Arbejderbevægelsen i Sønderjylland blev født mens området hørte under Preussen/Tyskland og de tyske arbejdere spillede den største rolle i arbejderbevægelsens fremvækst. Efter afstemningen i 1920 var det ikke helt let at vænne sig til de nye omstændigheder. Socialdemokratiet i Danmark var i hverdagen mere centralistisk end det tyske parti, fagbevægelsen var i Tyskland præget af industriforbund, mens det danske system bestod af forbund opdelt efter fag

af Gerd Callesen
Haderslev hørte i tiden 1864 til 1920 sammen med den øvrige nordlige del af Slesvig med byerne Sønderborg, Tønder og Åbenrå til Preussen/Tyskland. De fire byer var småbyer med i 1920 mellem 5.000 og 13.000 indbyggere; i 1870`erne boede der endnu færre mennesker i byerne og industrivirksomheder kunne man knap nok tale om.
Alligevel opstod der en arbejderbevægelse i byerne. Bent Rønne, lederen af byhistorisk arkiv i Haderslev, har nu udgivet Arbejderbevægelsens historie i Haderslev for tiden 1873 til 1940. Planen er at udgive et yderligere bind for tiden op til omkring årtusindskiftet.
Det var ikke kun de socialøkonomiske forhold, der spærrede for arbejderbevægelsens fremvækst i Haderslev. De nationale modsætninger spillede også ind. Flertallet af befolkningen var dansktalende; borgerskabet havde imidlertid et stærkt islæt af tysksindede og tysktalende. Det var faktisk så stærkt, at det havde flertallet i byrådet helt op til 1920 - valgordningen var dog aldeles udemokratisk. Så godt som ingen arbejdere havde valgret - for en god ordens skyld kan det tilføjes, at valgretten også blev frataget mange arbejdere i mellemkrigstiden, fordi de for eksempel havde gæld til kommunen.

Vandrende svende
Der kom dog en del vandrende arbejdere til byen. De fleste kom fra Tyskland, men også svenskere fandtes der - blandt dem den senere grundlægger af det svenske Socialdemokrati, August Palm. Han opholdt sig i Haderslev i nogle år i midten af 1870`erne, indtil han blev udvist på grund af socialistisk virksomhed.
Palm fortsatte til St. Heddinge og oprettede der en lokalafdeling af det danske Socialdemokrati - en af de ganske få der i tiden fandtes udenfor København. Siden hen tog han tilbage til Sverige og begyndte en socialistisk agitation der.
Bortset fra Palm spillede dog de tyske arbejdere den største rolle i arbejderbevægelsens fremvækst. Der var naturligvis 'indfødte' med, men de sproglige modsætninger måtte først overvindes. Det lykkedes dog efterhånden til trods for at såvel de tyske som de danske borgerlige i forhold til arbejderbevægelsen var stærke modstandere.
En modstander var også staten, som i rigskansler Bismarcks tid forsøgte at undertrykke arbejderbevægelsen med gulerod og pisk. Guleroden var en begyndende sociallovgivning, pisken loven mod socialdemokraternes indsats for et nyt samfund, populært kaldet 'socialistloven'.
Disse love blev vedtaget første gang i 1878, men fornyedes ikke i 1890. I de tolv år var det imidlertid forbudt at oprette socialdemokratiske foreninger, fagforeninger, aviser og forlag. De bestående organisationer og udgivelser blev forbudt. Det var kun i forbindelse med rigsdagsvalg tilladt at oprette valgkomiteer. Valgretten blev bevaret og det gav mulighed for at opstille og få valgt parlamentsmedlemmer. Mange socialdemokrater blev dog forfulgt og tvunget til at udvandre.
Et godt eksempel er Jens Lauritz Christensen fra Rudbøl ved Tønder. Han opstillede i 1887 til rigsdagen og fik stor tilslutning i sin valgkreds i Thüringen. Ikke nok til at blive valgt og det blev så udnyttet af myndighederne. Han blev udvist af myndighederne fra den ene by efter den anden og måtte til sidst opgive og udvandre først til England, hvor han kom i kontakt med Engels (og lånte penge af ham) og siden til USA. I USA bosatte han sig i nogle år i Chicago og overtog i nogle år redaktionen af den lokale arbejderavis, 'Chicagoer Arbeiterzeitung', som han redigerede i marxistisk ånd.

Illegale forhold
I en lille by som Haderslev var det umuligt at opretholde arbejderbevægelsen i de tolv år. Arbejderbevægelsen var i forvejen svag og med myndighedernes fremfærd mod de aktive arbejdere, var der absolut ingen muligheder for at udfolde en socialistisk virksomhed.
Og dog. Det er nemlig lykkedes Bent Rønne at finde frem til en række arbejderforeninger, som opstod, forsvandt igen, eller blev videreført med et nyt navn. Det var ofte de samme personer, der stod i spidsen for foreningerne, men der kom også hele tiden nye til. Rønne kan dokumentere en næsten ubrudt række af organisationer, som viser arbejdernes sammenhold under disse forhold. Det lykkedes for arbejderbevægelsen at overleve under disse halvillegale former selv i små byer som Haderslev.
I de store byer længere sydpå blev arbejderbevægelsen bare stærkere og stærkere. Partiets illegale ugeblad blev i et højt oplag smuglet ind i landet. Ved rigsdagsvalget i 1890 fik partiet ca. 20 procent af stemmerne og var dermed det stærkeste parti i Tyskland. Dette valgresultat var stærkt medvirkende til at Bismarck blev afskediget. Socialdemokratiet kunne derefter igen optræde åbent, da Socialistlovene ikke blev fornyet.

Kvinderne
Udover parti- og fagbevægelse oprettedes i tiden fremover en række kulturelle, dannelses-, sports-, brugsforeninger m.v., som udgjorde arbejderbevægelsens netværk på alle livets områder. Denne organisationskultur var afgjort vigtig for at styrke de underprivilegerede arbejdere.
På kvindeområdet opnåedes for eksempel ikke uvæsentlige resultater. Det skyldtes blandt andet en forfatter, Anna Mosegaard, som var kommet til Haderslev i 1906. Hun stammede fra Harzen, hvor hun havde arbejdet som tjenestepige og som fabriksarbejder. Det var blandt andet disse emner, hun behandlede i sit forfatterskab, og efter at hun var kommet til Haderslev tog hun også det nationale spørgsmål op til behandling. Det var alt sammen emner, som hendes læsere kendte noget til, og hun fik udgivet sine noveller i to bind i 1914.
Det, at Anna Mosegaard havde succes - også i dag er nogle af novellerne absolut læseværdige og er blevet genoptrykt i antologier - medførte sikkert også, at hun i 1919 blev opstillet (og valgt) til det nye tyske parlament. Af forskellige årsager tiltrådte hun ikke, men var dog efter nogle års ophold i Silkeborg igen aktiv i den lokale socialdemokratiske kvindebevægelse. Det var ikke let for hende, fordi hun kulturelt set var tysk og havde et tysksproget publikum til sin udgivelser (efter 1920 hovedsagelig teaterstykker for børn), men hun var også en del af det socialdemokratiske miljø, som hun ikke ville undvære.

Overgangsproblemer
Det gjaldt også for andre i den lokale arbejderbevægelse, der efter afstemningen 1920 befandt sig i et kongerige, efter at de lige var sluppet af med det monarkiske system i Tyskland.
Det var ikke helt let at vænne sig til de nye omstændigheder. Socialdemokratiet i Danmark var i hverdagen mere centralistisk end det tyske parti, fagbevægelsen var i Tyskland præget af industriforbund, mens det danske system bestod af forbund opdelt efter fag.
Det gav en del vanskeligheder i overgangstiden. Hertil medvirkede at den politiske socialisering i den tyske bevægelse havde været mere principielt orienteret end i den danske bevægelse. Dette forhold havde også givet grobund for kommunistiske retninger, som i løbet af verdenskrigen var gået ud af det tyske socialdemokrati. De havde en ikke ubetydelig vægt i den lokale arbejderbevægelse. Men også dette var kun et overgangsfænomen selv om DKP i 1932 fik valgt et folketingsmedlem i Sønderjylland.

Antifascistisk arbejde
Rønne analyserer hovedsagelig den socialdemokratiske bevægelse, men han tager også konkret fat på kommunisternes virksomhed og indsats specielt i det antifascistiske arbejde, hvor han beskriver den indsats kommunisterne gjorde for at hjælpe deres tyske kammerater dels med at smugle flygtninge nordpå over grænsen, dels smugle illegalt materiale sydpå. Alt i alt får man også et rimeligt indtryk af kommunisternes indsats.
Også socialdemokraterne var aktive i et tilsvarende hjælpearbejde. For eksemepl var en ung socialdemokrat, Uffe Andersen, med til at hente de centrale dele af Marx` og Engels` efterladte manuskripter fra Berlin til Flensborg, hvorfra de så i flere omgang blev smuglet over grænsen i foråret 1933.
1933 betød også på anden måde et brud med den tyske fortid. Som bekendt fik nazisterne overdraget magten i januar 1933 og begyndte deres jagt på anderledes tænkende, især arbejderbevægelsens medlemmer. Det tyske mindretal i Nordslesvig blev ret hurtigt nazificeret og det medførte at det overvejende flertal af de tyske arbejdere, socialdemokrater som kommunister, i Haderslev brød med mindretallet.
Det var et endeligt farvel, det kom ikke til et gensyn efter 1945. Så på den måde er et væsentligt afsnit i arbejderbevægelsens historie i Haderslev afsluttet i 1940, hvor denne fremstilling standser.

Bent Vedsted Rønne: Mellem to fronter. Arbejderbevægelsens historie i Haderslev 1873-1940 - Studier i Haderslevs historie 1. 319 sider. 298 kroner. Haderslev Byhistoriske Arkiv 2005. www.harkiv.dk