16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kulturkanon - en forbier

Kulturkanon - en forbier

Torsdag, 26. januar, 2006, 00:00:00

Kulturen er et vigtigt led i klassekampen. Derfor har Brian Mikkelsen fået lavet en samlet kulturkanon over ¤¤god dansk kultur¤¤

Tirsdag fremlagde en stolt kulturminister, Brian Mikkelsen sin længe ventede Kulturkanon. Den består af en kanon for arkitektur, billedkunst, film, design og kunsthåndværk, børnekultur, litteratur og scenekunst. 12 værker indenfor hver genre er valgt ud og fremhævet som god, dansk kultur.
En række kunstnere har allerede skudt kanon`en ned. Blandt andet filmmageren, Lars von Trier, der selv er kommet på filmkanon`en med filmen, Idioterne. Han udtalte sarkastisk i en videohilsen tirsdag sin tak for kanonen, der 'nationaliserede kulturen'. Hvorefter han klippede det hvide kors ud af dannebrog og syede de røde felter sammen og hejste det røde flag - efterfulgt af ordene 'Kultivér Nationen'.
Se videohilsnen

Åbne sind
Komponisten Thomas Koppel fra Savage Rose - gruppen der selv er kommet på kanon`en for populærmusik - udtaler fra Los Angeles sin protest mod hele kulturkanon`en.
'Dansk kultur er en inspiration, en voldsom, flygtig duft af jordbær og legende børn på varm asfalt; den viser sig ikke med en pegepind men er åben for det åbne sind. Vejen til den danske kulturs mesterværker - i det store og i det små - går gennem en levende, bankende kultur lige nu og her,' siger han og tilføjer, at Savage Rose for længe siden har opgivet regeringens kulturkanon i erkendelse af, at Danmark har en regering, der overgår alle tidligere i mangel på almindelig kultur.

Smagsdommere
Det er kunstmaler Jørgen Albrecthsen enig i.
- Brian Mikkelsen og regeringen gør sig selv til smagsdommere i en tid, hvor de selv har slået sig op på at nedlægge en masse smagsdommerudvalg. Og nu opretter de så selv en masse nye udvalg - bare borgerlige, siger han til Arbejderen. Og tilføjer, at kulturkanon`en indeholder 'god og gedigen kultur,' men helt mangler blandt andre socialistiske kunstnere som Scherfig.

Tilfældig
Dr.phil og forfatter Henrik Yde undrer sig meget over de tolv bogværker i kanon`en, som virker mere 'tilfældige end lemfældige.'
- Pelle Erobreren af Nexø er en stor roman med perspektiver. Det er underligt, den ikke er med, siger Henrik Yde, der blandt andet har stået for nyudgivelserne af flere af Martin Andersen Nexøs bedste bøger. Selv har han forsket i Nexøs forfatterskab og udgivet en bog om Nexøs inspiration i Grundtvigs tanker.
- Men jeg stiller mig endnu mere undrende over, at Saxo ikke er med. Ham, der muligvis har inspireret Shakespeare til blandt andet Macbeth og King Lear, er helt udeladt, siger Yde til Arbejderen.
Henrik Yde mener, Brian Mikkelsen blandt andet har fået lavet kulturkanon`en for at dunke nydanskere i hovedet - for at bevise, at de ikke er 'rigtige danskere.'
- Ja, kulturen er jo et vigtigt led i klassekampen, som historikeren Jens Engberg lige har skrevet i sine nyligt udgivne værker om dansk kultur, bemærker Henrik Yde.

Ikke nok
Trine-Lise Wæring fra musikernes forbund DJBFA synes også, der mangler noget.
- Det er ikke dårligt at diskutere god og dårlig kultur. Aldrig har vi diskuteret dette emne så meget, som under tilblivelsen af kanon`en. Men det er som om det er halsløs gerning sådan at vælge ud, som det er sket. 10 eller 12 værker er ikke nok, Man sidder tilbage med følelsen, 'nå, var det så det væsentlige' siger hun til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. jan. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur