19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vikingerne kom med skovmetal

Vikingerne kom med skovmetal

Tirsdag, 21. marts, 2006, 00:00:00

Endelig et black metalband, vi kan tage alvorligt. Norske Lumsk er oldnordisk folkemusik blandet med hård metal

af Gert Madsen
Langskibene og bredsværdene var skiftet ud med violin og elguitarer, da en fæl bande vikinger fra det mørke Norge lagde deres plyndringstogt forbi København forrige weekend.
Godt hjulpet af 200-300 sortklædte metalfans leverede Lumsk et brag af en koncert, der til tider opnåede bersærkeragtigt niveau. Det gik ud over spillestedet The Rock, en oase for folk i hovedstaden, der er på flugt fra den kvalmende mainstreamkultur, man normalt bliver tvangsfodret med.

Skovmetal
På scenen blev en meget smuk og lys vokal på fornemste vis blandet med headbangende guitarsoloer, flankeret af en god gammeldags violin.
Med både vikinge-attituder og udklædning blev skovmetal for første gang for alvor introduceret i Danmark.
Lumsk levede da også helt op til forventningerne. Rent faktisk er det eneste negative, der kan siges om koncerten, at den blev slået op på et alt for lille sted. Mange måtte gå forgæves, og den episke lyd kom ikke til sin ret.

Tiltrængt pust
Lumsk spiller en ny form for metal, der som sagt går under navnet 'skovmetal'. Skovmetal kan nok bedst beskrives som en blanding mellem traditionel oldnordisk folkemusik og goth metal.
Men ligegyldig hvordan man betegner genren, så fortolker Lumsk den, så det smukke og sørgmodige ved folkemusikken blandes med en tonstung metalrytme. Musikken er et tiltrængt pust til metalgenren.
Faktisk findes der en helt speciel gren af metal-familietræet, der går under betegnelsen 'Norsk Black Metal'. Musikken er lige så ond som den lyder!
Især derfor er Lumsk godt nyt, fordi det til tider kan være svært at tage de djævletilbedende og bloddryppende black metal-bands alvorligt.
Lumsk er aktuelt med albummet 'Troll', der kan erhverves på www.targetdistribution.dk, ligesom alle rigtige metalfans bør kigge forbi www.lumsk.com.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. mar. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur