Efter at historien om Gabriels optræden på løgnens sorte arena var cirkuleret værftet rundt et par gange, havde den skiftet karakter, og hans indsats havde antaget heroiske dimensioner

af John Max Pedersen
Læs del 1 af novellen
Overmesteren for afdelingen var Carl Erik Jensen, kaldet 'Den Lange'. Han var, trods sin garderhøjde, et overmåde lille menneske. Han var udlært, på værftet, havde været tillidsmand og bajs, formand, mester og nu var han altså, som overmester, så snært ved magtens tinde, han kunne forvente at komme. Han elskede alle de ydre tegn på sin autoritet, ikke mindst selve titlen, og som det småtskårne menneske han var, havde han til stadighed brug for at få sin autoritet bekræftet gennem almindeligt misbrug.
Som regel var værdien af hans ordrer begrænset til en fed understregning af denne klodsede selvhævdelse og således uden praktisk nytteværdi for produktion og planlægning i afdelingen, men folk havde da også kun sjældent svært ved at tilegne sig den praktiske vane med at sige 'javel!', for siden at gøre, som de selv fandt det passende, hvis de da ikke, for privat morskabs skyld, udførte hans idiotordrer og tillod sig at nyde resultaterne. Undtagelserne var dem, der roligt kunne affinde sig med at lave meningsløst arbejde. Selv kom han aldrig og efterkontrollerede udførelsen af ordrerne, rimeligvis af angst for at se sin autoritet krænket af ulydighed, og endelig foretrak han, frem for alt, at udstede kontraordrer for at demonstrere, han havde mere at skulle have sagt end andre mestre og formænd.
Faktisk var disse smålige ejendommeligheder ved Carl Erik Jensen årsagen til, Gabriel overhovedet havde fået jobbet i afdelingen; thi efter han havde været til samtale med overmesteren, sagde dennes næstkommanderende, som havde overværet samtalen:
- Ham kan vi sgu`tte bruge, Carl Erik. Han er fandme af den slags, man kan give en saks i hånden og sende ud for at klippe ækvatorlinien over! Men straks var han blevet affejet af overmesteren, der slet ikke havde haft til hensigt at ansætte fyren. Ingen underordnet skulle fortælle overmester Carl Erik Jensen, hvem der kunne bruges i afdelingen, og Gabriel, der ganske vist endnu ikke hed Gabriel, var sikkert en god og pålidelig arbejder, som man ikke skulle afskrive forhastet. Og for en gangs skyld havde han næsten ret, den gode overmester.

Mellem 'Den Lange' og Københavneren var forholdet anspændt. Det var Københavnerens opgave, som talsmand for afdelingens arbejdsmænd, at forhandle akkorderne med 'Den Lange', der var hysteriker, og da Københavneren var både rød, fræk og hidsig, bragte en forhandlingsdag på mesterkontoret altid gemytterne voldsomt i kog, så arbejdet på værkstedet ofte stoppede, blot for at folk kunne nyde den brølende ordkrig.
Det var en sådan dag, udviklingen havde nået det stade, hvor overmesteren krængede overlæben op over tænderne og skreg, så spyttet springvandede skrivebordets grønne trækunderlag, og den forbitrede Københavner var holdt op med at argumentere, blot for med mellemrum at indskyde sarkastiske bemærkninger af ofte ret personlig karakter.
I almindelighed var 'Den Lange' ret tålsom over for radikale synspunkter, og han roste altid sig selv af at være 'en virkelig demokrat', men han tålte ikke den mindste antydning af foragt for sin person, eller nogen form for underkendelse af sin, i egne øjne, enorme betydning for verden i almindelighed, værftet i særdeleshed. Og nu var Københavneren gået over gevind. Han var rasende og ligeglad og glemte tilmed at være kvik blot for med kold foragt at forkynde, overmesteren alligevel kun var en ussel lille lakaj uden beslutningsdygtighed, og at det var årsagen til vanskelighederne. Det var det værste, han kunne have sagt, og i et sidste forsøg på selvhævdelse skreg Carl Erik Jensen:
- Jeg har fået nok af Dem og Deres uforskammetheder (Man var De`s med overmesteren). De kan hente Deres fyreseddel over middag ! nej, De kan få den med det samme, og så behøver De ikke at ulejlige Dem herud i morgen.
Københavneren opfattede med nogen ret dette som en afbrydelse af forhandlingerne, hvorfor han uden yderligere kommentarer rejste sig for at gå, mens han overså fyresedlen, der blev rakt frem mod ham. I døren vendte han sig om:
- Sedlen kan jeg altid få, for der er jo noget, der hedder opsigelsesfrist, bare for De er klar over det. Og så gik han. Langt fra så rolig, som overfladen kunne give indtryk af.
Da han kom ned på lageret, løb han ind i Frede-Mormon og Gule-Gabriel, der altså ikke mere var gul, og han forklarede Frede, hvad der var sket, uden at ænse dennes makker, der alligevel ikke havde begreb skabt om de dele.
- Og så fyrede han dig? Frede lød ikke særlig forbavset over denne udvikling. Det var vel, hvad man kunne vente:
- Det var nu satans ! men måske kan vi stable en strejke på benene. Han skal i hvert fald ikke slippe godt fra det der.
Det bliver nok vanskeligt, svarede Københavneren selverkendende, det bliver så kun en arbejdsmandsstrejke ! jeg er jo ikke videre populær blandt snedkerne ! men jeg ser da gerne, I forsøger.

Og så forsvandt Frede og Københavneren hen i krogen bag opskæringsbordet for at få en bajer og en snak om, hvad der kunne gøres.
I mellemtiden luskede Gabriel lige så stille ind i værkstedet. Neden for trappen til mesterkontoret tøvede han. Hvad var det, han stod i begreb med at gøre? Han traf ikke nogen egentlig beslutning, men gik op ad trapperne, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre. Han bankede forsigtigt på døren. Bankede en gang til, indtil der blev råbt tydeligvis irriteret:
- Så kom dog ind for helvede. Og forsigtigt trådte Gabriel indenfor. Han var arrig, overmesteren, og Gabriel tøvede. Det var vist noget galt, han her havde indladt sig på! Men han kunne ikke finde andet påskud for sin tilstedeværelse, så han kløede på, hvis man da kunne kalde hans nervøse spagfærdighed at klø på:
- Når nu værkstedet, lukker, så!
- Lukker? Hvad fanden er meningen? Hvem bilder dig sådan noget ind? Vi har jo to både liggende halvfærdige ! du hopper sgu da også på den værste. Er det ham Børgesen? Du skal ikke tro på den slags rygter! Jeg kunne forestille mig, det er Børgesen, der har bundet dig den på ærmet ! men han er fyret! Er du med?
Gabriel nikkede og fik næsten tårer i øjnene, hvilket virkede udmærket, selv om årsagen ikke var angsten for værkstedets lukning, men samvittighedskvaler over det, han var i færd med at gøre:
- Jeg hørte dem snakke om det ! og De har jo selv sagt, jeg bare skulle komme til Dem, hvis jeg hørte noget af den slags ! en masse snedkere og nogle andre ! de sagde, værkstedet skulle lukkes ! at alle sammen ville gå hjem til middag ! og hvad skal jeg så lave ! Overmesteren var let nervøs og meget nysgerrig. Udspekuleret venlig begyndte han at krydsforhøre Gabriel:
- Hvem var det, der sagde det? Gabriel var rådvild:
- Jeg kender jo ikke ret mange af dem, men der var mange ! og de sagde, de alle sammen var enige ! men de har slet ikke spurgt mig, og jeg vil ikke gå hjem ! hvad skal jeg så lave?
- Idiot, tænkte overmesteren, naturligvis spurgte de ikke dig ! hvorfor fanden skulle de dog også det? Men højt sagde han:
- De snakkede om at strejke? Gabriel nikkede:
- Indtil Københavneren fik arbejde igen ! men hvorfor skal værkstedet lukkes, og hvad skal jeg så lave imens?
- Sludder er det. Gå du nu bare ned og pas dit arbejde. Værkstedet bliver ikke lukket, det skal du ikke være bange for ! men hvis du hører mere af den slags sludder, så kom bare op og fortæl det til mig, så skal jeg sige, om det er sandt eller ikke.
- Tak skal De have, sagde Gabriel ærbødigt, og han syntes egentlig overmesteren var en grove flinker fyr, da han gik igen.
Overmesteren, den legemliggjorte autoritet, var grebet af blind panik, og da han blev alene, så det ud som om, han kunne briste i gråd. Han var gråbleg i ansigtet. Det var jo katastrofalt! Hvordan satan skulle han nu klare den historie med ledelsen? Det var ikke længe siden, arbejdsmændene havde strejket ! de kunne sgu finde på hvad som helst ! og han havde fået et helvedes hus for det ! og hvis nu hele afdelingen gik i strejke, så så det mere end sort ud, for ledelsen ville tro, det var på grund af hans dispositioner. Han følte sig som en slagen mand.

Efter at have forkastet selvmord som udvej ! det tab kunne han dog ikke påføre verden ! måtte han en halv time senere træffe sit livs sværeste beslutning, og han gik ned på lageret, hvor Københavneren var i færd med at pakke nogle døre, der skulle om bord. Københavneren overså ham, som han stod der med hænderne på ryggen og vippede på hælene. Uanfægtet fortsatte han sit arbejde, selv om klokken var lige før middag. Efter en tids tavshed overvandt 'Den Lange' sig selv:
- Jeg blev vist lidt ophidset under de forhandlinger, Børgesen! Københavneren så op og nikkede, forbavset over denne erklæring, der jo intet svar krævede. Hvorfor nu denne indrømmelse?
- Men De gik nu også for vidt med deres uartigheder, fortsatte han med noget af sin gamle hovne facon.
- Sikkert! var Københavnerens eneste svar. Han arbejdede provokerende sammenbidt, indtil bossen tøvende og ufrivillig gennembrød den pinlige tavshed:
- Nå, jamen så må vi vel hellere glemme den historie, ikke sandt? Og med en anelse triumf tilføjede han:
- Det er jo ikke så rart at blive arbejdsløs!
Københavneren rettede sig op, forundret over dette knæfald, og han beherskede det skarpe svar, der lå ham på tungen. Han nikkede blot og spurgte med antydningen af et smil i øjenkrogene:
- Vi blev vist ikke helt færdige med forhandlingerne ! hvornår skal vi klare de sidste detaljer?
Overmesteren var på nippet til et nyt raserianfald, men fik det slugt i tide:
- Jeg giver besked i dagens løb ! og mens middagssirenen hylede, drejede han hastig om på hælene og for for fuld udblæsning ind i værkstedet for at finde et offer, over for hvem han kunne udøse sin galde og dermed stabilisere sin vaklende selvrespekt, og heldigvis for ham var der nogle køjerammer, som endnu ikke var færdige, selv om formanden havde fået besked om det tidligere - sagde i hvert fald overmesteren - så efter at have givet den stakkels mand en gigantisk overhaling i påhør af en snes snedkere, der udsatte middagspausen for at få sammenstødet med, marcherede han tilbage til sit kontor, foreløbig med sin egenopfattede autoritet genoprettet.
Men ak, det skulle vare så kort.

