Ansatser til samfundskritik i ny digtsamling. Men det bliver ligesom ved det pæne

af Tomas Dalgaard *`foto**
Ålen har englelyd er Hans Otto Jørgensens tyvende tekstsamling.
Jeg har ikke læst de nitten foregående, men i Ålen har englelyd er der ikke meget at komme efter.
Titlen er søgt ligesom de fleste af teksterne postulerer hverdagsrealisme tilsat et skvæt surrealisme.
Det virker bare ikke.
Teksterne fanger ikke. Der er for mange af dem og det virker på mig som om Hans Otto Jørgensen ikke har noget på hjerte, og så kan det være lige meget om man er nok så meget forfatter.
Der er ansatser til samfundskritik, men det bliver ligesom ved det pæne.
Alle disse ord om tilforladelige mennesker, der alligevel ikke er helt så tilforladelige og har noget at skjule, bliver i længden enerverende.
Teksterne bliver aldrig levende, dertil er de for korte.
Personerne når ikke ud over det skematiske.
De bedste tekster er satiriske som på side 103 om statsministerens barndom.
Hvor lille Anders græd da gården skulle sælges fordi de var så mådeholdne at de kørte med hest. At de ingen produktion havde.
Så gammeldags at de ikke havde centralvarme men lå med is på dynen om morgenen når de vågnede og skulle i stalden og muge inden skolen.
Det er næsten som at høre Bent Jensen. Det er næsten som at høre Hans Edvard Nørregård Nielsen eller HC Andersen.
De kan de folk med sådan en barndom. Sådan forankret i almuen. Den danske muld.
Herfra min verden går og her hænger jeg fast.
Her er værdierne.
Mellem de lave huse. I en stank af ko og lort og fattigdom.
Hver en skilling blev vendt.
Apropos penge koster bogen 150,-
Gyldendal har udgivet den.
Det skulle de ikke have gjort
Der er for langt mellem snapsene.

Hans Otto Jørgensen: Ålen har englelyd. 150 kr. Gyldendal.