Det ene øjeblik koges man i harme, og det næste forløses man i latter. ¤¤Don`t come Knocking¤¤ er intet mindre end fantastisk

af Phillip Seidler
Howard Spence er en 60-årig, alkoholiseret, stofmisbrugende film-cowboy. Han ligger i med flere unge, storbarmede blondiner end Peter Asschenfeldt. Han er det absolut største navn i branchen. Alligevel er han ikke helt tilfreds med sin version af den amerikanske drøm. Så han stikker af fra filmoptagelserne på sin filmhest.
Det går naturigvis ikke, at en cowboy bryder sin kontrakt med storkapitalen. Så en dusørjæger i porsche med læderindtræk sættes på sporet. Og sådan starter Howard Spences tur gennem de amerikanske western-stater Arizona, Nevada og Montana.
Undervejs i jagten på meningen med galskaben rives der op i westernheltens fortid. Han erfarer, at han har en søn og bestemmer sig for at opsøge ham. Problemet er bare at finde ud af, hvilken af hans utallige one nights stands, der er moren.

Friheden parteres
Instruktøren Wim Wenders startede med at lave stilfærdige portrætter af den tyske folkesjæl i begyndelsen af 70`erne. Sidenhen skiftede han fokus til USA, som fx i den eminente Paris, Texas fra 1984. Og det er det, han i Don`t come Knocking har fundet tilbage til.
Historien er fortalt med en lethed og naturlig ironi, som er uimodståelig. Den amerikanske drøm - Ôfriheden` - parteres, efterhånden som Howard Spence finder ud af, hvor fastlåst han er. Kontrakten med filmselskabet. Ansvaret for hans aldrende mor. Faderrollen.
Ironisk nok har High Tech-dusørjægeren det lige så svært med den 'frie` verdens begrænsninger og fejl. Storkapitalens håndlanger holder sig til sin trofaste ganger (Porschen) og mistror alle andre.

Smukke billeder
Don`t come Knocking har en skøn blanding af tør humor og drabelig alvor. Hvilket er overraskende, fordi humoren i de forgange 30 år ikke har fyldt særlig meget i Wim Wenders` film. Stemningen er helt speciel. Grænserne mellem rasende vanvid med kniven på struben og absurd humor på grænsen til slapstick udviskes.
Det ene øjeblik koges man i harme, og det næste forløses man i latter. Wenders har altid været god til at trykke på de rigtige knapper, men det her er mesterligt. Så overlegen brug af filmmediet skal man lede meget længe efter.
Prikken over i`et er dog billedsiden. Wim Wenders og hans fotograf Franz Lustig komponerer det ene smukke billede efter det andet. Alene filmens begyndelse, hvor Howard Spence til hest flygter gennem Monument Valley, er helt fantastisk.
I det hele taget er der ikke et billede i filmen, som ikke kæler for øjet. Og hvad i alverden har man øjne for, hvis det ikke er for at se film som denne?

Don`t Come Knocking. Instruktion: Wim Wenders. Manuskript: Wim Wenders og Sam Shepard. Premiere i dag.