- Hvis du skærer musikken, eller i det hele taget kulturen, væk, så er det umuligt at lave politisk kamp. Så kommer du til at mangle kontakten med den fælles, dybe drøm, der er hovedkilden til al forandring

Det sagde Thomas Koppel i sit sidste interview til Arbejderen i august 2002. I anledning af hans alt for tidlige død genoptrykker vi dele af interviewet.
I dag må enhver politisk bevægelse, der rejser sig i folkets navn, efter vores mening tage udgangspunkt i en helt elementær kærlighed til de mennesker som man siger man repræsenterer.
Vi sidder i det hus i Haveforeningen Frederikshøj, hvor Thomas og Annisette boede fra slutningen af 70'erne til de flyttede til Los Angeles. Nu har deres datter Billie overtaget det. Solen skinner efter en heftig tordenbyge timer forinden, og haven udenfor vinduet emmer frugtbart af livgivende vand og varme.
Livet og varmen, mødet med mennesker, ikke mindst gennem koncerterne, har altid været livsnerven for Savage Rose. Og ud over en antologi spredt over to cd'er arbejder Thomas og Annisette også med planer om en live-cd fra deres seneste koncerter, fortæller Thomas.
- Det er egentlig lidt selvmodsigende at vi aldrig har udgivet en live-plade før. For vores inderste væsen er allermest knyttet til koncerter - den direkte kontakt med publikum.
For første gang skal også musikken til balletten Dødens Triumf spilles live, når den til oktober bliver sat op på Østre Gasværk. Her spilles musikken af Catbird, som består af Thomas` og Annisettes datter Billie og musikeren og komponisten Frank Hasselstrøm.
- Det musikalsk spændende denne her gang er at vi har bragt musikken videre til næste generation. Catbird, som er Billies og Franks projekt, har kastet sig over at genskabe musikken, for en stor dels vedkommende i deres eget billede. Og da deres kreativitet har deres eget stempel, kommer den selvfølgelig til at lyde anderledes.
- Og det er jo på et meget passende tidspunkt at Dødens Triumf kommer op igen. Balletten er bygget over et surrealistisk stykke af Ionesco, et alment, næsten arketypisk stykke, som for os dengang i 1970 handlede om Europa som den gamle kolonimagt, der prøver at rejse sig af graven igen, i form at Den Europæiske Union. Nu er vi i 2002, og hele spørgsmålet om kolonisering har fået en ny aktuel drejning.
- De store selskaber, som altid har stået bag ved kolonialismen, prøver igen gennem først og fremmest den amerikanske regering at gennemføre den gamle, umulige idé om at underlægge sig hele jordkloden på én gang, med kammesjukker og allierede som vores egen statsminister.
At ideen er umulig, viser den voksende bevægelse imod denne udvikling, ikke mindst blandt ungdommen, understreger Thomas.
- Det er en fantastisk glæde at kunne bidrage både ved via musikken at repræsentere den optimisme, der er nedenunder de unges modstand - og være med til at bringe nogle af de erfaringer videre, vores og tidligere generationer har gjort.

