Der var mange politiske film på den tyske filmfestival, som løb af stabelen mid i februar. Blandt andet om kommunisterne i Malaysia og fangelejren Guantanamo.

af Karen Thastum
Årets Berlinale brillerede med ikke mindre end fire tyske film i wetbeverb. Danske Pernille Fischer deltog i konkurrencen med filmen En soap, selvom Anette K. Olesens film 1:1 der blev vist i programmet 14plus, nok havde været mere aktuel, set i skyggen af karikatur miseren.
Tja, det er ikke videre populært at være dansker for tiden. Jeg snakker mit bedste tysk og siger, hvis man spørger, at jeg er dansker i eksil i Tyskland - hø hø.

På fuldt blus
Ellers var det en festival på fuldt blus som altid, med en masse glamour pjat, men også med små perler ind i mellem.
Trods de mange tyske film i wetbewerb, blev det en af disse perler, den bosniske film (coproduktion med Østrig, etc.) Grbavica af Jasmila Zbanic, der gik af med sejren og den gyldne bjørn. Mens de tyske skuespillere, Sandra Håller og Moriz Bleibtreu, pligtskyldigt vandt sølvbjørnen for henholdsvis bedste kvindelige og bedste mandlige skuespillere i filmene Requiem og Elementarteilchen.
I klassen 'Internationale forum des jungen film' har det digitale medie for alvor taget over, der er meget få 'rigtige' film optaget på 16 eller 35 mm. Der er simpelthen ingen der har råd mere, desværre. Spændende er derimod at Forum har flere film og videoinstallationer med i deres program.

VINDERFILMEN - et tabuemne
Grbavica er virkelig en hjertevarm film, en enkel skæbnehistorie om en mor og hendes datter i Sarejevo ti år efter krigen.
Det er ikke den store filmkunst, vi bliver præsenteret for, hvad billederne angår, og af og til kan filmen måske virke noget patetisk. For eksempel når vi ser kvinderne, der går i terapi for at komme sig over alle krigens ulykker, og ãofretÒ, hovedpersonen, hvis datter er et resultat af voldtægt i den fangelejer, hvor hun var under krigen, virker temmelig apatisk i starten.
Men i løbet af filmen udvikler der sig et varmt portræt - ikke uden humor - af mor, datter og mennesker i Sarajevo. Man kommer simpelthen til at holde af personerne, så man med glæde følger med i den stille historie, som jo i virkeligheden indeholder et kæmpe drama .

Traumatiserede generationer
Historien er drejet omkring datterens skolerejse, som moren ikke kan skaffe pengene til.
De der er børn af krigs martyrer får rabat, og mor, ãdu har jo altid sagt at far var en krigsmartyrÒ.
Det stemmer jo overhovedet ikke, og mor kan af gode grunde ikke finde dokumentet, der attesterer, at faren var martyr, som så samtidig sparer udgiften til skolerejsen.
Til sidst aftvinger datteren sandheden af moren med en pistol, - der skal rabiate midler til for at aftvinge traumatiserede generationer sandheden.
Og hvor vigtigt er det ikke at sige sandheden, og gennemleve traumerne! Til sidst fortæller moren da endelig sin historie: at hun efter at have født barnet egentlig ikke ville have noget at gøre med det, men så kunne hun høre babyen skrige og besluttede at amme det bare een eneste gang, og da hun så det lille uskyldige væsen, forelskede hun sig omgående i det. ãJeg havde ganske glemt at noget kunne være så smuktÒ.
Ikke et øje tørt... alt i alt en fin film med håb om en bedre fremtid!
Grbavica vandt i øvrigt ikke kun den gyldne bjørn, men også den økomeniske filmpris.

KVINDER I ALGERIET
Et slags mor datter forhold oplever vi også i den algeriske Forum-film Barakat!, eller i hvert fald et generationsmøde mellem to kvinder i Algeriet, den unge er læge den ældre sygeplejerske. Filmen er også instrueret af en kvinde, nemlig Djamila Sahraoui.
Barakat! foregår i under borgerkrigen i Algeriet i 90`erne. Lægens mand, som er journalist, forsvinder, og de to kvinder rejser ud for at finde ham.
Det bliver til en rejse gennem tiden, hvor de først bliver tvunget til at operere en islamist, der har fået et skudsår. Det viser sig siden at sygeplejersken (den ældre) har kæmpet i frihedsbevægelsen sammen med islamisternes nuværende leder. Meget har ændret sig siden dengang.
Barakat! er Djamila Sahraouis første spillefilm og et harsk oprør imod den mandsdominerede verden i Algeriet. Et fint portræt af de to kvinder, enkel med en fin musik, der understreger stemningen.

