Hvordan kan man på en god og demokratisk måde opdrage grupper af elever og lade dem lære af hinanden? Det handler min favoritbog om.

af Ulrik Vibæk
'Det vigtigste er ikke selve det, om vi får en koloni for kriminelle mindreårige, nej, det er den sociale opdragelse, forstår du! vi har brug for en ny slags mennesker! vores egne!'
Sådan lød den opgavebeskrivelse, Anton Makarenko i 1920 modtog.
Da Makarenko som ung skolelærer fik til opgave at starte en koloni - svarende til døgninstitution - for omstrejfende sovjetbørn, var det en start fra nulpunktet. Han havde nogle usle lokaler, men absolut ingen erfaring inden for den sociale pædagogik.

Lagde kimen
I min favoritbog, Vejen til livet, beskriver Makarenko, hvordan han måtte diskvalificere de hidtidige pædagogiske værker. De gav ingen svar på, hvordan man på en stor koloni kunne opdrage egocentrerede elever til at blive harmoniske og alsidige borgere.
Det stod dog hurtigt klart, at eleverne profiterede af at arbejde om det fælles mål, det var at opbygge kolonien. På det grundlag skabte Makarenko pædagogiske mål og metoder. Dels dannede han præcedens for samtiden, men lagde også kimen til en væsentlig del af den socialpædagogik, vi kender i dag.
Vejen til livet, er en bog, der favner bredt. Til tider er den udpræget teoretisk, men samtidig er den så fyldt af persongallerier og stemningsbilleder, at det er en fornøjelse at tygge sig igennem siderne.

Brugbar i dag
På trods af, at handlingen udspillede sig for knap hundrede år siden, er Makarenkos teorier meget brugbare inden for det pædagogiske felt.
Han overleverede en mænge arbejdsredskaber til, hvordan man på en god og demokratisk måde opdrager grupper af elever og lader dem lære af hinanden. Særligt hans grundtanke om enheden mellem uddannelse, arbejde og skabende kulturel virksomhed kan vi lære noget af. Skal vi lære noget af!

Vejen til livet. Anton Makarenko. Forlaget Mega. 552 sider.

---

Se om der skulle være en brugt udgave på Arbejderens antikvariat