Præcis klokken 12.10 kom snedkernes tillidsmand op på kontoret for at snakke nogle ting igennem med overmesteren, og denne røg straks i hovedet på ham:
- Hør, sig mig engang, Carlsen, er De også med i denne strejkesammensværgelse?
Tillidsmanden var aldeles uforberedt på dette angreb, og han lignede et spørgsmålstegn i ansigtet - uden prikken:
- Strejke! Hvilken strejke? Og hvorfor?
- Fordi jeg fyrede Børgesen, vrissede 'Den Lange'.
- Kender intet til sagen, svarede tillidsmanden, og hvorfor skulle vi strejke, fordi De har fyret ham? Arbejdsmændene måske, men han har jo ikke noget at gøre med os ! det er jo ikke vores fagområde ! og desuden er han kommunist.
- Vil det virkelig sige, Carlsen, at De som tillidsmand ikke engang ved, hvad der foregår rundt blandt snedkerne ! at de kan rende og planlægge strejker uden Deres vidende?
Nu var tillidsmanden ved at være grundigt irriteret:
- Jeg ved fandme alt om, hvad der foregår blandt snedkerne ! men der har ikke været så meget som antydningen af strejkesnak.
- Jamen, overmesteren snappede luft ind, jamen Simonsen kom op og fortalte, han havde hørt, alle var enige om at strejke!
- Det må stå for hans egen regning, var den eneste kommentar, tillidsmanden havde.
- Manden er småt begavet ! han kunne ikke udspekulere sådan en historie og!
- Hvornår var han heroppe? Og hvornår skulle den strejkesnak have fundet sted? Tillidsmanden ville have klarhed på tingene nu.
- Han kom herop lidt før elleve, så det må være før den tid, de har snakket om strejke, jeg ! længere nåede han ikke, før den grusomme sandhed gik op for ham: Den var næsten halv elleve, da talsmanden forlod kontoret, og end ikke snesevis af rekordindehavere i sprint ville på den tid kunne nå at kontakte både snedkere og arbejdsmænd spredt ud over værftet ! endsige da at snakke sig til enighed med dem ! han havde proppet ham med løgn, knægten ! den satans åndssvage grimrian havde stukket ham en plade ! nogen måtte have fået ham til det ! Børgesen? ! og nu stod tingene ikke til yderligere ændring, hvis han ikke ville være helt til grin. Tillidsmanden, som havde forstået strejkesnakken som et overstået punkt, så op fra sine papirer, da han hørte det skarpe knæk, og han nåede lige at se overmesteren spytte den afbidte pibespidsstump ud.

Gabriel havde svare anfægtelser. Helt bevidst havde han løjet. Stukket en plade, som de andre ville kalde det. Var han virkelig ved at blive opslugt af værftets gudløshed? Han overvejede at finde en ydmyg krog, hvor han kunne søge hen i bøn om forladelse, men opgav det igen. Fordærvet lurede på ham.
Gabriel sagde i øvrigt intet om sin indsats, men tillidsmanden slap den ud, og så gik rouletten.
Måske vil det undre nogle, at et værft med tusinder ansatte er en sladderbutik værre end noget landsbymiljø, men det er det. Og det er nødvendigt; thi med tillidsmændenes og værftsledelsens manglende vilje til at informere arbejderne om, hvad der rører sig i deres kredse, må alle oplysninger passere fra mand til mand; fra sjak til sjak, og det lider oplysningernes saglighed selvsagt under, men hvad de mister i saglighed, får de i farverighed, så det kan jo nok gå lige op.
Efter at historien om Gabriels optræden på løgnens sorte arena var cirkuleret værftet rundt et par gange, havde den skiftet karakter, og hans indsats havde antaget heroiske dimensioner ja, en sådan gylden Illiade-helt var han blevet til, at han ikke kunne kende sig selv igen, da han et par dage efter for første gang hørte historien af andre, men, oh du skrøbelige kød, du forfængelighedens lastefulde skrog, historien i den nye udgave hjalp ham med hans anfægtelser, og han angrede ikke mere, han havde stukket den plade.

En uges tid efter kom Frede-Mormon hen til ham, kort før fyraften.
- Nu render du ingen steder, når klokken ringer, Gabriel ! vi har klubmøde, og du må hellere komme med. Det vil du sikkert have godt af.
Gabriel så spørgende på ham og skød underskuffen undrende frem:
- Klubmøde?
- Ja, for fanden, i fagforeningen. Lad nu være med at spille dummere, end du er. Du er en helt nu! en af klassekampens veteraner! Måske rejser de en statue af dig ude på parkerings-pladsen!
- En statue af mig! Gabriel kunne ikke overskue det, men de sidste dages mange skulderklap gjorde, han egentlig godt kunne tiltro dem noget sådant. At tænke sig, en statue! Hvad mon de ville sige til det, derhjemme i lejet?
Og netop tanken om fiskerlejet derovre på Vestkysten gjorde, han følte sig lidt utryg ved tanken om den statue, så det var sikkert godt, tænkte han bagefter, det ikke blev til noget med det.

Klubmødet så ikke ud af så meget, som han i fantasien havde forestillet sig, men der blev bevilget en bajer som en del af den lille korruption, og da Gabriel sagde nej tak, fordi han ikke drak spiritus, blev hans protester afvist af ølomdeleren:
- Sludder, mand! Efter det nummer du lavede med 'Den Lange', må du sgu da skåle med gutterne !
Gabriel fandt, det egentlig var et rimeligt argument og tog imod den ! forsigtig, som var det nitroglycerin.
Mødet blev afviklet, uden nogen snakkede om denne her statue. Gabriel kunne ikke følge med i det, der foregik. Han sad blot undselig ved siden af Frede-Mormon, der tit rejste sig og sagde noget, der heller ikke var til at forstå, selv om han selv påstod, at også han var troende. Øllet smagte modbydeligt, og da den næste blev bevilget, var han ikke nået mere end halvvejs ned i flasken. Alligevel sagde han ikke nej, og det voldte ham ikke noget problem, for lige før punktet 'eventuelt' forbyttede Frede den med sin tomme flaske.
Og så tog Københavneren ordet til eventuelt og holdt en tale for Gabriel, der var kommet til dem som en gul skid fra de kanter, hvor kragerne vender, men som nu sgu var blevet en regederlig rød proletar, der havde ordnet 'Den Lange' og fået Københavneren genansat, og bagefter rejste Frede-Mormon sig og foreslog, de skulle råbe et leve for Gabriel og så bevilge endnu en bajer, så de kunne skåle for ham.
Øllen blev bevilget, og alle rejste sig og råbte hurra for den tredje bajer og for Gabriel, der havde drejet overmester Carl Erik Jensen en knap. Selv om øllet smagte modbydeligt, drak Gabriel en ordentlig slurk, mens de andre råbte hurra, og han kunne godt mærke, selv om der kun var en snes stykker med til mødet, at det var en meget større fagforening end den kristelige gule.
Måske var det fornemmelsen af, det var en stor fagforening, måske var det virkningen af første halvdel af sit livs anden bajer, men i hvert fald følte Gabriel ikke længere samvittighedskvaler, fordi han havde stukket en plade ! ja, han var faktisk parat til når som helst at stikke plader fremover, og han erkendte, at når fiskerne derhjemme var så bange for den slags, så var det bare, fordi de var gule, og de gule var altid bange, fordi de ikke var medlemmer af en stor fagforening.
- Ja, sgu - han smagte på det, og da det ikke sved i munden, gentog han det - sgu. De kan sgu bare vente sig, til vi får den rigtig store fagforening! Sikken et tårn, det bliver! Og så smutter vi over det plankeværk.

Fortællingen 'Den store fagforening' er med i bogen 'Mytteri i december' der udkom på Klim forrige år. Læs del 1 af novellen.

JOHN MAX PEDERSEN
blev født den 4. september 1942 i arbejderkår i provinsen. Han døde 10. september 1992, kort efter sin 50 års fødselsdag.
Han var politisk aktiv hele sit liv og skrev en lang række bøger, artikler, pamfletter og taler, foruden de mange romaner, digte og fortællinger, som han betragtede som en del af den politiske kamp for et socialistisk samfund.
Han var desuden en spændende, realistisk og surrealistisk maler.