Dansegulvsfobien kureres med det nye album fra The Sounds. Men der er betydelige irritationsmomenter

af Phillip Seidler
Da svenske The Sounds debuterede med pladen, Living in America, i 2002, fik de en modtagelse, som mange bands kun drømmer om.
Det blev ikke kun til et skandinavisk gennembrud, men også til en del opmærksomhed i USA.
Med det nye album, Dying to say this to you, prøver the Sounds nu at bekræfte successen.

Patetisk
Den nye plade er da også fyldt med letbenet danserock. Og de fængende melodier garanterer, at alle med dansegulvsfobi kureres.
Albummet er en rigtig 'partystarter.' På godt og ondt. For som med det meste festmusik, skal man lede længe efter dybde i både musik og tekst.
Dying to say this to you, har absolut intet at sige. Den er ren metervare, og de få gode musikalske afsæt, skæmmes af et alt for present keyboard. Keyboardet går simpelthen ind og dominerer rockens fornemste redskab: Guitaren. Resultatet er, at enkelte numre er mere disco end rock`n`roll.

Festplade
Et andet musikalsk irritationsmoment, som ikke kan unddrage sig påtale, er sjæleren. Som på enhver festplade, skal der jo være en sjæler til kinddans. Nummeret, Ego, er patetisk klaver-klimperi, tilsat en lille bitte skrøbelig vokal.
Hvorfor The Sounds vælger at gå James Blunt i bedene, må stå hen i det uvisse. Men godt er det altså ikke. Og det skader en i forvejen skidt plade, som slet ikke lever op til sin forgænger.

The Sounds. Dying to say this to you. Warner. 2006. www.the-sounds.com