I den islandske krimi, ¤¤Tavs som graven¤¤ formår forfatteren at fortælle om menneskelig dårskab og sociale uhyrligheder i forbindelse med en kriminalsag
af Jens Ravn Jørgensen
Et barn finder ved en byggeplads i udkanten af Reykjavik noget, der viser sig at være et ribben fra et menneske.
Det har ligget så længe i jorden, at man får arkæologer til at hjælpe med udgravningen.
Det er dog ikke et skelet fra vikingetiden, men det anslås til at have ligget begravet i ca. 60 år. Der kan altså være tale om en forbrydelse, der går tilbage til Anden Verdenskrig med englændernes og senere amerikanernes besættelse af Island.
Sociale uhyrligheder
Vi følger kriminalbetjentene i deres opklaringsarbejde af den gamle sag.
Der afdækkes begivenheder og hemmeligheder, som ikke direkte har med forbrydelsen at gøre, men som er en af krimigenrens forcer: At kunne fortælle om menneskelig dårskab og sociale uhyrligheder, som dukker op og blotlægges i forbindelse med efterforskning af en kriminalsag. Dette behersker denne islandske forfatter glimrende.
Vi følger i tilbageblik en familie, som har boet i et lejet sommerhus i det område, hvor liget er fundet. Kvinden her kan ikke komme fri af sin voldelige mand, der forpester tilværelsen for hende og børnene.
Døve øren
Kriminalinspektør Erlendurs private familieproblemer afdækkes sideløbende, efter han har fået et nødopkald fra sin halvvoksne datter, som han ikke har haft kontakt med gennem hendes barndom.
Datteren, som er narkoman og gravid, er blevet udsat for vold. Erlendur finder hende tids nok til at bringe hende på hospitalet. Her ligger hun i koma under resten af opklaringsarbejdet.
Erlendur sidder ofte ved sin datters seng og beretter om den sag, han arbejder på, uden at vide om hun kan høre ham eller om hun overhovedet overlever.
Han er meget skyldsbetynget over, at han, da børnene var små, forlod sin kone. Erlendur har det tilfælles med den anden mandlige kriminalbetjent i Arnaldur Indridasons fortælling, Sigurdur, at han flygtede fra familieansvar. Sigurdur vil gerne bo med sin samleverske, men kvier sig ved kirkebryllup og tanken om børn.
Bedste krimi
Historien er godt skruet sammen og godt fortalt. Forudanelser om historiens rette sammenhæng giver forfatteren rigeligt af, også når kriminalfolkene følger et dødt spor i jagten på identiteten af det fundne lig.
Bogen blev kåret som bedste skandinaviske krimi 2003.
Nordmosen (Forum 2003) af samme forfatter har også fået prisen. Arnaldur Indridason seneste krimi udkommer på dansk her i 2006.
Arnaldur Indridason: Tavs som graven. Oversat af Kim Lembe. 266 sider. 279 kr. Forum 2005.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278