Cinemateket præsenterer i februar og marts en komplet retrospektiv Francois Truffaut-serie

Francois Truffaut forbindes med nybølgen i fransk film i perioden 1957 til omkring 1970. Og det er også film fra denne periode, der vises i Cinemateket i februar.
Truffaut er født i Paris i 1932, men blev som ganske lille overdraget til sine bedsteforældre, som han levede med i mange år.
Senere boede han med moren, men faren forblev en ukendt størrelse i drengens liv. Han var det, man ville kalde et utilpasset barn, skolen interesserede ham ikke, men det gjorde filmen.
Fra en tidlig alder besluttede han sig for, at skolen ikke kunne lære ham noget, og i stedet valgte han den autodidakte vej. Han satte sig for at se mindst tre film om dagen og læse mindst tre romaner om ugen. Hermed var hans private eksil etableret, og fra dette kunstneriske parallel univers levede han resten af sin tilværelse, skriver Cinemateket.

Nybølgens gennembrud
Truffaut repræsenterede nybølgen i fransk film sammen med instruktører som Godard, Chabrol, Rohmer og Rivette.
Udgangspunktet for Truffauts kritik og nybølgens generationsopgør var et højlydt krav om en anderledes form for film. Man var træt af litterære filmatiseringer, periodedramaer og alt for skabelonagtige produktioner. Som alternativ efterlyste man en personlig filmkunst.
Under overskriften 'politique des auteurs' formulerede de en politik, eller teori om man vil, der hyldede og eftersøgte en personlig film, en film hvor instruktørens kunstneriske signatur var en uomgængelig del af værket. Et forsøg på at sidestille filmen med de øvrige kunstarter og understrege vigtigheden af at filmen, på trods af sin kommercielle produktionsramme, også skulle respekteres som et kunstnerisk udtryk.
Truffauts personlige favoritter var: Hitchcock, Welles og Hawks, og i det hjemlige landskab: Renoir, Cocteau, Bresson, Vigo og Tati.

Kvinden, kunsten og kærligheden
Truffaut var ikke, som mange af sine nybølge-kollegaer, optaget af at nedbryde den klassiske narrative film. Han var på sin vis slet ikke moderne. Hans film var klassiske episke fortællinger om universelle menneskelige forhold.
Truffaut var ikke optaget af at definere eller dekonstruere filmsproget, han var heller ikke synderligt interesseret i de politiske aspekter, der var knyttet til hele det moderne æstetiske opgør.
Truffauts kerne eller omdrejningspunkt var fra den første til den sidste film den personlige passion. Det var kunsten som bekendelses- og personlig erkendelsesproces, der interesserede ham. Det var film, der handlede om hans eget forhold til verden: om den tabte barndom, om kvinden og kærligheden og om den evige længsel efter de to størrelser.
Det er blevet sagt om Truffaut, at hver og én af hans film er en kærlighedserklæring til en kvinde: Jeanne Moreau, Franoise Dorléac, Catherine Deneuve, Isabelle Adjani, Fanny Ardant. Det er kvinder, der er blevet tilbedt og ophøjet som guder, men altid i denne passive forestilling om den absolutte kvinde. Som hende der forløser alting og får livet til at gå op.

Film i Cinemateket

10.02:
Stjålne Kys, 1968, kl. 22:15
11.02:
Jules og Jim, 1962, kl. 19:00
Silkehud, 1964, kl. 21:30
12.02:
Fahrenheit 451, 1966, kl. 19:15
14.02:
Elsker! elsker ikke, 1970, kl. 21:30
15.02:
Stjålne Kys, 1968, kl. 16:45
Skyd på pianisten, 1960, kl. 21:45
16.02:
Jules og Jim, 1962, kl. 19:15
Bruden var i sort, 1968, kl. 21:45
19.02:
Den falske brud, 1969, kl. 16:45
Silkehud, 1964, kl. 19:00
21.02:
Bruden var i sort, 1968, kl. 16:45
22.02:
Den vilde dreng, 1970, kl. 16:45
Fahrenheit 451, 1966, kl. 21:45
23.02:
De unge elskende, 1962, kl.16:45
Tire-au-flanc, 1960, kl. 22:00
25.02:
Elsker! elsker ikke, 1970, 19:15
26.02:
Stjålne Kys, 1968 kl. 19:15
Den vilde dreng, 1970 kl. 21:45
28.02:
Den falske brud, 1969 kl. 21:30