Der lød et brøl nede fra Bjarnes kahyt. Alle i messen vendte forskrækkede hovedet hen mod lejderen, som førte ned til banjen og kahytterne. Få øjeblikke efter dukkede Bjarnes kridhvide ansigt frem

af Sven-Erik Simonsen
En hvid landrover holder ind til siden. Efter flere timer ved Folehaven i Københavns Sydvestkvarter havde jeg næsten opgivet at få et lift op til familiens sommerhus i Odsherred. Selvom der ikke er mange blaffere nu til dags, er det ikke blevet nemmere at få et lift.
Kvinden i bilen læner sig over og åbner døren til passagersædet ved siden af sig.
- Halløj! Det er jo min gamle kollega Elisabeth, og hun skal helt til Veddinge. Så er der ikke langt igen til sommerhuset.
Jeg har ikke set Elisabeth i flere år. Hun overtog en elev, som jeg havde da jeg dengang var matros og lærer på et sejlskibsprojekt for narkomaner.
- Hvordan gik det egentligt med Kaj, spørger jeg.
- Tjah, det ved jeg faktisk ikke, svarer Elisabeth og bliver tavs et øjeblik. Lidt efter tilføjer hun: Men et stykke tid efter, at Kaj forsvandt, fandt vi et skelet inde i et skab!

Skibet lå ved kajen i Belem.
Der lød et brøl nede fra Bjarnes kahyt. Alle i messen vendte forskrækkede hovedet hen mod lejderen, som førte ned til banjen og kahytterne. Få øjeblikke efter dukkede Bjarnes forpjuskede hår og kridhvide ansigt frem. Han var oppe i et tempo, som ikke var almindeligt for vores udmærkede matros.
- Der! der ligger en slange i min køje, stammede ham, mens han tog sig til hovedet. Det var nytårsdag og natten i den brasilianske havneby havde været heftig.
- Sludder.
- Jo, der ligger en kæmpe slange i min køje, insisterede Bjarne.
Kaj begyndte at vise lidt interesse. Han havde selv haft en del slanger i sin lejlighed i Ballerup. Da det gik bedst for ham, havde han både kæreste, lejlighed, en stor bil og slanger.
Nu havde han ikke stort mere end sin gamle, sorte læderjakke og en sekstant, som skipper lærer ham at bruge.
Det er ikke nemt at slippe fri af stofferne, skifte image og livsstil, men det seje liv på søen og eventyret med sekstanten, himmelrummet og søkortet havde fanget Kaj.
Den første januar var netop Kajs fødselsdag.
- Du får den i fødselsdagsgave, Kaj, sagde Bjarne. Du skal selv hente den, og den er ikke pakket ind. Ja, det skulle da lige være i min dyne.
Top.
Med stoisk ro og værdighed klatrede Kaj ned ad lejderen med os andre i hælene.
Døren til kahytten stod åben, og Bjarne havde ret. Der lå en slange så tyk som en voksen mands underarm og så lang, at den nåede næsten to gange fra fodenden til hovedpuden.
Kaj tog den stille og roligt op og lagde den rundt om overkroppen, mens han blidt holdt den bag hovedet med den ene hånd.
Slangen kom til at bo i banjen - i køjen oven over Kaj, og sammen med de andre elever på skibet.

Efter et par kander kaffe dæmrede nytårsnattens begivenheder for Bjarne - med lidt hjælp fra maskinmesteren Franz.
En brasilianer i havnebyen Belem var kommet ind på det værtshus, hvor Bjarne og Franz, i strid med reglerne, havde drukket en del øl. Mandens søn var syg og skulle på hospitalet. Ville danskerne ikke købe slangen, så der kunne blive råd til sønnens behandling.
Og det ville Bjarne tilsyneladende, selvom han aldrig helt kom til at forstå det.
Der var stærkt blandede følelser om bord i anledning af slangens entre. Det blev nøje pålagt Kaj, at han selv skulle passe den, sørge for at den fik mad og at der var renligt i dens køje. Og især at den blev i sin køje, undtagen hvis Kaj selv luftede den i banjen eller på dækket.
Mest skeptisk var vores lille abe, Chico. Hårene rejste sig bogstaveligt talt på dens hoved, når slangen var inden for synsvidde.
Det er sådan med sydamerikanske pytonslanger, at de har noget føde, som de foretrækker - en livret så at sige. Chico var overbevist om, at det for Kajs slange netop var små aber.
Hvad der i virkeligheden var slangens livret, skulle det tage lang tid at finde ud af.

