Bare luk øjnene og giv slip. Så tager Klondyke dig med på en lommefilosofisk verdensrejse. Men musikken er ordinær
af Phillip Seidler
Var det noget med en tur rundt om jorden på 38 minutter?
Så er Klondyke lige sagen. Bandet leverer nemlig en dansktalende Verdensmand på cd-form.
Klondykes guide til den store verden tager lytteren med ud på en underfundig rejse. Statsgrænser, bjergkæder og have forceres hurtigt med forsangeren Mikael K`s verbale lethed. På få sekunder rives lytteren fra Bunuels Madrid til den ukendte Abdulkarims Pakistan.
Pladen fungerer efter devisen: Bare luk øjnene og giv slip - så klarer vi resten. Garantien herfor ligger i Mikael K`s finurlige tankespind. Og inspirationen kan da heller ikke været andet end CV Jørgensen.
Lommefilosofi
Klondyke sprænger dog ofte de små rammer, som CV Jørgensen holder sig til. De små hverdagsfortællinger erstattes for eksempel af en ung kvindes rejse på motorcykel gennem Mexico. Eller af en ung mands tur fra Enghavevej på Vesterbro til en karriere som picador i Madrid.
Det hele er dog meget lommefilosofisk. Hvilket givetvis er meningen. Men ud over teksterne er der vitterligt intet at komme efter hos Klondyke. Selve musikken er ordinær for ikke at sige røvkedelig. Og derfor forsvinder hele herligheden om i baggrunden efter få minutters intens lytten.
Klondyke: Verdensmand. Bonnier Amigo Music. 2006. www.klondyke.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278