- Hvorfor er der så mange pølsefascister i Danmark? Jeg synes, der er mennesker i Danmark, der tillader sig at sige de samme ting om muslimerne som man sagde om jøderne i 30`erne, siger den svenske sanger, Mikael Wiehe. Arbejderen mødte ham i Århus.

af Ulla Rasmussen
Svenske Mikael Wiehe, der har boet i Danmark og jævnligt kommer her, har tydeligt mærket, hvorledes tonen er skærpet, specielt overfor muslimer herhjemme.
Han sammenligner det med beskrivelsen af jøderne op til Anden Verdenskrig:
- Jeg synes, der er mennesker i Danmark, der tillader sig at sige de samme ting om muslimerne som man sagde om jøderne i 30`erne. Det synes jeg ikke, man kan tillade sig om jøderne, det synes jeg heller ikke, man kan tillade sig om muslimer i 2000-tallet. I Danmark er muslimerne en undertrykt minoritet og Jyllands-Posten viser foragt over for dem, siger han.
På trods af uforudsete omstændigheder, giver Mikael Wiehe sig god tid til at snakke med Arbejderen lige op til koncertens start i Århus Musikhus i sidste uge. Og tilbyder endda at forsætte interviewet i pausen.
Den svenske troubadour Mikael Wiehe, der snart fylder 60 år, har masser at øse af. Han har været aktiv musiker, sanger, komponist i omkring 40 år. Hans nyeste cd, Främmande Land, blev godt anmeldt her i avisen i sidste måned.

Frisind?
Ja, det kan ikke skjules, at Mikael Wiehe absolut ikke bryder sig om Jyllands-Postens mishandling af et muslimsk mindretal i Danmark. Han undrer sig over debatten i Danmark. Og over den store tilslutning til Dansk Folkeparti.
- Hvor er frisindet blevet af? Hvorfor er der så mange pølsefascister i Danmark?
Ja, det ord brugte Wiehe om danskerne. For udover det blide og bløde, rummer Mikael Wiehe en særlig politisk skarphed. Han er befriende klar og ærlig i hudfletningen af markedskræfterne, af nyliberalismen, af Bush og hans krig i Irak og 'jagten på guldet.'

Ytringsfrihed altid begrænset
Mikael Wiehe er klar over, at statsministeren gentagne gange har kaldt ytringsfriheden ukrænkelig. Alligevel er en appel fra foreningen Oprør om at støtte PFLP og FARC fjernet fra Oprørs og Dagbladet Arbejderens hjemmesider. Han kender udmærket til denne debat.
- Ytringsfriheden er altid begrænset. Spørgsmålet er, hvor grænsen går henne. Man kan ikke sige hvad som helst hvor som helst. Regeringen sidder på Dansk Folkepartis nåde. Det er derfor, statsministeren ikke ved, hvordan han skal forholde sig, bemærker Mikael Wiehe tørt.
Wiehe har altid stillet sig på de undertryktes side og givet dem stemme og håb og støtte. Det gælder også rundt omkring i verden. Tænk blot på hans støtte til ANC, der dengang blev kaldt for en terrororganisation!
Gennem mange år spillede han sammen med Björn Afzelius. Lige indtil denne døde.

Kærlighed og lys
At møde Mikael Wiehe og stille spørgsmål om verdens kaotiske tilstand, er et møde med et modent menneske i balance.
Et menneske, der både giver udtryk for det blide, det varme og som øjner kærligheden, lyset og som ser noget gro. Noget kommer op fra neden, der kan ændre på ubalancen. Et menneske, der har tillid til menneskene, til folkene og som er sikker på at verden bliver bedre.
Fra en aften med Mikael Wiehe og hans to medmusikere, Christer Karlsson på piano og Måns Block på trommer, med interview og koncert, hvor Wiehe mellem numrene har mange kommentarer, fletter alt dette sig sammen til dette portræt.

Krig mod folk
- Danmark er et af de lande, der mest aktivt støtter USA`s krig mod Irak, og også aktivt støtter USA`s såkaldte antiterrorlove for at komme Bush i møde.
Ved at fjerne Oprørs appel fra foreningens og denne avis` hjemmeside, støtter statsministeren også Bush, siger Wiehe.
- Guantanamo, USA`s militærbase på Cuba, hvor man holder folk fængslet år efter år uden beviser, uden rettergang, uden dom på blot en mistanke om, at de kan tænkes at sympatisere med Al-Qaeda er en fejltagelse, siger Wiehe.
- Guantanamo-basen er den nuværende amerikanske administrations måde til at vise verden, at man tager sig retten til at pågribe hvem som helst, hvor som helst, også på Bromma Flyveplads uden for Stockholm. Og føre folk hen, hvor man vil og gøre med dem, hvad man vil. Der er nemlig ingen, der skal føle sig helt sikker. Du kører ikke ustraffet to fly helt op i røven på imperiet, konstaterer sangeren bramfrit.

Humanisme og fællesskab
Hvor henter du den optimisme fra, der altid indgår i dine udgivelser?
- Så længe, der er ubalance mellem dem, der har meget og de, der ikke har så meget, så vil der også være nogle, der vil prøve at forandre tingene. Det vil de aldrig opgive. Så længe, der er noget, der er værd at forandre, så længe vil der være nogen der har lyst til at forandre. Derfor er der grund til at være optimistisk, konstaterer han.
- Jeg har læst noget klogt et eller andet sted - nemlig at mennesket bliver menneske sammen med andre mennesker. Den nyliberale grundtanke er jo, at mennesket er menneskets fjende, at vi er hinandens fjender: Hvis jeg ikke slår dig ihjel, så slår du mig ihjel. Hvis jeg ikke udbytter dig, så udbytter du mig.
- Der findes så mange biologiske og historiske og humanistiske og politiske tegn på, at det forholder sig på den stik modsatte måde, siger Mikael Wiehe.
- Vi bliver mennesker, når vi samarbejder, når vi hjælper hinanden, når vi tager os af hinanden.

Håb for en verden i kaos
Du har en gang sagt, at vi må organisere os. Hvordan forestiller du dig det?
- Man må tænke globalt og virke lokalt. Alt global aktion har sin rod lokalt. Men det er klart, at vi også må se på det globale. Vi kan jo ikke bare stå med røven til og hovedet ned i jorden. Og sådan har det jo altid været. Arbejderbevægelsen var jo for 100 år siden meget internationalistisk. Nu tror jeg, fagbevægelsen er blevet meget forstenet og bureaukratisk.
- I hele arbejderbevægelsen, ikke kun fagbevægelsen, ser man det som sin opgave at føre politik i stedet for at være repræsentanter for en politik, der kommer nede fra. Det rammer alle organisationer, partier og bevægelser. Når der kommer nye mennesker ind, skal de indpasses i den struktur, der allerede er. Og man vil sgu ikke have folk ind, som synes det modsatte som dem der var så entusiastiske, da de kom ind.
- Tanken om at modvirke forsteningen tror jeg er meget vigtig. Det er det, demokrati handler om. Der skal kunne komme mennesker ind og leve med og sige sin mening, slutter den svenske troubadour.
Jo, Mikael Wiehe får sin optimisme til at forplante sig. Og en lyst til fortsat at kæmpe mod ubalancen. Lokalt og globalt.