19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bidske nordmænd

Bidske nordmænd

Tirsdag, 28. februar, 2006, 00:00:00

Ingen skønsang her. Bare rock`n`roll. Anderledes bør det ikke være. Skambankt spillede Lille Vega rundtosset

af Phillip Seidler
Det er ikke ofte, man støder på bands, som emmer af rock`n`roll. Bands som The Hives, The Strokes og The Raveonettes bærer elementer af det i sig. Men når alt kommer til alt, er der nu ikke meget sex, drugs and rock`n`roll over dem.
Nutidens rock`n`roll fortrænger vanviddet og vildskaben med kontrolleret 'coolnes.' Herved kvæler de en del af genrens oprørske ånd.
Anderledes med Skambankt, der spillede på Lille Vega i København onsdag aften.
Alene navnet Skambankt (på dansk Skambanket) er udtryk for en helt anden agressivitet end de klassiske The `et-eller-andet` navne.

Velplaceret los
Bandet er et sideprojekt til Kaizers Orchestra, som vel nok er Norges kendteste band i øjeblikket. Men rockkvarteten står på ingen måde i skyggen af Kaizers Orchestra. Guitaristen Terje Vinterstø benytter således Skambankt til at give polka-rocken et velplaceret los.
Omkring sig har han samlet koncentreret vildskab. Så Skambankt har ikke meget med Kaizers Orchestra at gøre. I stedet stod den onsdag aften på rock`n`roll i dobbelt tempo med masser af skramlet bas, trommesoloer og vred energi i overflod.
Bidsk norsk vokal og guitar flød ud i Vega`s lille koncertsal og satte folk i bevægelse.
Bandet presenterede sig med en velanbragt vildskab, som klæder rocken så fortrineligt. Efter tre numre spillede halvdelen af bandet allerede i bar overkrop. Til stor glæde for de talrige unge piger helt oppe foran scenen.

Hurtigere og vildere
Men koncerten appellerede nu ikke kun til de helt unge. Publikum var sammensat af kvinder og mænd fra 15 til 55. Og de tog gladeligt imod guitarrockens velsignelser.
Omkvædene, som i Skambankts tilfælde nærmere er paroler, blev brølet ned i mikrofonerne af tre mand. Ingen skønsang her. Bare rock`n`roll. Anderledes bør det ikke være.
Så i sidste ende er det eneste, man kan klantre normændene for, at de kun har lavet et album. Inden man havde set sig for, var koncerten slut. Men omvendt er tempo Skambankts absolutte force. Så det var helt på sin plads at koncerten bare blev hurtigere og vildere efterhånden som tiden gik.

Skambankt. Onsdag på Lille Vega i København. www.skambankt.com

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur