Humor og melankoli i nyt album fra The Knife, der mener, at de har svært ved ikke at blande politik og musik sammen

af Ditte T. Jensen
Svenske The Knife er tilbage med deres tredje album, Silent Shout. Et dystert og indelukket et af slagsen.
Tvillingeparret Olof Dreijer og Karin Dreijer Andersson har altid været noget særligt. De har en evne til at genopfinde sig selv og deres musik med. Hvert nummer har åbnet en ny verden, og de har klædt sig ud derefter. For ikke at ødelægge folks forestillinger af deres musik, har de så vidt muligt holdt deres udseende hemmeligt. Og det er måske en god idé.
For på deres tredje album serverer duetten en lyd, der skaber forunderlige lydbilleder, som nødigt skulle ødelægges at et par blege svenskere med sideskilning.

Gennem computer
På Silent Shout er alle sange ultra-elektroniske. Fra 'Na NaNa', som mest af alt minder om underlægningsmusik til japanske tegnefilm fra midt 80`erne, og 'We Share Our Mothers Health', som emmer af fyldte dansegulve, til 'One Hit', som er en elektronisk opdatering af en indiansk stammesang.
Alt har været gennem en computer. Selv Karins Dreijers unikke vokal er flere steder redigeret til ukendelighed.
Pladen er fyldt med skæve indfald, og forener på forunderlig vis humor og melankoli. Den fungerer som en kølig varme, der gemmer på en port til en anden verden.

Politik
Trods udtalelser om, at de har svært ved ikke at blande politik og musik sammen, er der ikke umiddelbart de store politiske referencer på albumet.
Det er en smule skuffende, da de er et band, det ville klæde med nogle holdningsmættede tekster. Men de beviser, de ikke er bange for at udforske de mange hjørner af musikken. Så hvis du er villig til at tage fri fra hverdagen og tage med de to pionerer til mørke svenske skove for at jage skovtrolde med discokugler og konfetti som skyts, findes invitationen i din pladebutik.

The Knife. Silent Shout. Rabid Records 2006. www.theknife.net