Hvad gør man som forælder, når ens søn bliver stukket ned uden grund? Føler man afmagt og vrede? Ønsker man hævn, eller vil man blot flytte væk?

af Jesper Fink
Hvad gør man som forælder, når ens ældste søn bliver stukket ned uden grund? Føler man afmagt og vrede, eller begynder frygten langsomt at æde én op indefra? Og ønsker man hævn, retfærdighed, eller vil man blot flytte væk hurtigst muligt?
Disse tankeprocesser er præcis dem, der løber gennem moderen Søs` hjerne i Annette K. Olesens nye film '1:1'.
Efter en lang forvirrende indledning på filmen bliver en ung mand overfaldet i betonghettoen Avedøre og ender i dyb koma. Politiet har ingen spor, udover at der er 80 procent chance for, at det er en indvandrer.

At leve med skammen
Resten af filmen går med at følge Søs (Annette Støvelbæk), datteren Mie (Joy Henriksen), og dennes kæreste Shadi (Mohammed-Ali Bakier), der ender i uudholdeligt dilemma, da han får mistanke om at hans egen bror står bag overfaldet.
Broren er tidligere straffet og hans eneste vej ud synes at være en udtagelse til DM i thaiboksning. Shadi ved godt at han vil smadre brorens karriere ved at anmelde ham, men kan han leve med skyldfølelsen over at kende sandheden overfor sin kæreste?

Skuffende biroller
Der er masser af problemstillinger og indre konflikter i spil i '1:1'. Man føler dem bare ikke.
I modsætning til Annette K. Olesens to første film, Små ulykker og dogme-filmen
Forbrydelser, er karakterskildringerne meget svingende. Flere af birollerne falder simpelthen igennem, specielt boksetræneren, det bløde kødbjerg Ole (Brian Lentz), men også en vigtig rolle som den tavse mor er tæt på utroværdig.

Indenfor murene
Derimod spiller samtlige nydanskere, der for alles vedkommende er amatører castet på gadeplan, helt igennem overbevisende.
Med kameraet som forsigtig voyeur får man et hudløst indblik i livets betingelser for en palæstinensisk flygtningefamilie, hvor faderen må knokle sig selv halvt fordærvet og de to voksne sønner stadig deler værelse.

Smuk beton
'1:1' er tydeligvis den første film, hvor Annette K. Olesen har haft penge nok til at gøre noget ekstra ud af det visuelle. Og det kan ses.
Filmen er fyldt med smukke og sørgelige billeder af det monumentale Avedøre, med alt fra højhuse over etagebyggeri til små rækkehuse. Alle med det træk tilfælles, at der er skabt af 70`ernes vidundermateriale: Beton.

Improvisationen overtager
Denne beton danner rammen om en klassisk tragedie, der trods sine mange svagheder ytrer et stærkt humanistisk budskab, der minder os om, hvordan uvidenhed aldrig må udvikle sig til den mest ødelæggende følelse af dem alle, frygten.
'1:1' er på mange måder en vigtig film, men lader meget tilbage at forvente fra de professionelle skuespillere, og ikke mindst Olesens faste manuskriptmakker Kim Fupz Aakeson, der synes at have overladt filmens skæbne i hænderne på instruktørens ellers fine sans for improvisation. Med amatørskuespillernes præstationer som positiv modvægt kan jeg derfor ikke med god samvittighed tillade mig at give '1:1' mere end tre stjerner.

1:1. Instruktion: Annette K.Olesen. Manuskript: Kim Fupz Aakeseon. Premiere i går.