19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

HELE LANDET - Fuck kapitalen!

HELE LANDET - Fuck kapitalen!

Onsdag, 08. marts, 2006, 00:00:00

Rød Ungdom inviterer til introseminar i weekenden 11.-12. marts.

Hvis du ser dig om i verden, er det tydeligt, at der må gøres noget. Der har aldrig være så mange krige, så meget elendighed, så meget undertrykkelse.
Herhjemme drøner EU derudaf, mens vi mærker følgerne: nedskæringer, harmoniseringer og forringelser. Der skæres på skolerne, der skæres på sygehusene, der skæres på lønnen, på rettighederne - og vi har ikke en skid at skulle have sagt.
Nazister får lov til at demonstrere og angribe almindelige borgere, mens antinazister får bank af politiet. Medierne kører den ene hetzkampagne af efter den anden mod 'de fremmede'.
Rød Ungdom er stedet, hvor du - sammen med andre unge - kan være med til at gå imod denne udvikling og slås for en bedre, mere solidarisk verden.
I Rød Ungdom sætter vi ikke vores lid til levebrødspolitikere, men mener, at ændringerne først og fremmest kommer fra neden. Vi slås for forbedringer her og nu. Vi er revolutionære og slås for socialisme på længere sigt.
Vær med! Har du lyst til at høre mere om Rød Ungdom, så tag til Århus den 11.-12. marts, hvor vi holder introseminar for alle nye medlemmer og interesserede. Det er uforpligtende og bare en mulighed for at få ideer til, hvordan du kan være med til at give den borgerlige regering og det kapitalistiske samfund baghjul!

Program
Her er en kort præsentation af, hvad du kan høre om på introseminaret. Ved alle oplæg er der mulighed for at stille spørgsmål og diskutere de forskellige emner. Lørdag aften er der fest og ballade.
Lørdag:
Klokken 14.00:
1. Rød Ungdom: hvem, hvad og hvorfor? Om Rød Ungdoms historie og daglige virke. Hvorfor startede man Rød Ungdom? Hvad har vi lavet? Hvad mener vi, og hvad gør vi ved det? Grundlæggende præsentation af Rød Ungdom.
Klokken 15.30:
2. Reform eller revolution? Rød Ungdom er en revolutionær, socialistisk ungdomsorganisation. Men hvad betyder det egentligt? Dette oplæg handler om, hvorfor vi ikke tror, at man kan stemme sig til socialisme. Og om hvad det betyder at være revolutionær.
Klokken 17.00-19.00:
3. Fuck kapitalen! Hvorfor og hvordan? Dette er et oplæg, der præsenterer vores grundlæggende kapitalismekritik. Hvad er der i vejen med det bestående samfund? Hvad betyder det, at vi lever i et klassesamfund?
Aftensmad og fest.
Søndag
Klokken 10.00:
4. En anden verden er mulig! Vores socialistiske alternativer. Oplæg og debat om vores bud på alternativer til det liberale, kapitalistiske samfund. Med udgangspunkt i Rød Ungdoms politiske program og aktuelle sager handler dette oplæg om, hvordan vi ønsker, at en anden verden skal se ud.
Klokken 12.00-13.30:
5. Ingen nazister i vores gader! Højreekstremisterne har vundet frem den sidste tid. Flere og flere politisk motiverede overfald finder sted, og nazisterne vinder stadig større opbakning. Dette oplæg handler om højrefløjens historie, situation i dag og ikke mindst om, hvordan vi leverer den nødvendige modstand til deres menneskefjendske, voldsbaserede ideologi.

Praktisk
Introseminaret er for alle, der har lyst til at vide noget mere om Rød Ungdom. Du behøver ikke at være medlem af Rød Ungdom for at deltage.
Seminaret foregår i Århus. Endelig tid og sted offentliggøres ved tilmelding, derfor er det vigtigt, at du oplyser telefonnummer og/eller emailadresse, så bliver du kontaktet om stedet.
Det koster 50 kroner at deltage. Det dækker mad og ophold. Du får rejsen betalt, hvis du benytter dig af den billigste rejseform (det vil sige DSB wildcard, børnebillet og så videre.) Det er vigtigt, at du har din billet med, og det ville være lækkert, hvis du kan købe returbillet med det samme.
Husk: Sovepose, liggeunderlag, lommepenge til slik, øl og sodavand. Godt humør og socialisme!
Meld dig til!
For at vi kan få købt mad nok ind og generelt få styr på det praktiske, vil det være fedt, at du melder dig til i god tid.

Lørdag 11. marts kl. 13 til søndag 12. marts kl. 14. Meld dig til: mette@ru.dk eller tlf. 23 36 79 95
Yderligere information:
Rød Ungdom, email: info@ru.dk
Web: www.ru.dk
Nørre Allé 11A, 2200 Kbh. N

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. mar. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur