Grønningen repræsenterer på godt og ondt kontinuiteten i en række hovedtendenser i nyere dansk kunst

af Finn Hermann
Det kreative virvar møder allerede beskueren ved indgangsdøren ind til kunstudstillingen Grønningen: Overalt på væggene, selv ud i de fjerneste kroge af foyeren finder man Ole Sporrings dadaistiske billeder, utallige rødbrune fodaftryk, krasserier med kridt, kul og blyant, collager, Fluxprint tryk, geometriske fragmenter, kryptiske notater og store, dæmoniske jungle- og bjergscenerier.
Et gennemgående tema er 'PLY - museum for sprækker'. Sprækker i vores fernis? Eller i jordskorpen? Eller i de kulturlag der dækker over vores underbevidsthed?
Midt i dette virvar står Poul Isbaks sofa af indisk granit. Tung og massiv.. Men heller ikke den er helt i ro. Formen bølger svagt; under den glatte, kolde overflade banker en puls mod håndfladen..
Hvor Isbaks skulpturer 'Sofa', 'Norsk Hus' og 'Blåt landskab - søjle' skaber en syntese mellem geologi og civilisation, leder Egon Fischers store organiske metalskulpturer snarere tanken hen på vrag, maskiner, fabrikker, arbejdsprocesser.
Stig Brøgger har fordelt sin serie 'Brain Storm', 'Snow storm', 'Tropical storm', 'Ice storm', 'Desert storm' og 'Space storm' på seks udstillingssale, som om han vil lade det enkelte billede fortælle sin egen historie, med pop-art klicheer, Tintinfigurer, minimalisme og romantik..
Peter Mandrups tyve små abstrakte akrylbilleder i dæmpede pastelfarver fortæller ingen historier, men variationen i mønstre, komposition og motiver er større, end vi tidligere har set fra hans hånd. Der er langt fra Mandrups blide æstetik til Jens Birkemoses store sortmalede træplade, heftigt overstrøget med kraftige penselstrøg og flere lag signalfarver og dramatiske lys-mørke kontraster.

Livets grumme sider
Det er til gengæld ikke det dramatiske udtryk, der præger Jørgen Bobergs malemåde. Han går tæt på livets mere grumme sider - denne gang med et mere direkte selvbiografisk indhold: I selvportrætter fra kemokuren viser han sit nøgne hoved og efter kuren sit nyudvoksede hår; side om side med selvportrætterne hænger kranier, sygeligt udseende frugter, oliventræer med ciselerede mønstre i barken. Det hele er gennemsyret af en melankolsk ro, som i en fjern myteverden.
Myter om lidelse finder vi også hos Arne Haugen Sørensen og Peter Brandes. Sidstnævnte skildrer i dystre jordfarver bløde og kraftesløse væsner, ude af stand til at holde sig oppe. Haugen Sørensens blander i sit nadverbillede en farverig og tilsyneladende livsglad fortællestil med mere grumme sider af Jesus lidelseshistorie. Bemærk ligheden mellem den serverede steg på bordet og Kristi korsfæstede legeme: '!..dette er mit kød'.
I Kathrine Ærtebjergs 'Overraskelsen' ser en sengeliggende pige, bleg, med store øjne sit værelse befolket af goplefigurer, vand- og blodholdige blærer, blomster og blodårer, som helt lever deres eget liv.
Til den mytiske afdeling hører også Lise Malinowskis store farvemættede, ekspressive malerier af stole. Det er ikke første gang i verdenskunsten man ser stole afbildet i deres egen betydning, som brugsgenstand for mennesket eller med deres eget liv. Tænk blot på van Goghs skæve stol eller på Joseph Beuys` berygtede 'Fedtstol' med det glatte skrå sæde af fedt. Lise Malinowski giver sine stole en dæmonisk karakter.

hovedtendenser
En af Grønningens mest særprægede malere er Leif Jepsen, som denne gang udstiller en serie dæmpede, ornamentale havepartier i farveblyant. En magisk, fint kultiveret, indelukket verden. Et abstrakt mønster uden organisk liv.. På én gang genkendeligt og ukendt, med mennesker og dyr tavse, sovende eller afventende.
I Frithioff Johansens malerier bliver ord og bogstaver gennem en computerstyret forvandlingsproces til deres modsætning. I hans billeder udvikler der sig parallelt med denne 'konceptuelle' og grafiske leg en dæmpet lyrisk grundtone i farvespillet, en malerisk kvalitet, som tilfører 'ordlegen' en ekstra dimension. Den slags følsomhed er der til gengæld ikke plads til i Steffen Jørgensens matematisk beregnede liniespil med kurver, ovaler og tangenter i ren hvid streg på sort grund.
Grønningen repræsenterer på godt og ondt kontinuiteten i en række hovedtendenser i nyere dansk kunst. Pop-art (Stig Brøgger), det surreelle(Gerald Steffe, Boberg, Burnes), den abstrakte ekspressionisme (Jens Birkemose); minimalismen (Viera Collaro, Ruth Campau), Op-art (Henning Damgaard Sørensen); den morbide realisme (Jørgen Haugen Sørensen). De fleste af Grønningens udstillere har gennem en lang årrække skærpet deres udtryk. Andre raffinerer det.

Kunstnersammenslutningen Grønningen. Charlottenborg, Kgs. Nytorv. København, 28. jan. 2006 - 19. feb. 2006.