Bogen, der er den indirekte årsag til, at Jyllands-Posten bragte de famøse 12 Muhammed-tegninger, er i sig selv rigtig dårlig
af George Zeuthen
Kåre Bluitgens bog om profeten Muhammed har mange set frem til med stor spænding, da den indirekte er årsagen til, at Jyllands-Posten bragte de famøse 12 Muhammedtegninger i efteråret. Med den nuværende ballade til følge.
Koranen og profeten Muhammeds liv er en biografi om Koranen og profeten Muhammeds barndom og senere voksenliv.
Bogen fortæller om Muhammeds mange visioner, hans besøg i himlen og i helvede, men også om hans mere jordiske virke som hærfører, politisk og religiøs leder og som ægtemand og far.
Bogen er således ikke en stringent fagbog, men ligner snarere en af de børnebibler, som et hvert dansk barn kender fra sin skoletid. Altså lettilgængelige og omskrevne udgaver af biblen, målrettet mod børn og børns forståelsesniveau.
Respekt
Bogen er angiveligt skrevet på baggrund af Koranen og de første fortællinger om Muhammeds liv. I et efterskrift remser Bluitgen sine kilder op og fortæller kort om dem. Men hvilke udgaver af de angivne kilder nævnes ikke. Så den kritiske læser kan ikke kontrollere Bluitgens brug af kilderne.
Bluitgens hensigt med bogen er at give en letlæselig biografi for hele familien af Muhammeds liv, som det præsenteres i de gamle skrifter. Et fornuftigt formål i den moderne multietniske og multireligiøse verden, hvor kun gensidig kendskab og forståelse kan skabe respekt mellem mennesker, når kulturer og religioner blandes.
Og her er det, filmen knækker. For Bluitgen når ikke dette mål. Hans sprog er tungt, og de mange personer, begivenheder og geografiske steder, som han omtaler, bremser flow`et i bogen. Det gør den svær at læse. Også selvom man hele tiden slår op i bogens helt nødvendige oversigt over navne.
Anbefales ikke
Skønt teksten er forsøgt gjort skønlitterær, som en almindelig roman, har Bluitgen skelet til, hvordan religiøse tekster skrives.
Det afsløres ikke mindst i beskrivelsen af Muhammeds religiøse visioner, hvor han taler med gud og/eller engle. Samtidig sløres den egentlige handling af mange indskudte småhistorier, der nok i en bredere sammenhæng er nødvendig for en forståelse af Muhammeds gerninger, men som fermt i denne bog kunne være skåret væk.
Heller ikke til undervisningsbrug i de danske skoler kan bogen bruges på grund af sin sværhedsgrad. Og det er synd. For der er behov for sober og fair oplysning om Muhammed og islam. Ikke mindst for at give børn en forståelse af indvandreres kultur og tænkemåde.
Bogen Koranen og profeten Muhammeds liv er en dårlig bog og kan ikke anbefales.
Kåre Bluitgen: Koranen og profeten Muhammeds liv. 272 sider. 249 kroner. Forlaget Høst og Søn 2006.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278