Kulturpolitikken bliver flittigt brugt i magtkampen mellem forskellige fløje i den herskende klasse og i selve klassekampen, skriver Jens Engberg i et imponerende værk om dansk kultur fra 1750-1900

af Klaus Fink
Historikeren Jens Engberg har begået en kraftpræstation af et bogværk. 1740 sider om magten og kulturen i Danmark 1750 til 1900.
Det lyder måske tørt og uinteressant. Men det er det sandelig ikke. De tre bind, værket består af, er både underholdende, spændende og indirekte højaktuel læsning.
Underholdende er det for eksempel at læse om de debatter og argumentationer, der brugtes i kulturkampen.
Til tider er bøgerne spændende som en kriminalroman, og noget af det, der berettes er sandelig også kriminelt!

Kulturkamp er magtkamp
Et eksempel er Frederik den Femtes ansættelse af den ludfattige tyske adelsmand, Moltke, som den, der skal gennemføre en europæisk aristokratisk kultur i Danmark.
20 år senere er målet nået, men Moltke er også blevet ejer af mere end 20 godser plus det løse.
Og aktuel bliver bogen ud fra sin hovedtese, at kulturpolitikken bliver flittigt brugt i magtkampen mellem forskellige fløje i den herskende klasse og i selve klassekampen.
Hans konklusion er, at omkring 1900 har arbejderklassen i vidt omfang overtaget den borgerlige kultur - trods flere forsøg på at beskrive og etablere en arbejderkultur.

Solidt indblik
Engbergs bøger fremstår som et solidt stykke videnskabeligt arbejde med masser af kildehenvisninger.
Bøgerne kan både læses ud i en køre og vil give læseren en solidt indblik i dansk kulturpolitik, men værket kan med fordel også anvendes som opslagsværk.
Engberg starter med at definere kultur og kulturpolitik. Han bruger simpelthen de arbejdsområder, det nye kultusministerium i 1849 havde, nemlig museer, teatre, skole, kirke osv.
Men Engberg breder sig også ud til andre områder for eksempel værnepligtopdragelsen.
Engberg kan på et solidt dokumenteret grundlag konstatere, at enevælden fra omkring 1750 etablerer en aristokratisk kultur. At det stadig stærkere borgerskab bruger kulturen i kampen mod enevælden, hvilket blandt andet er baggrunden for Guldalderen. Efter grundlovens gennemførelse bruger borgerskabet kulturpolitikken til at fastholde deres magt i kamp mod venstre og senere arbejdernes parti Socialdemokratiet.

Solidaritet er kultur
Er dette værk en for stor mundfuld for de travle læsere af Arbejderen, kan det anbefales at læse anden halvdel af bind tre, der blandt andet giver nogle bud på, hvorfor det efter Engbergs mening ikke lykkes Socialdemokratiet at vinde kulturkampen.
Engberg konkluderer med andre: Solidariteten er den eneste kultur, arbejderklassen bidrager med. Og det er netop den, nutidens socialdemokrati er ved at sætte over styr.
Fra anmelderens side skal der lyde en opfordring til, at Engberg skriver en fortsættelse af sin kulturhistorie.

Jens Engberg: Magten og kulturen: Dansk kulturpolitik 1750-1900. Bind 1-3. I alt 1740 sider, illustreret. 995 kr. Gads Forlag. Er udkommet.