Ved Thomas Koppels Begravelse - af Erik Stinus

Thomas i telefonen:Lad os rykke tættere sammen,genskabe solidariteten,levendegøre kærligheden,gribe efter hverandres hænder,rejse os,begynde at gå.Thomas på scenen:Her slipper jeg din hånd,for jeg skal hente tonerne, rytmenned fra stjernernemed begge hænder i brug.Her må du danse alene,synge alene din solopgangs-hymne, smertens og sorgens sangeog jubelens, aj aj aj.Hvem siger at musikken ikke kan se,at lidenskab ikke er en tanke?Her skal jeg hjælpeharmonikaen, orglet, klaveretog nikke smilendetil tromme, guitar, cantele og fløjte, gi tegn til koret,hele vores vidunderlige flok,om at svare dig,blive båret af din stemme og bære dig fra by til by,over marker, gennem skov og vildnis, over bjerg og hav ind i lyset,det uudslukkelige.Thomas ved computeren:Her er min hånd, her er vore hænder, landsmænd af alle farver, enhver tro, træd frem, syng, dans,bliv vrede når vrede behøves,gå til modstand,for med penge lægger herrerne,med våben deres hære landene øde,kvæster ømheden,kvæler vuggesangene,dræber begyndelserne,formørker de gamles minder.I øst og vest mellem ruinerne lyder det:Findes der ingen balsam i Gilead? Thomas i telefonen:Hør nu her, notér.De syge skal blive raske.Opskrift: Nok at spise,rent vand at drikke,luft, sol, jordog ret til at gå på Jorden,del i dens frugter.Langs vejen er der balsamog foran os, snart forsvundne, snart tydelige igen,vore drømmes landesom venter på bygmestrene og musikanterne. Thomas på scenen for sidste gang: Giv mig din hånd,her synger mit livs æventyr.Thomas til rosen som Nazim fra fængslet til den fjerne elskede :- Vi er den ene halvdel af et æble,den anden halvdel er den store Verden.- Vi er den ene halvdel af et æble,den anden halvdel er vores folk.- Du er den ene halvdel af et æble,den anden halvdel, det er mig,vi to!