Modstanden lever
- Vi fornemmer på mange måder noget af den samme stemning der omgav nazisternes forsøg i 30`erne på at etablere en enerådig verdensmagt.....men modstanden står i en anden situation nu.
- Dengang var der en socialistisk verdensmagt med stater, stærke partier og masseorganisationer over hele verden at bygge på. En stor del af alt det der er jo splittet ad nu.
- Til gengæld er det spændende, både som kunstner men først og fremmest som menneske, at se at reaktionen imod uretfærdighed og krig stadigvæk er der i lige så stærk målestok. Helt udenfor hele det velkendte etablerede politiske apparat, socialdemokratierne og alle levnene fra de gamle strømninger, som i mange lande - de fleste lande i Europa - holder krampagtigt fast i Socialdemokratiet som redningsplanke overfor højrebølgen.
- Men det gør den spontane bevægelse jo ikke. Det her er ikke kun et pust på overfladen. Det er noget der stikker utroligt dybt... Det hele kan udvikle sig til en enorm, voldsom, kraftfuld, afgørende kamp mellem det man kan kalde 'mafiaen' på den ene side, og på den anden side almindelige mennesker med arbejdere og unge i spidsen.
- Den får befolkningerne politisk at mærke som en generel højredrejning. Og den har socialdemokratierne rundt omkring givet efter for. De har kappet med højrebevægelsen i fremmedfjendskhed, og de socialdemokratiske regeringer rundt omkring i Europa var de første der stod ret og lovede 100 procent loyal opbakning, da Bush kaldte til krig efter 11. september.
Men modstrømmen giver grund til optimisme for fremtiden, understreger Thomas Koppel.
- Skulle man ikke have lagt mærke til det, så er almindelige mennesker i fuld gang ved at gøre denne udvikling til skamme. Selv om det i årevis har heddet sig at folk ikke gider demonstrere mere, har der været flere og større manifestationer i det sidste år end i mange årtier - måske nogensinde. Millioner på gaden i Rom, Paris, Madrid, hundredetusinder i USA og masser af andre steder på kloden.
- USA's præsident Bush sagde efter terrorhandlingerne den 11. september, at af hensyn til familierne til de omkomne i World Trade Center, så må USA gå i krig og hævne de døde. Men familierne til ofrene var ikke enige: De dannede deres egen forening - 'Not in our name' (ikke i vores navn) - og udsendte en erklæring om at de ikke ønsker nogen krig.

Musikkens muligheder
- Samfundets ledere er helt ude af trit med befolkningerne, og modstanden ulmer overalt - også lige i hjertet af begivenhederne, selvom de store medier springer fra tue til tue for at undgå, at nogen skal opdage sandheden, fortsætter Thomas Koppel.
- Det er lige fra det små til det store. Vi har et nært familiemedlem, som var med i avisbudenes strejker og blokader her i sommer. De vandt en sejr og gav i al enkelhed en meget vigtig erfaring videre.
- I Los Angeles har vi også haft en lignende situation sidste sommer, hvor rengøringspersonalet organiserede sig på tværs af alle mulige fagforeninger, og fik en usædvanlig og perspektivrig manifestation op at stå igennem deres strejke.
- De fik ikke alle deres krav opfyldt, men de fik først og fremmest efter mange års mudder i suppen vist, at hvis man tager fat i det nede fra, fra arbejdspladserne, involverer de arbejdsløse og allierer sig med den omgivende befolkning, så kan man godt vinde sejre.
- Det er herfra vores næring til musikken kommer. Fra hele den tro på at tingene nytter noget, at der er en fremtid. For os at se må musikken indeholde sandheden, men den må også indeholde skønheden.
- For os gælder det ikke om at stryge øregangene med hårene. Musikken må indeholde et lille pust af den mulighed, som vi alle sammen går rundt med et eller andet sted indeni.
- En af vores største glæder det er, når vi kan mærke, at musikken - måske kun for en time, men det har stor betydning - kan åbne op ind til nogle af de ting, man har det med at gå og glemme i sin trummerum. Hvis man har mistet tilliden til sig selv, sit eget liv, sine egne kræfter, mistet tilliden til fremtiden, som mange mennesker jo gør - at man så lige bliver mindet om, hvad man i virkeligheden har indeni.
- Det er det, der gør, at vi fortsat er musikere. For musikken, og i det hele taget kulturen, er en så afgørende del af helheden, at hvis man skærer det væk, så er det umuligt at lave politisk kamp. Så kommer du til at mangle kontakten med den fælles, dybe drøm, der er hovedkilden til al forandring.
- Den må være der. Den skal være der. Ellers så har vi de første hundrede eksempler på, at politiske bevægelser er tørret ud eller stødt på grund, fordi de har styret væk fra den elementære kærlighed til de mennesker, man skulle tjene.
- Vi har aldrig været 'politiske pædagoger' - med al respekt. Vi har bare været ærlige, og prøvet at give folk det bedste vi har, kærlighed, erfaring, liv og sanselighed. Når det swinger, kan musikken minde folk om, hvad de selv er. Hvor meget de har i sig, som de er forhindret i at bruge, eller måske endda forhindrer sig selv i at bruge.
- Jeg har prøvet at stå ved en havnekaj i 15 graders frost og med sådant et lag sne oven på harmonikaen, at jeg ikke kunne mærke mine egne hænder. Men det der har betydet noget, det er at se en havnearbejder, der bare et par dage forinden tilbragte frokosten i kantinen med røven ud over stolen, og en flok bajere og B.T. foran sig. Så går der to-tre dage, han opdager der er brug for ham, og så rejser det samme menneske sig lige pludselig sig op og får én til både at le og græde!
- Det vi har lært, det er, at man ikke skal undervurdere nogen. Dem man foragter den ene dag for at være en lønslave, der vandrer fra fjernsynet og til kantinen og hjem igen, og ikke lever deres liv - de kan godt rejse sig på et par timer, og lige pludselig blive meget, meget større end man nogensinde kunne have forestillet sig.

Derfor til USA
Beslutningen om at flytte til USA var et sammenfald af flere omstændigheder, forklarer Thomas.
- Vi havde brug for at komme ud og træde ind i en inspirerende befrugtning med kultur udenfor Danmarks grænser. Og vi er utroligt glade for, at folk ikke har misforstået det og følt at vi har vendt ryggen til. Tværtimod har vi mærket, at folk har været glade for, at vi har kunnet komme hjem med ny inspiration, i stedet for at køre i cirkel og gentage os selv.
- Selvfølgelig er der stadig nogen der siger 'hvordan kan det være at I var imod Amerika, og nu bor i der selv'. Men for os er Amerika jo ikke én ting. Der er de frygtelige ting der sker på regeringsplan, og så er der hele den amerikanske befolkning, som ikke er så forskellig fra den danske, når det kommer til stykket.
I dag synger Annisette på engelsk. Men de dansksprogede sange fra de sidste 30 år er ikke glemt - tværtimod. Mange af dem har Thomas og Annisette oversat til engelsk.
- Den allerseneste er 'Palæstinas sang', som vi har oversat nu til 'Song of Palestine' - det lå jo lige for. Og det har vi selvfølgelig gjort, fordi der er brug for ordene osse udenfor Danmark. Der er både brug for nationalsproget kultur og for at kunstnere manifesterer sig på den internationale scene. Internationalismen har altid været vigtig, og det er det ikke mindst nu, hvor der forberedes endeløse krige på tværs af grænserne.
- Det at vi har oversat 'Palæstinas sang' betyder, at den nu går fra medie til medie. Senest fik vi et brev, om at en palæstinensisk avis, der hedder Palestine Chronicle, havde sat den på deres internetside. Og det var jo ikke sket, hvis vi havde beholdt den på dansk.

Jeres musik er blevet rundere og 'blødere' med årene?
- Det ved jeg ikke, om det er rigtigt. Måske kommer der bare flere og flere farver på, i takt med at vi har en større rigdom af erfaringer. Måske er det, fordi vi ser ned til bunden af havet, lidt klarere end vi har gjort før. Som vi snakkede om tidligere, så er det kærligheden til mennesker, der for os driver alting. Og den utrolige skønhed der ligger i den fælles drøm om et menneskeligt liv.
- I dag må enhver politisk bevægelse, der rejser sig i folkets navn, efter vores mening tage udgangspunkt i en helt elementær kærlighed til de mennesker som man siger man repræsenterer. Hvis den går tabt mellem alle éns geniale politiske konstruktioner, så kan man lige så godt foretage sig noget andet, for det får ingen betydning alligevel. Og omvendt så får det politiske arbejde betydning, hvis kærligheden til menneskene skinner igennem.
- Når kærligheden til de mennesker som staten repræsenterer, viger til fordel for måske først politiske konstruktioner, og derefter korruption og alt muligt andet, som det skete i Sovjetunionen - når den kærlighed forsvinder, så ender staten som en parodi på sig selv.
- Man kan stadigvæk sige, at venstrefløjen har det svært. Men jeg tror, at der aldrig i årtier har været så meget at gøre som nu, for så mange mennesker er i bevægelse nu. Så mange mennesker er vågnet op. Så mange mennesker vil noget.