet medlem af den kristelige, fordi hans brødre og de andre fiskere derhjemme var det. Her kunne det være helt ligegyldigt ! og Frede var nu en flink fyr.
Og så kom Lars ud af den gule fagforening og over i den blakkede, og alt var såre godt, ikke mindst da Frede herefter betragtede det som sin sidste store arbejdspladsmission at tage sig af Lars` opdragelse og få ham gjort til industriarbejder. Og det var i virkeligheden en krævende, pædagogisk opgave, selv om Frede ikke havde vanskeligheder med at komme i kontakt med Lars Gabriel, der nærmest klyngede sig til ham.

Men de andre brød sig ikke meget om Gabriel, og helt galt blev det nogen tid senere, hvor han med føje fik tildelt titlen 'sladrehank', efter at han, som det forlød, havde stukket Leif den Lykkelige til 'Den Lange' alias overmester Carl Erik Jensen.
Frede forsvarede Gabriel og sin egen opdragervirksomhed, efter han havde undersøgt og fundet ud af, at overmesteren havde spurgt efter Leif, hvortil Gabriel havde svaret, som sandt var, at han lå og sov oppe på lagerloftet. Men naivitet blev ikke betragtet som en undskyldning for ukammeratlig adfærd, så Frede besluttede, tiden var inde til at give Gabriel en grundig teoretisk lektion i proletarisk moral:
- Du skulle selvfølgelig bare have sagt, han var gået på lokum eller sådan noget! Men Gabriel rystede ærkeenglet på hovedet og skød underbiddet frem:
Det var jo løgn! Og der står skrevet 'Du må ikke lyve'.
- Jamen, det er noget andet, indvendte Frede, der står også skrevet 'Du må ikke stjæle', men du kan nok forstå, Gud ikke havde en verden som vores i tankerne, da han lod Moses skrive lovens tavler. Ser du, hvis jeg har brug for en trækvogn her i afdelingen og derfor hugger en ovre i afdeling toogtyve, så er det ikke tyveri, men noget der hedder kapitaloverførsel ! og hvis jeg hugger en vandhane her på værftet, fordi jeg mangler en hjemme i mit badeværelse, så er det heller ikke tyveri, men avanceudligning. Det er kun, hvis man stjæler fra en af makkerne eller fra vennerne uden for værftet, det er tyveri og i modstrid med buddene.
Gabriel virkede ikke ganske indforstået, så Frede fortsatte:
- Og nu med løgnen. Hvis du lyver for mig eller en anden af kammeraterne, så er det løgn og i modstrid med de ti bud, men hvis du stikker en af mestrene en plade, så er det ganske uskyldigt, fordi det er arbejdsgivernes folk, og dén slags tæller ikke med. Sådan nogle fandtes der jo slet ikke, da buddene blev skrevet.
Gabriel tyggede på den udlægning. Nikkede som tegn på forståelse, men var ikke ganske sikker på, han var enig ! selv om der måske var noget om det, Frede sagde. Arbejdsgiverne var noget særligt, hvis man skulle tro kammeraterne herude på værftet. Københavneren for eksempel, som Gabriel indtog en sky og usikkert beundrende holdning til, fordi han jo var københavner og fræk og alt sådan noget, som han ikke var ganske sikker på, det var rigtigt at være, sagde altid, evig og altid:
- Strejke, kammerat! Det er det eneste, de kanaljer har respekt for! Ikke sådan, at Gabriel var helt på det rene med, hvad en strejke var, men i hvert fald lød det som om, arbejdsgivere var nogle grimme størrelser, man helst skulle holde sig fri af, og han begyndte da også at øge afstanden til overmesteren, der ellers tit kom for at se, om han kunne fiske oplysninger i de naive vande. En ikke betydningsløs årsag hertil var Fredes stadige påberåbelse af, at han havde Biblens støtte i sine synspunkter eksemplificeret i lignelsen om den rige, unge mand, om Lazarus, om kamelen og nåleøjet, om vingårdsarbejderne og, ikke at forglemme, femte kapitel af Jakobs Bog.
Jo vist var der tegn på, de rige var nogle upålidelige og ugudelige slyngler ! men det kneb mere med at annamme indholdet i fagforeningsspørgsmålet. Han kunne ikke begribe, hvad der gjorde en uduelig fagforening bedre end en anden uduelig fagforening, og i det hele taget kunne han ikke forstå, hvorfor man skulle være medlem af en fagforening, bortset naturligvis fra det her med understøttelsen, men den havde man jo heller ingen brug for, når man bare ville arbejde. Og Frede måtte igen og igen belære ham om fagforeningen, og i sidste ende måtte han så fortælle om den store fagforening og om, at Gud var at betragte næsten som en slags arbejdsgiver:
- Ser du, ven Gabriel, egentlig er Gud en gammel knarvorn fyr, som slet ikke er så god, som mange tror. Han er nærmest ligesom en sur kontrollør på stadion, som ikke vil slippe ungerne ind til fodboldkampen, hvis de ikke har billet, selv om der er masser af tomme pladser, og enhver kontrollør kan se, de unger sgutte har penge til at købe billetter for. Sådan er Gud faktisk.
Lars protesterede, nærmest målløs, men Frede fortsatte ufortrødent:
- Ser du, det er rigtigt nok, at Gud engang skabte menneskene, men menneskene ville have det skægt og rart, og det måtte de ikke for ham. Men det kunne de selv klare, for de var ligeglade med hans åndssvage forbud, så først åd de hans æbler, der vel ikke var mere hans, end det var deres, når han nu selv havde skabt dem, og bagefter knaldede de i køkkenhaven under æbletræerne. (Lars pustede forarget luft ud gennem næseborene, men mest for at vise, han vidste, hvad det var at knalde ! en af de få ting, han havde lært som soldat, selv om det kun var teoretisk).
- Så smed Gud dem ud af haven, men nu skete der noget, ser du, for menneskene forsøgte at planke den ligesom ungerne, der bliver bortvist af kontrolløren ved fodboldkampen. Menneskene byggede det her Babelstårn, som skulle være så højt, så de kunne komme over det meget høje stakit, den sure Gud havde sat op, efter de var blevet smidt ud.
Og så begyndte spektaklerne. Først fik han dem til at snakke alle mulige åndssvage sprog som urdu ligesom Hassan i elektrodelageret, serbokroatisk ligesom Milo i kobbersmedjen, tyrkisk som ham Ata og sågar københavnsk som Københavneren, og i Biblen står der, at så skiltes de alle sammen, men det er bare løgn og propaganda. Næh, bagefter snakkede de bare fingersprog sammen, ligesom de døvstumme, og så fortsatte de ellers med at bygge på tårnet, fordi de nemlig dengang var medlemmer af den store fagforening alle sammen. I den store fagforening var der både mænd og kvinder, murere, tømrere, smede og arbejdsmænd, og der var også både hedninger og troende, og ingen bekymrede sig om, at alle ikke var lige solbrændte.
Men så prøvede han en ny fidus, Vorherre, der dengang var konservativ, selv om han siden hen er blevet socialdemokrat for at få sig en statskirke, og denne gang hentede han i nattens mulm og mørke en flok af menneskene, som han gjorde til sine formænd og mestre, og som han proppede hovederne fulde på med alle mulige arbejdsgiverideer, sådan som vi kender dem så godt, og alle disse beskidte ideer rendte de så rundt og proppede ind i hovedet på arbejdskammeraterne på tårnet, så de hvide ikke ville arbejde sammen med de sorte, mændene ville have kvinderne skulle smides ud af fagforeningen, smedene og tømrerne ville ikke være i samme fagforening som arbejdsmændene, og de kristne ville ikke være i hedningernes forening, og så var der pludselig blevet det helvedes roderi, vi stadig går og bakser med.
Men der er ingen grund til at give op, Gabriel. En skønne dag skal vi nok få stablet dennehersens allerhelvedes store fagforening på benene igen, og så er det sket med den gamle, for så myldrer vi ind i haven, og denne gang kan han ikke jage os ud igen, som han kunne, da de kun var to.

