Dreamjockeys debutalbum er ikke nemt at forstå. De maler fine billeder af verdens ondskab, men overlader til lytteren, at tegne Hitleroverskæg

af Phillip Seidler
Dreamjockeys debutalbum Wake Up Rock er en lidt usammenhængende affære. Det ene nummer er punk, det næste en ballade, så poprock, rock`n`roll osv. Hvilket er lidt forstyrrende. Men det de kan, kan de godt.
Derfor ville Dreamjockey være bedst tjent med at holde sig til garagerocken. Når bandet slipper tøjlerne og lader guitar og bas brage derudaf, er albummet nemlig bedst. Og det er helt klart, at bandet er dårligst, når de prøver at være følsomme.
Ikke mindst fordi forsangeren Kristian Hartvigs stemme ikke er god nok. Den er simpelthen ikke til skønsang. Derimod passer den bedre til de støjende numre.

Hitleroverskæg
Det mærkeligt usammenhængende gør sig også gældende i Dreamjockeys tekster. På den ene side maler de fine billeder af verdens ondskab. For eksempel i sangen Friendly Fire. Men på den anden side overlader bandet det til lytteren, at tegne Hitleroverskæg på deres malerier.
Dreamjockey konstaterer uden at tage afstand, når det gælder politik. Omvendt sparer bandet ikke på følelserne i andre sange. I Mountain King hyldes cykkelrytteren Marco Pantani med så meget patos, at filmen Titanic bliver helt kynisk i sammenligning. -Det er virkelig mærkeligt.

Dreamjockey. Wake Up Rock. Tone Tribunalet. 2006. www.tonetribunalet.dk. Udkommer 27. januar.