Efter at have fejret nytåret i Belem skulle eleverne og en del af besætningen længere op ad Para-floden - ind i Amazonjunglen på opdagelse. Vi slog os til tåls med, at slangen nok lige havde spist, og derfor ikke behøvede at blive fodret før efter turen ud i junglen. Så den fik lov at sove nytårsnatten ud i en uges tid i modsætning til Bjarne, der skulle være med til at gøre skibet klar til turen op gennem Caribien.
Vi havde en madpakke med til slangen, da vi vendte tilbage efter en uge i landsbyen Oeiras do Para. En sød, lille, lådden sag, som alle fandt aldeles nuttet og lækker - alle undtagen slangen.
De to dyr tilbragte et par timer på dørken i banjerummet uden at vise nogen særlig interesse for hinanden. Den første time med os alle som nysgerrige og lidt frygtsomme tilskuere og den anden time uden nogen som helst forstyrrelser.
Nå, den måtte jo så være mæt.
- De spiser også kun en gang om måneden, mente Kaj at vide, så hva` fanden!
Trosser og spring blev taget ind. Den Store Bjørn lagde fra kaj. For motor gik det ud ad Para-floden for at sætte de tre store gaffelsejl og i fin stil krydse op mod øen Grenada.
Det kan godt være, at præsident George W. Bush tror, at mennesket er skabt af Gud, og at Darwins påstand om at aber på et tidspunkt i historien har udviklet sig til nutidens mennesker er noget ugudeligt sludder. Det er Chico imidlertid helt uenig med ham i.
Aber og mennesker er efter Chicos mening nært beslægtede. Så han blev særdeles utilfreds, da det lille lådne dyr, som slangen ikke gad æde, flyttede ind i mit kammer, og fik del i min opmærksomhed.
Jeg var netop blevet færdig med Martin Andersen Nexøs roman om Ditte Menneskebarn. Det vil sige færdig med bind 1, og bind 2 var lagt frem på puden. Efter min hundevagt ved roret fra klokken fire til otte om morgenen havde Chico forvandlet bind 2 til confetti. Nærmeste danske bibliotek var 4000 sømil og tre måneder borte.
Jeg er mere enig med Chico en med Bush, og går ikke ind for at slå børn.
Så Chicos udslag af jalousi forblev ustraffet.

Tobago passerede om bagbord og Grenada. Efter nogle dage dukkede øen St. Vincent op i horisonten. Vores næste mål, og slangens næste chance for at få stillet sulten.
Flinke mennesker på St. Vincent solgte os en kanin.
Den blev sluppet ud på dørken sammen med to meter netphyton.
I den ene ende af banjerummet stod alle og kiggede spændte på - selv matrosen Bjarne ønskede at opleve det sælsomme sceneri.
Kaninen snusede til slangen, og omvendt. Den forreste meter af slangen lagde sig hurtigt i zig-zag og med vidt åben mund huggede den til mod kaninens hoved, snoede lynhurtigt alle to meter omkring det lille dyr, som gav et lille piv fra sig, og så var det slut.
Slangen slap kaninen og kredsede omkring den døde klump et par gange og ålede sig så hen i et hjørne. Vi besluttede at give den fred til at fortære sit måltid, men to timer senere lå slangen og den døde kanin stadig på dørken.
Der var nu gået godt tre uger siden Bjarnes rædselsmorgen. Hvis slangen havde spist lige inden nytårsaften, så kunne den godt klare sig en uge mere mente Kaj. Så farvel til gamle og nye venner på St. Vincent, op med ankeret og op med sejlene.
- 15 grader lød det fra Kaj til rorgængeren. Og det var ikke temperaturen, Kaj meddelte. Nej det var kursen mod Bermuda. Denne dag var det Kajs arbejde at udregne kursen, tage højde for vindretning og undersøiske skær. Skipperen nikkede til rorgængeren. Kursen var blevet tjekket af skipper selv.
- 15 grader, gentog rorgængeren.
15 grader skulle dog snart også blive, hvad termometeret viste. Kolde og klare nætter. Kølige og friske dage. Danskerne om bord stortrivedes i denne temperatur.
Men brasilianerne!
Chico slog nærmest varmeslag med de lange arme. Den lille lådne sygnede hen og døde. Slangen klaprede tænder.
En morgen var den væk fra sit bur.
- Den er nok gået i sultestrejke, lød det galgenhumoristisk fra Bjarne.
De grumme historier, som bliver fortalt om mystiske hændelser i Bermuda-trekanten falmede aldeles i lyset af den rædsel, der spredte sig om bord. Slangen var løs!