DEN SIDSTE KOMMUNIST
Lelaki Komunis Terakhir (Den sidste kommunist) af Armir Muhammad er et portræt af Malaysias kommunistiske bevægelse og deres leder Chin Pen.
Den sidste kommunist er en film med masser af humor og samtidig vækker den til eftertanke. Tænk at nu, så mange år efter, må den 80-årige Chin Pen stadig ikke vende tilbage til Malaysia (selvom han selv har tilbudt at stille ved retten), men lever i eksil i Thailand.
Filmen får også tanker igang omkring hvor ægte den såkaldte selvstændighed er, når de der har tilkæmpet den, er forbandet af den nuværende regering.
Kommunisterne kunne lige bruges af englænderne, da det gjaldt om at smide japanerne ud under Anden Verdenskrig og senere, da det gjaldt om at smide englænderne ud, men så heller ikke længere. Da partiet gik 'under jorden' i junglen kontrollerede englænderne landsbyerne, så ingen kunne forsørge frihedskæmperne med mad og medicin.

SKØNNE PARODIER
Lelaki Komunis Terakhir er en vidunderlig krydret blanding af portrætter fra Malaysia og alternativ historieundervisning: dels møder vi dagligdags mennesker i Malaysia og hører om deres hverdag, dels møder vi de gamle kommunistiske frihedskæmpere, der levede årevis i junglen og som lagde grunden for landets selvstændighed, men som aldrig fik plads i regeringen.
På billedsiden er der masser af skønne gade og stedportrætter , sammen historiske facts som tekst på lærredet. Og alt dette i spænd med musikalske indslag fyldt med satire. Da englænderne forsøgte at bevare magten i landet, lavede de propagandafilm, som indeholdt sange om, hvor godt det var, at englænderne var i Malaysia osv. Sangene i Lelaki Komunis Terakhir er en parodi på disse sange og er ekstra komponeret til filmen.
Om filmen bliver vist i Malaysia ved instruktøren ikke, den har endnu ikke været gennem censuren. Men at den malaysiske regering stadig er bange for at lade 80-årige Chin Pen komme hjem er jo noget betegnende.

EN INDISK ROADMOWIE
Doodh Aur Apheem (Mælk og opium) af Joel Palombo, der vises i festivalens børnefilmdel, bliver min sidste film til dette års Berlinale. Her oplever jeg også et land nær på.
Det er det jeg elsker ved filmene til Berlinale! At de ofte er fri for fjernsynets polerede virkelighed og at man kan se uforfalskede billeder fra tid og sted.
Sådan er det også i filmen Mælk og opium, der handler om en dreng ud af en suffi-musikerfamilie, som drager ud i verden som gade og bryllupsmusikant sammen med sin noget tvivlsomme onkel.
En musikalsk roadmowie om den dejlige musik og det hårde liv som gademusikant i Indien i dag. Efter en rejse, med koncerter både på gaden og ved et helligt tempel, er vor hovedperson til slut ganske alene i New Dehli - uden en krone på lommen.
Dehli er der komplette kultur- sammenstød. Swaroop, som kun kender landsbyen, står pludselig i et moderne indkøbscenter med McDonald og alt hvad dertil hører. Musik vil ingen høre her og man kan allerhøjst få job som barnearbejder ved byggepladsen.
Men filmen ender med et job som musiker på en restaurant, hvor de spiller western-musik. Uden Amerika går det altså ikke i 2006, men vores lille helt får smuglet den indiske suffisang ind imellem banjo og truckdriwer romantik på raffineret vis. Så selv om kultursammenstødet er komplet, er der dog håb forude.
Musikken er rigtig fin og billederne har det, som måske mangler i guldbjørn vinderfilmen, masser af selvstændig betydning og indhold. Man føler rigtig man har været i Indien, så filmen får min gyldne filmrulle for i år !!!!

Politiske tiltag
Festivalen i år havde mange politiske tiltag, også i konkurrencen, blandt andet med Michael Winterbottoms (der vandt Berlinalen i 2004 med filmen In this world) film The Road to Guantanamo, en halvdokumentarisk film om to, der bliver uretmæssigt anklaget og sat fast i fængslet i Guantanamo.
Der er selvfølgelig også masser af glitter og glamour og kommercielle hensyn at tage for festivalens ledelse. Man kan for eksempel spørge sig, om alle fire tyske film virkelig var værdige til konkurrencen. Men vinderfilmen er fortjent og Berlinalen stadig et besøg værd, også som den publikumsfestival den er, hvor over 396.000, og heraf mange 'almindelige' (ikke akkrediterede) publikum, går i biffen til de 1.110 fremvisninger af de 345 film fra 119 lande.