Man fristes til at analysere maleren Jørgen Buchs billeder, som man løser en rebus. Det er en udfordring at gå på kulturhistorisk opdagelsesrejse i dette univers
af Finn Hermann
I Egilsgade på Islands Brygge i København udstiller Bogcaféen Oktober indtil 30. marts malerier af Jørgen Buch.
Hans billeder er våben i kampen for humanismen og socialismen, mod højredrejningen. Men hans stil kan ikke karakteriseres som socialrealisme. Der er snarere tale om en fortællende stil med realistiske, symbolistiske eller endda surrealistiske træk, alt efter hvad motivet og budskabet kræver.
Han er hverken bange for karikaturen, som det ses i billedet af Anders Fogh Rasmussen, eller for det heroiserende, som i portrættet af Gargarin.
'Lån'
Jørgen Buchs kunsthistoriske viden er omfattende; og han benytter ofte 'lån' i sine billeder: Goyas 'Nedskydningen af oprørerne 3.maj 1808' genfindes i '18.maj 93' om politiets kamp mod demonstranter på Nørrebro efter EU-afstemningen.
Picasso`s 'Skuespilleren' har inspireret ham til det satiriske portræt af Anders Fogh Rasmussen med en bombe i hånden.
En af Goyas 'caprichos' bruges i en satire over H.C. Andersen-året: Narrehuen anbringes på digterens hoved af kongehusets 'lange arm'; Tina Turner står på digterens knæ og synger ud mod en jublende forsamling iklædt 'kejserens nye klæder' og med narrehatte.
Den lille pige med svovlstikkerne er henvist til en ydmyg plads mellem digterens nakkekrøller.
Politisk indhold
Man fristes umiddelbart til at analysere Buchs billeder, som man løser en rebus.
Det er en udfordring at gå på kulturhistorisk opdagelsesrejse i dette univers. Hans evne til at kombinere vor kulturhistoriske arv med det dagsaktuelle er imponerende. Men det politiske indhold kan og skal ikke opleves løsrevet fra billedernes æstetiske kvaliteter, den stramme komposition, billedrummets lys-mørke kontraster, den klare, plastiske tegning, den tætte stoflighed og det dramatiske farvevalg.
Tilsammen giver det et stærkt personligt udtryk.
Jørgen Buch, udstiller i Oktober Bogcafé & Galleri, Egilsgade 24 kld. 2300 København S frem til 30 marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278