Den Store Bjørn er et ombygget fyrskib, der i forrige århundrede blev bygget til at kunne modstå de værste forårs- og efterårsstorme ved Fladengrund Nord. Den har dobbelt skrog. Der er udluftningshuller hele skibet rundt fra mellemrummet mellem de to lag planker. Det stod klart for alle, at vores lange kræ med lethed kunne slange sig hele vejen rundt og lade sig glide ind i en varm køje hvor som helst i skibet.
Der blev lukket for udluftningen. Toværk, vasketøj, sejlrester, alt blev stoppet ind i udluftningshullerne, og dog var utrygheden om bord ikke til at få bugt med.
Vinden var nok frisk og behagelig, men den kom fra en forkert retning, når målet var Bermuda. Dagene gik og den brave besætning fik stor øvelse i at krydse op mod vinden, gå over stag og bruge både de store sejl og stagsejlene på den mest effektive måde. Alligevel blev det Haiti og Cubas sydøstlige spids, som blev de næste landkendinge.
Her i Columbus` kølvand var der ingen som fik skørbug, men derimod dårlige nerver. Slangen var løs!
Fra St. Vincent havde vi medbragt 20 papkasser, hver med seks flasker mangojuice. Hver dag hentede kokken en kasse mango fra den ledige køje i banjerummet. Således også denne dag. Anne, som kokken hed, lirkede en kasse ud, og der var slangen. Ja det vil sige, det som Anne kunne se var cirka 20 centimeter midt på slangen.
Men da flere kasser blev taget ud kom begge ender til syne. Det kære dyr glippede blot med øjnene og hvæsede lidt - utilfreds over at være blevet forstyrret i sit lune hi.

I Hamilton, hovedstaden på Bermuda er der en dyreforretning. Indehaveren er en venlig dame i 50-erne. Hun har et stort udbud af kæledyr, som hun sælger til de mange amerikanske turister. Papagøjer, en mængde mindre fugle, hamstere, hvide rotter! hvide rotter. Jamen det kunne jo være, at det netop er hvide rotter, som er vores slanges livret. Hvorfor ikke? Og papagøjerne er både for dyre og sikkert heller ikke så nemme for vores sultne kammerat at få has på.
- A white rat, yes. Har I set, hvor sød den er, og dens fine lyserøde øjne. Den koster kun 15 dollars. Damen var et stort smil. Og søfolk fra 'Denmark, how wonderfull'. Hendes egen bedstefar var udvandret fra 'Germany, and that is nearly Denmark?'
Jo da, Tyskland er vel næsten Danmark.
Vi var nu ligeglade med rottens øjenfarve, fortalte vi tankeløst den nydelige dyreelsker i butikken.
- Vi skal bruge den til at fodre vores slange på skibet.
Ja, hvor dum kan man være. Den kultiverede dame tog bogstaveligt talt sin paraply bag disken og jog os ud af forretningen, fulgt at ord, som man må håbe papagøjerne ikke tilegnede sig. I så fald ville deres markedspris nok falde hos de amerikanske turister.
Nå, i den anden ende af Bermuda er der også en dyrehandel, hvor de sælger hvide rotter, og endda til 12 dollars. Om vi ikke skulle have et bur med til det søde dyr?
Næh tak! Øh, vi har et bur om bord til vores nye kæledyr!
Vi skulle dog nok have købt et bur, for slangen ville overhovedet ikke æde en hvid rotte.
- Den kan ikke se rotten, lød det sagkyndigt fra Kaj. Kan I ikke se, at huden hen over øjnene har løsnet sig. Den er ved at skifte ham.
Slanger skal åbenbart ikke kun skifte ham når de vokser og huden bliver for trang. Vores udhungrede slange var i færd med at trække i noget hud i en mindre størrelse.
Næste restaurant for både mennesker og slanger ligger på Acorerne. På dette Atlantens Mount Everest, som rager pænt op over havet må det vel være muligt at finde føde til denne Gud-skabte efterkommer fra Paradisets Have.
Imidlertid var de første indtryk skuffende. På Acorerne handler det mest om hvaler og andre dyr fra havet, og det ville være udsigtsløst at byde slangen på selv nok så lækker en fisk, var vi enige om.
Nede i en fjerne ende af pakhuset på kajen står der nogle middelstore trækasser med lufthuller, og ud af hullerne lyder der en ivrig pippen. Kyllinger!
- Tag I bare en, lød det jovialt fra den havnearbejder, som var i gang med at rykke rundt på kasserne, som netop var losset fra et portugisisk skib.
For ikke at blive jaget ud af pakhuset med havnearbejderens syvtal besluttede vi ikke at fordybe os i, hvad den cirka seks uger gamle kylling skulle bruges til.
Hjemme i banjen blev scenen sat igen - som i Belem, som ved St. Vincent, som på Bermuda. Og nu lykkedes det. Mærkeligt nok, så var europæiske kyllinger lige netop slangens livret.

Det gik galt, da vi kom hjem til Danmark. Havnemyndighederne havde vi aldrig haft problemer med tidligere og vi tog altid glade imod både toldere og syndere på Den Store Bjørn.
Chico var med i velkomstkomiteen.
Det kostede en solid bøde at have et ulovligt dyr med fra Brasilien - til gengæld fik zoologisk have i Aalborg sig en net lille abe. Jeg besøger Chico i ny og næ. Jeg tænker nogle gange, at jeg burde tage bind 1 af Ditte Menneskebarn med ved lejlighed. Det bind har den jo ikke 'læst'.
Nej, slangen opdagede de ikke. Der var lige så rodet og ildelugtende i dens køje som i resten af køjerne, og det fandt havnemyndighederne ingen særlig anledning til at undersøge i detaljer.

Elisabeth har lyttet tavst til hele min beretning.
- Der er ligesom nogle ting, der falder på plads nu, siger hun, da vi drejer til højre ved kirken i Fårevejle. Da du holdt op med at arbejde på Den Store Bjørn, overtog jeg jo Kaj. Jeg var sammen med ham på Nordfyn og det gik godt en periode, men så rejste han. Jeg opsøgte ham hos moderen i Ballerup, og han tog med tilbage.
- Han fortalte meget om den tur, I var på sammen. Det var den største oplevelse i hans liv. Det er jeg sikker på. Men herhjemme i Danmark kunne han ikke holde sig fra stofferne.
- Kaj elskede sin sekstant og sin slange, sagde jeg mens vi kørte gennem Veddinge Bakker.
- Ja, sagde Elisabeth. Han huskede sin sekstant, da han rejste. Efter at Kaj var rejst, skulle vi ikke bruge det lille hus, han havde boet i nogle måneder. Så fik vi en ny elev, Ole, som gerne ville bo der.
- Jeg sendte ham selv over i huset med besked om, at han skulle pakke sit tøj ud.
Lidt efter lød der et brøl ovre fra det lille hus. Jeg vendte mig forskrækket om. Få øjeblikke efter dukkede Ole frem med strittende hanekam og kridhvidt ansigt.
- Der! der væltede et to meter langt skelet ned fra den øverste hylde, da jeg åbnede døren ind til tøjskabet, stammede ham, mens han tog sig til hovedet.