Selv om Kirsten Thorup ikke siger det så direkte, så er hun et talerør for de svage, der ikke selv kan føre deres kampe. Jens Fransen mødte hende til et foredrag i Slagelse

af Jens Fransen
På en kold januardag er det befriende at opdage, at ikke kun Anja Andersen og håndboldpigerne fra Dream Team kan trække fulde huse i byen.
Nå ja. Indrømmet der er forskel på antallet, men ca. 100 mennesker havde trodset kulden og indfundet sig til det andet litterære arrangement på Den gamle Badeanstalt i Slagelse.
Måneden før havde Christian Jungersen været forbi. Nu var det Kirsten Thorups tur.
Hun er en af landets store og førende kulturpersonligheder. En kvinde, der tør tale Roma og autoriteterne - herunder den borgerlige regering - midt imod.

Livshistorier
Hendes ærinde var især at fortælle om romanen Ingenmandsland, der udkom i 2003. Belønnet med blandt andet BG Banks litteraturpris.
Kirsten Thorup ryster ikke romaner ud af ærmet. De ligger og spirer i baghovedet i flere år, før de tager form. Der går et stort researcharbejde forud. Således også med 'Ingenmandsland'. Som i stort set hele forfatterskabet et menneskes livshistorie, som Kirsten Thorup har prøvet at leve sig ind i, og stillet sig selv det spørgsmål, 'hvad, hvis det var mig?'
I romanen er dette personificeret gennem Carl på 92 år. Anbragt på plejehjem. Han tror selv, det er midlertidigt, på aflastning. Men han har mistet sin identitet, sin selvbestemmelse, er blevet en fremmed for sig selv. Konfus, men ikke fysisk syg.
Alle mennesker har ifølge Kirsten Thorup en interessant livshistorie. Grupper af menneskeskæbner er ikke ens. Heller ikke plejehjemsbeboere er en ensartet gruppe. Men det er forfatterens opgave, at gøre dem synlige og bruge sin digteriske frihed hertil.
Alderdom er ikke en sygdom. Men samtidig er vi på den ene side bange for at blive gamle. Ældrebyrden er jo alarmerende. På den anden side bombarderes vi med opfordringer til at leve sundt, så vi har muligheden for at blive gamle.
Det er ikke Kirsten Thorups intention at skrive en debatbog om plejehjem eller alderdom. Det vil hun overlade til specialisterne. Hun har besøgt plejehjem i forbindelse med forarbejdet til bogen. Hun vil i højere grad have læseren til at se plejehjem som et symbol på vores samfund. Hvordan behandler vi udsatte grupper i dette land? Ikke kun de ældre, men alle de mange, der har brug for særlig omsorg i vort rige land.

Forbundsfælle
Selv om Kirsten Thorup ikke siger det så direkte, så er hun et talerør for de svage, de, der ikke selv kan føre deres kamp. Og det er jo rart at have den slags forbundsfæller i en kold tid.
Hvornår hendes næste bog udkommer? Og hvad den i givet fald vil handle om? Det forbliver hendes hemmelighed.
Hun har en række romaner og skrifter i hovedet, men såvel rækkefølgen som udgivelsestidspunktet ved hun næppe selv. Endnu.