07 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stor produktion men lille oplevelse

Stor produktion men lille oplevelse

Onsdag, 08. februar, 2006, 00:00:00

The Producers er teknisk et spektakulært show. Men blottet for brod og nerve. Al energien kommer ikke ud over rampen og rører slet ikke publikum

af John Bruun
I 1968 vandt Mel Brooks en Oscar for den film, som på dansk kom til at hedde Forår for Hitler. I 2001 havde samme historie så premiere på Broadway som musical under titlen The Producers. Den fik også et hav af priser.
Det handler om en falleret producent, som finder ud af, at den smarteste vej til penge er at opsætte et stykke, der er så dårligt, at det går ned med et brag og så stikke af med kassen, inden pengene er brugt og kreditorerne betalt. Så det projekt sætter han så gang i. Finder en sydtysk lederhose-nazist, der har skrevet verdens mest elendige stykke, som priser Hitler og en bøsse-instruktør, der er så narcissistisk selvfed og rig, at han ikke kan se sin egen evneløshed.
Desuden en masse gamle rige kællinger, som han knepper sig til at finansiere produktionen, som selvfølgelig til hans store ærgrelse bliver en succes. Een stor vittighed.
Muligvis under devisen: Hvis du kan gøre det der (i New York), så kan du gøre det alle vegne, har Det Ny Teater så valgt at sætte forestillingen op i Danmark. En tro kopi oversat til dansk.

Glimmer
Det ene mere prangende og blærede scenebillede afløser det andet. Fra Broadway til producerkontoret. Fra taget af et New York højhus til et lyserødt glansbillede med glimmer på bjergene i Østrig.
Preben Kristensen - som produceren - synger og charmer så det er en lyst, mixet op med velkoreograferede danseoptrin, hvoraf de gamle damers gangstativ-stomp er det mest originale, samt korsang. 80 ansatte med en overvægt af teknikere er involveret i produktionen.

Ikke provokerende
Muligvis var stykket provokerende og tankevækkende i 1968.
I dag er det nærmest kedeligt. Det er total blottet for brod. Ingen referencer til vores tid og intet, der kan vække følelser for figurerne på scenen. Overfladisk og stoppet op med bøssekomik, som ikke længere er hverken frækt eller vovet. Så hellere en aften på Cafe-Teatret med bøssekoret Schwanzen-singer-knaben.
Eller musical-filmen Moulin Rouge i Imperial, som har et moderne udtryk, og hvor energiudladningen er kolossal.
Det er ligesom al den energi, der er stoppet i produktionen, slet ikke kommer ud og rører ved publikum, og det er vel det en levende forestilling på et teater skal?

The Producers af Mel Brooks. Instruktion: Lisa Kent. Scenografi: Paul Farnsworth. Medvirkende Preben Kristensen, Ole Thestrup, Steen Springborg og Julie Steincke m.fl. Vises på Det Ny Teater i København til først i maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur