Den succesfulde instruktør Annette K. Olesens nye film ¤¤1:1¤¤ er allerede før premieren blevet stemplet som en film indvandrere. Og det er hun absolut ikke tilfreds med

af Jesper Fink
- Vi har aldrig ønsket at lave en film om indvandrere. Hver gang jeg er ude og møde sådan nogle mennesker som dig, vil I altid kun snakke om indvandrerproblemer.
Tonen er bestemt, men venlig. Filminstruktøren Annette K. Olesen har tydeligvis haft en hård uge med mange interviews i anledning af premieren på hendes nye film '1:1'. Endeløse rækker af journalister, der stiller de samme spørgsmål, og det er hun efterhånden godt træt af, lader det til.
Jeg tvinger derfor mig selv til at gå igennem mine spørgsmål en gang til, at sortere de mest trivielle fra. Jeg spørger hende, hvad filmen så handler om.
- Jamen det her, det er en film om frygt, og hvad det er for en størrelse. Efter Forbrydelser satte jeg og Fupz (manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, red.) og talte om hvilke temaer vi ville bygge vores næste film på. Og der var jo sket nogle ting i verden: 11. september, Madrid, og senere kom London-bomberne. Så vi begyndte at snakke om frygt, og hvad den gør ved os.

En uciviliseret følelse
Spørgsmålet har åbenbart vækket hende, og hun fortsætter talestrømmen med ivrige gestikulationer.
- Frygten for det ukendte er en følelse, der let gror i mennesker. Frygt er jo et vigtigt instinkt, der redder os ud af farlige situationer. Men hvis det gror længe nok, kan det udvikle sig til ubegrundet angst, og angst er en meget uciviliseret og farlig følelse.
Og frygten får virkelig lov til at gro i filmen. En ung mand bliver i indledningen overfaldet, og gennem resten af filmen vokser spændingerne og frustrationerne det lille ghettomiljø i Avedøre.

Mønsterbyen
- Vi syntes fra starten af projektet, at det kunne være interessant at lave en film om forstadsmiljøerne. Hvad det egentlig er for en verdenshistorie, der er rullet hen over de byer, siger instruktøren, og begynder at fortælle levende om, hvordan Avedøre egentlig var tænkt som en idealby, en genskabelse af middelalderbyen Dubrovnik.
En perfekt by, hvor alting er samlet ét sted, og som man aldrig behøver forlade, med mindre man skal arbejde.
- Det vi så gjorde var, at vi fik indrettet et kontor i et af de nedlagte fællesvaskerier, hvor vi kunne sidde og skrive manuskriptet. Og som dagene gik, blev jeg mere og mere forelsket i stedet og den specielle stemning, der fandtes, og som jeg kunne genkende fra min barndom i Ballerup, fortæller Annette K. Olesen, der hellere end gerne ville lade sine børn vokse op i Avedøre:
- Hvis ikke det var fordi jeg var så egoistisk, at jeg insisterer på at bo i byen.

Humanistiske fordomme
Pludselig begynder hele bordet at summe. Annette K. Olesens mobiltelefon ringer, men hun fortrækker ikke en mine, lader telefonen ringe og færdiggør sætningen. Med denne lille påmindelse om, at jeg sidder foran en meget travl dame, spørger jeg hende, om hun fik afkræftet nogle fordomme gennem projektet.
- Ja, selvfølgelig gjorde jeg det, det gjorde vi alle sammen. Sådan som vi alle bliver bombarderet med negative historier i medierne, kan man ikke undgå at skabe fordomme omkring indvandrere, siger hun og påpeger, at filmen ikke er henvendt til hverken indvandrere eller typiske Dansk Folkeparti-vælgere, men derimod den store gruppe i midten, hvor hun også selv hører til.
- Jeg har lavet den her film til mig selv, og mine venner og bekendte, der alle har humanistiske holdninger, men som har nøjagtig ligeså mange andre fordomme som alle andre.

Der er jo problemer
De typiske danskere repræsenteres i filmen af moderen Søs, spillet af Annette Støvelbæk.
- Søs` største fejl er jo, at hun ikke lytter. Hun hører ikke på sin søn, når han siger, at hun ikke aner hvad der foregår dernede. Hun lukker bare af for sin søns småracistiske bemærkninger, i stedet for at tage diskussionen. Og det er der, Dansk Folkeparti fanger os alle sammen, når de siger, at vi bliver nødt til at sige det højt. For det er vi jo. Der er jo problemer 'dernede' i ghettoerne, mener Annette K. Olesen.

En historie om mennesker
Ved spørgsmålet om, hvad der har været den vigtigste lektie ved projektet, slår hun op med et skælmsk smil:
- Det har faktisk været at finde ud af, at det er fuldstændig umuligt at lave en film med skuespillere, der ikke er etnisk danske og ligner grislingen, uden at det straks skal gøres til en issue. Hvor hårdnakket jeg end har insisteret på at det her er en film om mennesker, så får alle journalister som dig alligevel drejet det til at være en historie om indvandrere.

Indvandrere i øjenhøjde
Under optagelserne skulle Annette K. Olesen konstant skøjte uden om mange af de forudindtagede holdninger, der ligger dybt indgroet hos os alle sammen.
- Gang på gang tog jeg mig selv i at sige I og jer til indvandrerne i stedet for at tiltale dem som individer. Det er de fordomme over for det ukendte, der så let kan udvikle sig til frygt.
Og frygten blomstrer efter Annette K. Olesens mening bedst i uvidenhed:
- Der er jo faktisk lavet undersøgelser, der beviser, at Dansk Folkeparti har allerstørst tilslutning i de områder hvor der er færrest flygtninge og indvandrere. Nøjagtig som arkitekterne, der planlagde betonbyggerierne, ser mange danskere tingene på afstand, i 1:4000. Jeg har prøvet at lave min film i 1:1, i øjenhøjde med almindelige mennesker.
Annette K. Olesen kigger på sit ur. Den halve time, der var blevet sat af til interviewet, er gået. Hun skal være til endnu et interview om ti minutter. Hun takker for kaffe, tager sin jakke og skynder sig videre ud i kulden, til endnu flere spørgsmål om indvandrere, frygt og fremmedhad. Tilbage sidder jeg og føler en vis taknemmelighed over at have fået lov til at møde en så dedikeret instruktør ansigt til ansigt. En til en.