Steven Spielberg er ude i et tvivlsomt ærinde med sin film ¤¤München¤¤. Han leverer kvalm zionistisk eftertanke. Er Israels dræbermaskiner virkelig så humane?

af Anders Fenger
Er det i orden at bruge ligeså umenneskelige metoder, som terroristerne, der kidnapper israelske sportsfolk eller knalder fly ind i et par tårne fyldt med kontorfolk?
Det er et af temaerne i Spielbergs nye film, München. Vold avler vold.
Her ser vi israelske agenter placere bomber i påståede palæstinensiske terroristers telefoner, under deres senge og i deres tv-apperater, så kødtrevlerne og blodet flyder efter eksplosionerne. I demokratiet, jævnfør imperialismens og zionismens hellige navn. Koste hvad det vil.
Palæstinenserne stod jo bag kidnapperne ved OL i München i 1972, hvor israelske sportfolk blev holdt som gidsler af Sorte September-gruppen.

I klemme
Selvom Spielberg er pacifist, er han også zionist. En modsætning af rang, må man sige. Spielberg kommer da også i tydelig klemme mellem zionisternes 'pay-back-agtige' statsterror og hans egen jødiske solidaritet med Israel. Og for det tredje med hans egen indbildte humanisme.
Spielberg leger med tanken om at forsvare det zionistiske Israel med vold. Koste hvad det vil. Han diskuterer med sig selv. Ikke så meget med os publikum. Eller palæstinenserne og verden for den sags skyld.
Spielberg forsvarer Israel. Og har altid gjort det. Det er grund nok til skepsis. Men samtidig er han så inderligt imod vold og blod. Ligesom i
Saving Private Ryan om Anden Verdenskrig. Åh, hvilket dilemma.
Vi publikum bliver vidner - ja gidsler - til Spielbergs grublerier. Det er ikke noget vi har brug for i disse barske tider. Vi har brug for klarhed, sigtemål og politisk bevidsthed. Ikke zionistisk eftertanke. Det eneste Spielberg giver os er sin rystende naivitet.
Vi får intet ud af at se tre timers bloddryppende orgier af snigmord på syv palæstinensiske ledere. Dengang blev en række israelske OL-sportsfolk kidnappet i en anarkistisk kamikaze-aktion begået af frustrerede unge palæstinensere. En i øvrigt dybt skadelig og uigennemtænkt aktion, som Israel straks benyttede politisk og militært. Spielberg bidrager endda yderligere til forvirringen ved at blande ANC og Sovjet-diplomater ind i sagen, selvom alle ved, de intet havde at gøre med individuel terror.

Avler frustration
Filmen München bygger på bogen Vengeance, (Gengæld) skrevet af George Jonas, der er en konservativ Israel-venlig klummeskriver på Canadian National Post.
Bogen beskriver minutiøst snigmordene som hævn for OL-terroren.
Det er i øvrigt ikke første gang zionister og imperialister udnytter tåbeligheder og svagheder i fjendens rækker. Angrebet 9/11 var en kærkommen lejlighed til krig mod stort set hele verdens befolkning.
Israel og USA avler selv de frustrerede og forvirrede mennesker ved at besætte og underkue deres lande. For så at presse mennesker ud i individuelle og religiøst betingede terroraktioner, som man gengælder med blodig vold. Helst mod hele lande og folk.
Filmen München har fået ros i USA blandt borgerlige avisers anmeldere. Dog er nogle få hardlinere blandt zionisterne lidt skeptiske. Spielberg er ikke zionistisk nok, mener de. Selvom han i flere scener lader snigmordernes leder, Avners familie, venner og bekendte forsvare Israels terror - til tonerne af smuk jødisk musik. Usmageligt.
München er en gevaldig lynafleder. Den forvirrer. Gør os passive over al den vold.
Der var så mange andre film, der er mere påtrængende. Tortur i Irak, de kalkulerende galninge i Det Hvide Hus, folkefordrivelsen af millioner af palæstinenserne!
Det vil være ligeså umuligt at anbefale München, som det ville være at håbe på at Spielberg lavede en film om Deir Yassin-massakren på hundredevis palæstinensere i 1953.

München. Instruktion: Steven Spielberg. Premiere i fredags.