Enkelt teater - lige i hjernen. ¤¤Ondskaben¤¤ af Jan Guillou vises på Århus Teater. Men det giver os desværre ikke hele forklaringen på ondskaben

af Rasmus Tobiesen
Ondskab må vel sidde i i hjernen!
En haj har ikke nogen hjerne, der er værd at tale om. Michael Silverhielm havde beviseligt en hjerne - og var altså bevidst og intelligent ondskabsfuld.
Men hvorfor var han det?
Forvirret? Måske. Men enkelt og effektivt, sådan kan Aalborg Teaters gæstespil,
Ondskaben, på Århus Teater retteligt beskrives. Med enkel scenografi og lyssætning der fungerer, og en monolog, der går lige i hjernen.
Opførelsen sker frit efter den svenske forfatter Jan Guillous selvbiografi om rædselsårene med en opvækst i vold og grusomhed - både hjemme og bagefter på en svensk kostskole.

Mening bag?
Volden er drengens eneste kommunikationsform - banket ind af stedfaren i hjemmet og tævet videre til klassekammeraterne i skolegården. Den barske 'kammeratskabsopdragelse' og kampen mod den, fortolkes af skuespiller Claes Bang, så vi tror på, at han har været der.
Desværre savner man forfatteren Jan Guillous klare opfattelse af, at der er en mening bag volden, og at der er en politisk ide med alle tæskene og ondskaben på skolen.
Man savner analysen af, at lærernes manglende indgriben ikke er udtryk for dovenskab eller uvidenhed, men udtryk for en holdning om, at det er bedst for overklassens unge på for eksempel kostskoler at kende til vold og undertrykkelse. For skolen, som Jan Guillou i sin barndom selv gik på, havde netop det formål med volden.
Volden kommer i stykket til at stå uforklaret og uden kontekst. Det er synd.
Dog kan det alligevel anbefales at se teaterstykket og nyde brugen af lys til at skabe fortællingens forskellige rum og stemninger. Det er i virkeligheden en oplevelse at se, hvor enkelt et stykke godt teater kan laves.

Ondskaben. Instruktion: Julie Pauline Wieth. Lysdesign: Kisse Rosenquist. Dramatiseret af Benny Haag efter Jan Guillous roman Ondskab. Medvirkende: Claes Bang. Århus Teaters Studio-scene frem til 28. januar.