Lars forholdt sig lidt tvivlende til Fredes teologi, men han fandt dog en vis rimelighed i fortsættelsen:
- Selv om fagforeningen er rådden, så er den dog et lillebitte skridt på vejen til den store fagforening, fordi vi er mange forskellige i den. Se blot til gamle Josef, der er polak, Hassan, der er pakistaner, Milo fra Jugoslavien, mig selv, der er fynbo, du er jyde, og så er der jo Københavneren ! nå, ja, og Kirsten oppe i tredivetonskranen er selvsagt et kvindfolk. Og nogle er troende, ligesom dig og mig, mens de fleste andre er hedninger. I virkeligheden er det formændene for den gamle Gud, der render rundt og laver fagforeninger for kvinder eller for negre eller for kristne, fordi de er bange for, vi skal lave den store fagforening igen og bygge det tårn, så vi kan komme ind i haven.
Gabriel var en smule beklemt ved situationen:
- Jeg tror alligevel ikke rigtig, du tror på fortabelsen og paradiset og de andre ting, Gud råder over! Men den gamle så meget fornærmet ud, og lød nærmest indigneret, da han udbrød:
- Hvad gør jeg ikke! Det var dog fanden til vås! Hvad dælen tror du, jeg vil med den store fagforening, hvis det ikke var fordi, jeg troede på paradiset? Nå, kan du sige mig det?
Det kunne Gabriel ikke, men selv om han betvivlede den gamles hellighed, så forekom snakken om den allerhelve ! øh, meget store fagforening ham ganske tiltalende, og med forståelsen for IWW-tanken i teologisk garniture fulgte også så småningom en bredere forståelse for, hvad han skyldte sine arbejdskammerater på det daglige og faglige område.

Fortællingen 'Den store fagforening' er med i bogen 'Mytteri i december' der udkom på Klim forrige år. Læs del 2 af novellen.

JOHN MAX PEDERSEN
blev født den 4. september 1942 i arbejderkår i provinsen. Han døde 10. september 1992, kort efter sin 50 års fødselsdag.
Han var politisk aktiv hele sit liv og skrev en lang række bøger, artikler, pamfletter og taler, foruden de mange romaner, digte og fortællinger, som han betragtede som en del af den politiske kamp for et socialistisk samfund.
Han var desuden en spændende, realistisk og surrealistisk maler.